For en uge siden offentliggjorde Bertel Haarder (V) den såkaldte Danmarkskanon.
Den består som bekendt af 10 punkter, som borgerne har sat højest som de mest afgørende værdier i det danske samfund. Det var 1) velfærdssamfundet, 2) frihed, 3) tillid, 4) lighed for loven, 5) kønsligestilling, 6) det danske sprog, 7) foreningsliv og frivillighed, 8) frisind, 9) hygge og 10) den kristne kulturarv.
Disse 10 blev udvalgt blandt i alt 2445 indsendte forslag fra borgere i Danmark. Alle de mange forslag blev så lagt i hænderne på seks kuratorer, som siden kogte antallet ned til 20. De blev så sat til afstemning blandt alt folket og endte med den omtalte top-10. Det lyder alt sammen meget godt, og jeg kan personligt tilslutte mig alle de nævnte punkter plus de 10, som måtte vige pladsen.
Men det er, som om der er gået kuk i foretagendet undervejs, og jeg tror helt ærligt, at det hænger sammen med, at kuratorerne ikke har været deres opgave voksne.
Udgangspunktet for det hele var i sin tid nogle overvejelser over Danmarks forhold til verdenskulturen. Underforstået: Er der nogle specielle danske kulturtræk, som har præget verden uden for Danmarks grænser. Her kunne man måske fristes til at pege på Jørn Utzons operahus i Sydney eller von Spreckelsens triumfbue i bydelen la Défense i Paris. Men nej. Det drejer sig ikke om hardware i form af bygninger eller fysiske genstande. Det drejer sig om immaterielle kulturformer.
Det hele var nemlig inspireret af Unescos initiativ til at registrere den såkaldte immaterielle kulturarv i verdenskulturen. Den immaterielle kulturarv består i nationale kulturudtryk, idéer, traditioner, fællesskabsformer, som er bundet til relationer mellem mennesker. Som eksempler på sådanne immaterielle kulturformer kan nævnes det franske køkken, den portugisiske fado-sang, tibetansk opera eller peruviansk saksedans.
Vi kan selvfølgelig her i Danmark trække på skuldrene og melde hus forbi ved at sige, at vi ikke orker at bidrage til dette verdenskulturelle raritetskabinet. Men den oprindelige tanke bag Danmarkskanonen var at ville prøve at vedkende os vort særpræg og få det indkredset og tydeliggjort. Vi skulle i fællesskab møjsommeligt udvikle vores kulturelle selvbevidsthed og blive mere klar over, hvem vi er. Vi ville simpelthen prøve at identificere og vedkende os vor kulturelle arv.
Den oprindelige anledning til at lave en Danmarkskanon var altså et forsøg på at indkredse det specifikt danske i forhold til så meget andet. Ikke dermed sagt, at det er bedre og mere værdifuldt end alt andet, blot at det er noget, der originalt er udsprunget af en dansk kultursammenhæng. Har Danmark leveret originale bidrag til resten af verden? Det var udgangs-spørgsmålet.
Dette spørgsmål er først og fremmest et antropologisk spørgsmål. Det er en kulturantropologisk opgave at indkredse det specifikt danske i forhold til verdenskulturen. At det findes, er lige så indlysende, som at der er forskel på kulturen i Sverige, Norge, England, Tyskland og Polen, for nu at nævne nogle nabolande. Her drejer det sig med andre ord om at beskrive den danske virkelighed. At give et signalement af det specifikt danske. For selvfølgelig findes der noget specifikt dansk.
En sådan indkredsning af det specifikt danske sker kun meget ansatsvist i den nye Danmarkskanon. Det skyldes først og fremmest, at kuratorerne har forladt den antropologiske tilgang til sagen. Fra at spørge publikum om, hvad der er særegent for det danske samfund, bliver spørgsmålet forvandlet til spørgsmålet om, hvad man synes er godt ved Danmark.
Det hele er blevet forvandlet til en popularitetsafstemning om såkaldte værdier, hvoraf langt de fleste som bekendt ikke er specielt danske – måske med undtagelse af fænomenet tillid, som den danske befolkning angiveligt har verdensrekord i.
Med Danmarkskanonen har vi fået en mere eller mindre lemfældig tilkendegivelse af, hvad et antal danskere godt kan lide ved det danske samfund. Og hurra for det! Men hvorfor lemfældig? Fordi der altid vil være grund til at omgås stemmer fra folkedybet med en vis varsomhed, især når det drejer sig om et klik på nettet.
Det kan blandt andet Berlingske tale med om. De bad folket om at afgøre, hvem der egentlig var den største dansker nogensinde. Vinderen blev H.C. Andersen. Men det skete i tæt opløb med Peter Schmeichel. Jeg nævner det bare.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen , professor i psykologi Lene Tanggaard , medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo .