Prøv avisen
Mediekommentar

Lyt til Dronningen: Man kan ikke gå ind ad alle åbne døre

Emilia van Hauen er en af de sociologer, som ensidigt hylder alt, hvad der er flydende, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Miriam Dalsgaard/ Ritzau Scanpix

Samtalen om kønsidentitet i Deadline onsdag aften kalder på modspørgsmål. Her kunne to sociologer på forbløffende ureflekteret vis kun se tegn på fremskridt. Hvad nu, hvis en del unge i dag dyrker ”det flydende”, fordi de føler sig presset til det, og måske udvikler et følelsesmæssigt kaos, der vil følge dem langt ind i voksenlivet? Spørger Sørine Gotfredsen

MAN MÅ HÅBE, at dronning Margrethe ikke nytårsaften talte for døve øren. Her sagde hun, at et menneske ikke kan gå ind ad alle åbne døre, hvilket er påtrængende at minde om i dag, hvor valgmulighederne kun bliver flere.

Rundtomkring – senest i Tyskland – er man for eksempel i færd med at indføre et officielt anerkendt tredje køn, og mens dette sikkert kan hjælpe nogle, illustrerer det samtidig, hvordan individet mere og mere skal vedtage sin egen identitet. Sagen blev analyseret onsdag aften i DR 2’s Deadline, hvor sociolog Emilia van Hauen og kønssociolog Cecilie Nørgaard talte om en såkaldt Generation Z, for hvem fællesskaber og kønsidentitet er mere flydende, og det forlyder, at en tredjedel af denne generation føler sig tiltrukket af begge køn. Eller alle tre køn, skulle man vel sige.

SAMTALEN KALDTE PÅ modspørgsmål, idet de to sociologer på forbløffende ureflekteret vis kun i alt dette kunne se tegn på fremskridt. At lytte til dem var som at læse en pseudoakademisk klumme i et følgagtigt dameblad, og lad os her skitsere den helt indlysende indvending.

Hvad nu, hvis en del unge i dag dyrker ”det flydende”, fordi de føler sig presset til det, og måske udvikler et følelsesmæssigt kaos, der vil følge dem langt ind i voksenlivet? Sociologerne synes blindt at antage, at det er de unge, der former tiden, men man kan vel godt forestille sig et flydende floktyranni, der hårdhændet kan trække sarte sjæle med sig. Emilia van Hauen udtalte, at hun håber, at den flydende tilstand vil vokse, for – som hun sagde – ”køn er altid en begrænsning”. Ja, forhåbentlig da.

Et menneske kan ikke være alting på én gang uden at blive komplet forstyrret, og det store spørgsmål i dag er, om ikke individet netop har brug for et lidt mindre forvirrende råderum. Det var jo dét, Dronningen kredsede om.

DET ER HÅRDT AT SKULLE AFPRØVE alt og kalde sig alt, og store dele af dagens debat handler om netop menneskets længsel efter en mere overskuelig verden, hvor man ikke konstant skal konstruere en ny udgave af sig selv. Det omstillingsparate og optimerende identitetssøgende projekt har udviklet sig til en byrde for det vestlige menneske, hvilket sikkert udgør en del af forklaringen på, at så mange – ikke mindst de unge – mistrives indeni.

Ikke desto mindre sidder her to sociologer og hylder ensidigt alt, hvad der er flydende, idet de sikkert ser sig selv som bannerførere for det meget tolerante samfund.

Sagen er, at de først og fremmest repræsenterer den typiske identitetsstorbytænkning, der kan lede til det decideret udmattende samfund, hvor mennesket ophøjes som selvrådende væsen, alt imens man glemmer at tage højde for den åndelige druknedød, der kan følge.

De sande disciple af dette tidens evangelium sanser ikke den voksende længsel efter begrænsning, og endnu en gang må man forlade sig på Majestæten. Et menneske kan ikke gå ind ad alle døre, men en smart sociolog kan sagtens blive ved med at sidde og gentage, hvor meget mening det giver.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.