Prøv avisen
Debat

Som historiker burde man vide bedre om reinkarnation

Og så det meget afgørende: Hvor skal al den reinkarnation i den sene vestlige variant føre hen? Og hvordan? Det skylder Steiner-bevægelsen og mange andre reinkarnationsfortalere svar på. Hvordan “kvalificerer” jeg mig? Foto: Pia Hansen

Det er utroligt, så meget sludder og vrøvl man skal høre på i forbindelse med reinkarnation, mener Johan de Mylius

Det er utroligt, så meget sludder og vrøvl man skal høre på i forbindelse med reinkarnation. Også i kronikken i Kristeligt Dagblad den 19. december med titlen “Reinkarnation og kristendom - idéhistorisk set”. Skrevet af Lau Sander Esbensen, der betegnes som historiker og ph.d. Det garanterer nu ikke for holdbarhden af det, der føres frem.

For det første synspunktet gående ud på, at dualisme i menneskesynet (forestillingen om, at mennesket består af to substanser, krop og sjæl) og reinkarnationstanken er hinandens gensidige forudsætninger og i modstrid med kristendommen.

Til underretning for den angivelige historiker kan det oplyses, at dualismen er en ældgammel forestilling, som blandt andet findes udtrykt i Bibelen og ikke mindst i al nyere kristen tradition (bortset lige fra den p.t. hævdvundne danske teologi). Læs Kingo, Brorson, Ingemann, Grundtvig (der dog ligesom Paulus og Kierkegaard regnede med en trehed af legeme, sjæl og ånd) og mange andre.

Hvis denne historiker kendte St. St. Blichers smukke digtsuite “Trækfuglene” og hele den tradition, den hviler på, burde han ikke være uvidende om, at dybt kristne mennesker til alle tider har opfattet sjælen som en substans, der venter på at blive udfriet af legemet. God, gammel dualisme! Blicher var i øvrigt præst, skal jeg skynde mig at sige.

Kun i det 20. århundredes danske kristendomsforståelse findes der en udtalt polemik mod dualismen som et græsk og ikke-kristent fænomen med de forklaringsproblemer angående døden og livet efter døden, som det nu engang logisk medfører. Men det burde en historiker kunne se ud over.

Reinkarnationstanken opdukken i den (nord)europæiske kristendomsdiskussion er et historisk fænomen, der tager sit udgangspunkt i 1700-tallets sekulariserede menneskeopfattelse, der bygger på forestillingen om, at mennesket i sig selv er ok, men har plads til forbedring.

Vores ph.d. og historiker mener tilsyneladende, at “det evige liv” er bedre funderet i reinkarnationstanken end i kristendommen med dens opstandelseslære. Ja da, hvis det evige liv er en evig mølle med inkarnation på inkarnation på inkarnation. Det er det så slet ikke dér, hvor reinkarnationstanken oprindeligt kommer fra, nemlig i buddhismen, hvor reinkarnationerne er selve det helvede, som mennesket helst efterhånden skulle kvalificere sig til at slippe ud af for at ende i et nirvana.

Og så det meget afgørende: Hvor skal al den reinkarnation i den sene vestlige variant føre hen? Og hvordan? Det skylder Steiner-bevægelsen og mange andre reinkarnationsfortalere svar på. Hvordan “kvalificerer” jeg mig? Hvordan “lærer” jeg af mine tidligere inkarnationer? Specielt når det nu er sådan, at ingen uden hjælp af hypnose kan påstå, at de ved noget som helst om deres “tidligere liv”. Og selv hvis jeg syntes, det var interessant, hvad hjælper det mig så nu at vide, at jeg har været købmand i oldtidens Egypten? Ikke en pind.

Jeg kender mennesker, der tror på reinkarnation og er overbeviste om, at de er på vej mod fuldkommengørelsen - men som nøgternt betragtet ville have uendelig gavn af ydmygt at bekende sig som syndere for Gud og mennesker.

Hvordan opstår i øvrigt nye sjæle i denne svikmølle af inkarnationer? Der er i dag milliarder flere mennesker end i oldtiden. Det er da en migration, der vil noget. Hvor kommer de fra, og hvor skal de hen, du? Er det en indvandring fra det ydre rum, eller hvad?

Reinkarnationstanken forudsætter ganske rigtigt en dualisme i menneskesynet, men denne har en dyb og lang tradition i den kristendom, som angiveligt skulle stå i modsætning til, hvad der her udnævnes til at være “sandheden” og virkeligheden”.

Det kan godt være, at danske teologer i dag fornægter dualismen, men det betyder langtfra, at forvrøvlet reinkarnationssnak er et indlysende alternativ. Reinkarnationen er en måde at slippe uden om det fundamentalt onde på, at se bort fra synden som din og min virkelighed - og at slippe for at se døden i øjnene som vores vilkår.

Johan de Mylius,professor emeritus og dr.phil,Volderlsev Bygade 7 A, Odense S