En menneskeret selv at bestemme

Når omskæring ikke er et ritual pålagt af Gud, ville det så ikke kunne være op til den enkelte jødiske mand at tage stilling, når vedkommende var blevet myndig?, spørger Nina Skaaning

Det er afgørende for jøder at være omskåret, men det er ikke afgørende at være omskåret for at være jøde. Hvorfor kan den enkelte jødiske mand så ikke selv vælge omskæringen til eller fra?, spørger Nina Skaaning.
Det er afgørende for jøder at være omskåret, men det er ikke afgørende at være omskåret for at være jøde. Hvorfor kan den enkelte jødiske mand så ikke selv vælge omskæringen til eller fra?, spørger Nina Skaaning. Foto: Sherry Young - Fotolia.

Igennem længere tid har jeg haft lyst til at deltage i debatten om den jødiske drengeomskæring, men har hidtil holdt mig tilbage, fordi jeg egentlig ikke ønsker at blande mig i andre menneskers måde at udøve deres religion på. Men i min verden er religion noget åndeligt og ikke noget fysisk. Jeg kan derfor ikke undgå at føle stor sympati for den del af debatten, som går imod omskæring af små drengebørn.

Overrabbiner Bent Lexner udtalte for fire år siden i en artikel i Kristeligt Dagblad, den 25. juli 2012: ”Modsat kristendommen, hvor man skal døbes for at være kristen, er man det i jødedommen pr. automatik, hvis man har en jødisk mor. Man skal hverken betro sig eller konfirmeres til jødedommen. Det kan ikke fratages én. Om man tror eller ej, er ligegyldigt. Du skal ikke stå til regnskab for andre end dig selv og Vorherre,” forklarede Bent Lexner og tilføjede: ”De, som ikke overholder de jødiske regler om for eksempel omskæring, er ikke nødvendigvis dårligere mennesker, for det er vejledende råd, som vi har fået til at leve vores liv efter.”

Det må da siges at være klar besked fra den tidligere overrabbiner. Bent Lexner siger hermed i artiklen, at det ikke er absolut nødvendigt for en jødisk mand at være omskåret. Med disse ord burde det være ethvert jødisk drengebarns menneskeret selv at bestemme, når han når til skelsår og alder, om han ønsker at blive omskåret eller ej. Ifølge ovennævnte artikel var det tidligere et religiøst påbud i Første Mosebog i henhold til den pagt, som Abraham havde indgået med Gud. Mens det i dag betragtes som et stærkt kultur- og identitetstegn, som er nødvendigt for at være en del af det jødiske fællesskab. Altså noget kulturelt og socialt – og ikke noget, som er pålagt af Gud.

Overskriften på den omhandlede artikel er ”Omskæring er for jøder, hvad dåben er for kristne”. Men med ovenstående forklaring fra den tidligere overrabbiner, synes jeg jo nok, at der er stor forskel. Hertil kommer, at det kristne dåbsritual også har kunnet ændres, idet der tidligere praktiseredes en ”fulddåb”, hvor det lille, nøgne barn blev nedsænket helt i døbefontens kolde vand.

Jeg kan heller ikke undgå at tænke på det foto, som illustrerede debatindlægget i Kristeligt Dagblad på side 11 den 28. juni i år, som viser det jødiske omskæringsritual. Man ser rabbineren, diverse instrumenter og et lidt blodplettet hvidt klæde. I midten af billedet ses en smilende ældre dame, som måske er bedstemoderen. Et billede, som sætter tankerne i gang.

Men efter at have læst tidligere overrabbiner Bent Lexners ord fra 2012, forstår jeg ikke helt problemstillingen: Det er afgørende for jøder at være omskåret, men det er ikke afgørende at være omskåret for at være jøde. Når det ikke er et ritual pålagt af Gud, ville det så ikke kunne være op til den enkelte jødiske mand at tage stilling, når vedkommende var blevet myndig? Eller er der noget i debatten, jeg har misforstået?

Nina Skaaning er korrekturlæser og pensioneret advokatsekretær og bor i Birkerød