Iben Krogsdal: En kroatisk kvindes ord har givet mig kræfter, når jeg har været modløs

I foråret 1993 mødte digteren Iben Krogsdal en kvinde, der rystede hendes verden

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

I foråret 1993 mødte jeg en kvinde, der virkelig rystede mig. Dengang rasede borgerkrigen i Eksjugoslavien, og jeg var sammen med en flok unge taget til Kroatien for at arbejde som frivillig i en flygtningelejr, der især husede kvinder og børn fra den kroatiske by Vokuvar. Byen var blevet smadret under en belejring, og kort efter fandt en frygtelig massakre sted netop her. Mange af indbyggerne var derfor i foråret 1993 enten flygtet, omkommet eller fortsat i krig.

En klar martsmorgen i flygtningelejren var jeg sammen med en lille håndfuld frivillige inviteret på morgenkaffe af en gammel, kroatisk kvinde. Iført tørklæde og sort kjole havde hun dækket det fineste udendørs kaffe-campingbord på et højtbeliggende sted i lejrbyen, hvorfra vi havde udsigt over de nederste hustage og morgenhimlen.

Kaffekopperne på campingbordet var skårede, for kvinden havde som det eneste fået dem med sig under flugten fra Vukovar, og man fornemmede, hvilken ære det var at få lov at drikke af dem. Da hun møjsommeligt havde skænket kaffe op til alle ved bordet, fortalte kvinden os sin historie.

Hele sit liv havde hun boet i samme hus i Vukovar. Under et bombardement flygtede hun sammen med nogle naboer og sine sidste, levende slægtninge ned i husets kælder. Lidt efter ramte granaterne, og bygningen styrtede sammen. I to døgn sad kvinden i det totale mørke sammen med både levende og døde. Udenfor var deres venner og kære i kamp eller på vej til det, der siden blev kendt som Vukovar-massakren. Ingen af de indespærrede vidste, om de nogensinde ville blive fundet, og da de omsider blev gravet ud, var det et mirakel.

Nu sad kvinden ved kaffebordet i flygtningelejren, og hun havde mistet alt: sine nærmeste, sit land, sit hus, alt hvad hun havde ejet. Da hun var færdig med at fortælle, sad vi helt tavse ved bordet. Flere af os sad og kæmpede med tårerne, og stilheden blev bare ved. Men så, lige pludselig, trak kvinden vejret dybt ind og kiggede ud mod solen, der nu var stået op over lejrens hustage. Og midt i det blege lys sagde hun højt og myndigt og eftertrykkeligt:

”Se, det er en smuk morgen.”

Det kom så uventet, og det lød så forkert. For hvordan kunne hun – som livet havde behandlet så grusomt – sidde og forkynde, at morgenen var smuk? Hvordan kunne hun – som vidste det værste om mennesker – stadig se livets skønhed? Vi andre forkælede borgere fra verdens tryggeste land havde mest af alt lyst til at skrige til himlen, men hun sad bare med martslyset i ansigtet og bogstaveligt åndede af solen.

Jeg tænkte: Hvis det var overgået mig, så var jeg blevet en bitter gammel kvinde. Jeg ville ikke kunne være generøs. Og jeg ville i hvert fald aldrig kunne skænke kaffe op til vildt fremmede mennesker, som om livet var godt, og som om en martsmorgens skønhed betød noget midt i en hæslig krig.

Først med årene begyndte det at gå op for mig, hvad denne kvinde næsten provokerende bevidnede for os uerfarne, unge mennesker den morgen: Jo længere nede, man sidder i mørket, jo mere strålende kan dagslyset være. Og jo mere sandt og overraskende kan man måske give lyset videre til andre.

Det er ikke kun trygge og utruede mennesker, der kan glæde sig over en ny morgen. Vi fryder os næsten altid over solopgangen (med Jakob Knudsens salmeord) ”trods synd og død”. Ja, nogle gange kan solen faktisk på helt ufattelig vis stråle allerstærkest netop der, hvor synden og sygdommen og savnet og døden fylder mest.

I 27 år har jeg husket den kroatiske kvinde, når jeg har været modløs. Jeg har tit løftet blikket gennem hende, hentet kræfter i hendes ord.

Og dette nytår, hvor så mange må sidde alene, og hvor så meget truer os, ser jeg hende for mig igen. Hun sidder der og insisterer med al sin enorme, ubegribelige, sorgfulde myndighed på, at livet – uanset hvad – er og bliver godt. Og når jeg ser det, tør jeg tro på, at vi netop ved dette årsskifte er stået op til en særligt smuk og fælles nytårsmorgen.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.