Det seneste års tid har der både på de sociale medier og i dagspressen været en skepsis over for, for ikke at sige et angreb, på den lutherske bekendelse.
Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, som er en del af folkekirkens bekendelsesgrundlag, indeholder udsagn, der er svære at antage for mennesker i dag. Det handler særligt om artikel 2, der omhandler arvesynden, og som hævder dåbens frelseskarakter, hvilket udtrykkes med ”evig død for dem, som ikke genfødes ved dåben og Helligånden”.
Den lutherske bekendelse har altså en klar forståelse af dåben som genfødelsens bad, hvilket vi også finder i Paulus’ Brev til Titus, kapitel 3, vers 5. Der sker altså andet i dåben end en erkendelse af noget allerede indtruffet. Det handler artikel 9 om dåben om, hvor dåben igen fremhæves som nødvendig frelsesbegivenhed. Og artikel 17 om dommen, hvor der hævdes læren om de to udgange: til frelse og fortabelse. Det er tunge emner, og det er forståeligt, at de vækker debat i dag.
Disse artikler er, sammen med eksempelvis Martin Luthers skrift ”Om den trælbundne vilje” fra 1525, anstødssten. Senest har en række provster i et åbent brev i Kristeligt Dagblad den 18. december bedt om, at man i dåbsteologien ikke kun ser tilbage på de lutherske bekendelsesskrifter.
Nu er hverken bekendelsesskrifterne eller da slet ikke Luthers egne skrifter faldet ned fra himlen. De er historiske dokumenter, der hele tiden i en luthersk kirke skal læses på ny. Det skal hele tiden vurderes, hvorledes de forkynder evangeliet også i dag.
Luthers skrift fra 1525 har som forudsætning nådens ubetingethed. Det er på mange måder et vildt skrift, men hvis man glemmer eller ser bort fra Luthers forudsætning, så bliver det også et meget mørkt skrift, som har et dystert menneskesyn. Men altså kun, hvis man glemmer forudsætningen.
Den ubetingede nåde kan i sagens natur ikke gøres betinget af noget andet, hverken af menneskets væren, af dets skabthed eller andet, men kun af Guds tilsagn alene. Det er afgørende for Luther i dette skrift, at Guds nåde er ubetinget, for enhver form for betingethed anfægter et kristent menneskes frihed.
En betingethed peger på noget, man skal opfylde, for at nåden kan effektueres. Den ubetingede nåde, som er i Guds ord alene, har den sideeffekt, at frelsen kun er sikker i troen. Det er i troen alene, at ordet alene gribes. Ved begrebet ordet alene afvises, at frelsen er resultat af menneskets anstrengelse, og med begrebet troen alene afvises en forståelse, der efterlader mennesket uberørt.
Det så også den store danske teolog Regin Prenter (1907-1990), der i sin dogmatik ”Skabelse og Genløsning” fra 1950’erne også gennemgår dommen og den dobbelte udgang. Prenters forudsætning er evangeliets kamp mod synd, død og djævel. Når denne kamp udtrykkes, er fortabelsen reel, ellers er det på skrømt. Som Prenter udtrykker det: Den evige salighed har den evige fortabelse som baggrund.
Men i Prenters dogmatik er der et spørgsmålstegn. Et spørgsmålstegn, der er det nærmeste, vi kan komme, hvis vi ikke skal forlade frelse ved ordet alene. Det følger en sætning, der lyder: ”(...) om Gud da ikke måske alligevel vælger apokatastasis?”.
Apokatastasis er læren om alles frelse. Men det tætteste vi kan komme det, som alle kristne må bede om, er et spørgsmålstegn, for ellers er både ”troen alene”, ”ordet alene” og ”Kristus alene” ophævet. Den lutherske teologi kan ikke lære alles frelse uden at ophæve sig selv eller i hvert fald det centrale begreb troen alene. Men vi kan håbe og bede om det. Der er forskel på læren og på bønnen.
Og igen hænger det sammen med den ubetingede nåde. Hvis der opstilles kriterier for nåden, er nåden betinget. Og når nåden er betinget, forsvinder den kristne frihed, som Reformationen var og er en kamp for.
Derved vender vi tilbage til Den Augsburgske Bekendelses artikel 2. Her er de hårde ord, at der er fordømmelse for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden.
Men igen: Hvad er forudsætningen? Den lutherske bekendelsens pointe er da ikke at pege på fortabelsen, men på nådens ubetingethed. Derfor ligger vægten ikke på fordømmelsen, men på genfødslen. Ordene om fordømmelsen er som fingeren, der peger på den ubetingede nåde. Man synes dog at kigge på fingeren, der peger, i stedet for at kigge på det, fingeren peger på. Men ordene står der og skal læses i kontekst.
Det er afgørende at forstå, hvad der er forudsætningen: Det er den ubetingede nåde og Guds frie frelsesvilje. Det betyder ikke, at Gud blot er vilkårlig. I Kristus, som vi møder i dåben, er vi frelst.
Det udtrykkes ikke som en ret, men som en tilsigelse, på samme måde som ordene ”jeg elsker dig” ikke er en ret, men et tilsagn. I Kristus er vilkårligheden ophævet. I dåben er vilkårligheden ophævet. Uden for dåben er man under Guds vilkårlige og ubetingede nåde. Dåben er menneskets mulighed og ikke Guds begrænsning. Derfor kan dåben heller ikke luthersk set være ”et tegn på eller udtryk for læren”, som det udtrykkes med korrekt afstandtagen i de 26 provsters åbne brev. Det ville være udtryk for en doketisk kristologi, altså hvor dåben udtrykker noget andet end det, der ses og erfares.
Dåben er ikke et lærestykke, men er Kristus på jord, på samme måde som nadveren er det. Det er således, vi møder Kristus i dag og sammen med sakramenterne føjes til et legeme. Når der tales om frelse ved ordet alene, så må man ikke se snævert på ordet, men også forstå det som sakramenterne dåb og nadver. Det er den sene Luthers styrke; at han udvider begrebet om ordet til at omfatte sakramenterne også som levende ord.
Vi kan sagtens blive enige om, at vi ikke blot skal se tilbage til de lutherske bekendelsesskrifter, hvis der med det menes det historiske udtryk. Men hvis der menes bekendelsesskrifternes grund og forudsætning, stiller sagen sig anderledes.
Vi kan ikke vige fra frelse ved ordet alene, altså Guds ubetingede nåde, hvis vi vil kalde os en luthersk kirke. Men i arbejdet med dåbsritualet kan vi sagtens også arbejde med oldkirkens teologi. Den er jo allerede i ritualet. Desuden må der hele tiden i ritualets sprog og udformning tages hensyn til den almindelige forståelighed i den tid, der er vores.
Alles frelse hører til i håbet og i bønnen og ikke i læren. Det er derfor, at Regin Prenter samvittighedsfuldt er nødt til at anbringe et spørgsmålstegn. Det spørgsmålstegn er et troens spørgsmålstegn.
Troen kender kun dommen med dobbelte udgang, fordi den altid har forargelsen at kæmpe med.
Prenters spørgsmålstegn stiller sig på samme plan som Luthers tale om de tre lyslag i slutningen af værket om den trælbundne vilje. Her skriver Luther, at under nådens lys er det en uløselig knude, hvordan Gud kan domfælde et menneske, der ikke har en levende chance. Gud er urimelig. Men tingene kan se anderledes ud i det, Luther kalder herlighedens lys. Der kan gåden løses. Indtil da må det stå som et spørgsmålstegn, med mindre man vil gøre nåden betinget og derved knægte den kristnes frihed, men det ville næppe være i tråd med reformatorisk tradition.
Derfor står Den Augsburgske Bekendelse med rette med sine artikler; også artikel 2, 9 og 17, fordi de hver især hævder nåden som Guds alene. Det er det afgørende.
Vores opgave er blot med den forudsætning at gennemtænke det igen i åben samtale med hinanden, hvis vi vil være inden for den lutherske tradition, som er så bred som mulig, for den har kun en tro: på Kristus alene. På Kristus alene skal alt prøves.
Biskop i Aalborg Stift