JEG ER FYLDT op af skyld! For jeg er en mor, der kun giver mine børn det næstbedste. Jeg er skyldig i ikke at slå til, i ikke at give dem det allerbedste - nemlig deres mor og far sammen i en lykkelig familie.
Men var det da bedre, om vi var blevet sammen? Jeg ved det ikke. Det er det mest ærlige svar, jeg kan give efter to år i en brudt familie. Jeg er i tvivl hver eneste dag. Er det prisen værd? Jeg ved det ikke. Jeg er nemlig ikke ene om at betale prisen.
Jeg hører ofte trøstende og velmenende sætninger som: Hvis forældrene har det bedre hver for sig, er børnene også lykkelige. Men det er mig ingen trøst, for jeg tror ganske enkelt ikke på det. Mine børns højeste ønske er deres mor og far sammen.
Hvorfor så kun det næstbedste? Fordi vi ikke kan finde ud af det bedste...
Vi gik fra hinanden, og vi er skyldige i at have påført vores børn og hinanden uendelig smerte, savn og ensomhed. Vi klarer ellers bruddet helt efter bogen: Vi skændes aldrig foran børnene, vi holder en venlig tone, hilser med knus, vi deles om børnene ligeligt og uden konflikt, taler hinanden op, bakker hinanden op og skjuler eventuelle irritationer og vrede. Vi fortæller børnene, hvor højt vi elsker dem, og forsøger at forklare, at det er bedre, mor og far ikke er sammen.
Men der er ikke én gyldig forklaring, der berettiger bruddet for børnene. Ikke en eneste forklaring, der retfærdiggør den smerte og det tab, vi påfører dem. Det eneste ønske, de har, er deres mor og far sammen.
Vi har introduceret vores drenge for brudte relationer, en brudt verden med savn og sorg. Vi har vist dem, at ikke engang kærligheden til dem er nok til, at vi kan give dem det bedste. De må nøjes med det næstbedste, og det ansvar, der hviler på mig, kan ingen tage fra mig.
Jeg er skyldig. Og skylden er altoverskyggende.
Skylden knuger mig, når de savner deres far. Når de vil tumle, og jeg er tom for energi. Når de direkte og sårende fortæller, at de ikke vil være hos mig mere - at far er bedre, sjovere og sejere. Når jeg vælger mine kampe, fordi jeg ikke magter at stå alene, når jeg fravælger konflikter i angst for at blive fravalgt.
Når jeg nøje overvejer, om vi skal tage på tur eller ned at handle, fordi jeg frygter at fejle og frygter, at alle ser min usikkerhed og min utilstrækkelighed. Når jeg forsøger at købe min samvittighed ren med is, gaver og tivoliture. Når min lunte bliver for kort og tålmodigheden for lille, og når jeg lader følelserne tage over og lader tårerne trille i arrigskab, i afmagt, i ensomhed...
Min skyld er nådesløs, og den tynger mig, knuger mig og tvinger mig dagligt i knæ. Skylden frarøver mig min søvn og dernæst mine vågne timer. Den vil ikke slippe sit tag, og jeg knuger mig fast til den. For jeg holder fast, og ingen skal tage den fra mig. Den er min, og det skal mine elskede drenge vide: at jeg gav dem det næstbedste. Det, der aldrig helt var godt nok. Men jeg påtager mig helt og fuldt skylden herfor. Jeg har ansvaret og min skyld er berettiget, og jeg håber, mine børn en dag kan tilgive mig for kun at give dem det næstbedste. For det næstbedste var mit bedste: Undskyld!
Undskyld, mine højtelskede drenge! Undskyld, at jeg ikke slår til, at jeg ikke er nok. Undskyld, at det alt for ofte bliver laveste fællesnævner, der sætter dagsordenen, at der bliver plads til for få stunder med jer hver for sig, for få legeaftaler, for få vågne timer og for lidt familietid.
Undskyld, at I ikke kan gå hånd i hånd imellem mor og far, at I ikke har os begge to på samme tid og hver eneste dag, at I altid skal konkurrere om min tid og min opmærksomhed.
Undskyld at jeg knuste jeres drømme, jeres familie og jeres uskyld!
Laila Dybdal Nørgaard, socialpædagog/diakon ved herberget Tre Ege, Kirkens Korshær, Rødlundvej 136, Harlev