En mors sorg slår mig med en særlig rædsel

Barnet vil for altid være dér, ved hjertet. Det er kun en mors hjerte, der kan rumme en mors smerte, skriver professor Bent Meier Sørensen.
Barnet vil for altid være dér, ved hjertet. Det er kun en mors hjerte, der kan rumme en mors smerte, skriver professor Bent Meier Sørensen. Foto: Leif Tuxen.

Forleden sad jeg til bords med en kollega, hvis historie det viste sig, at jeg ikke kendte. Hun havde mistet en datter. Det var sket år tilbage, og efter at jeg selv mistede min søster – og min mor mistede sin datter – har jeg talt med mange mennesker om sorg.

Blandt alle disse tyngede mennesker slår en mors sorg over sit døde barn mig altid med en særlig rædsel. Måske er der noget ved moderskabet, der gør sorgen over et barns død til noget specielt. Måske gør det faktum, at hun har båret barnet ved sit hjerte i ni måneder, det umuligt for hende at holde op med at gøre det. Barnet vil for altid være dér, ved hjertet. Det er kun en mors hjerte, der kan rumme en mors smerte.

På fredag – langfredag – skal endnu en mor miste sit barn. Maria skal følge sin søn ud af byen og se ham dø. Han var så Jesus af Nazaret og døde samtidig for alle menneskers synder. Men den sidste del lyder jo lidt abstrakt, og der er rigtig mange mennesker involveret. Selv har jeg altid haft svært ved at forbinde Jesu død på korset med en følelse.

Indtil jeg kommer i tanke om Maria. Nok er Jesus Guds søn, men på fredag er det en mor, der mister sit barn. Langfredag er en mors sorg.

Det vidste komponisten Antonín Dvoák godt. Han skrev passionsværket ”Stabat Mater” (En moders sorg), efter at han og hustruen Anna havde mistet deres datter. Inden værket var færdigt, var alle deres tre børn døde.

Du vil måske spørge, hvorfor en mors sorg – eller overhovedet sorg – egentlig er relevant for dig? Du har måske ikke mistet et barn, og måske går det dig egentlig meget godt. Du har job, kæreste og tilmed kønne børn. Måske skriver du endda dybsindige klummer for Kristeligt Dagblad. Du har ingen grund til at at flæbe, og da slet ikke på en fredag i påskeferien.

Ikke desto mindre er dit problem, at du ikke kan græde over dit liv. Du lever det meste af din tid i den fiktion, at du er dit livs herre og din lykkes smed, og at du skylder dig selv, hvad du har. Det er den fiktion, som forhindrer dig i at sørge over dit grundstødte liv, dine bundløse svigt og din støjende mangel på anger og ydmyghed.

Her kommer Maria dig til hjælp. For er du for fattig til at græde over dit eget liv og for nærig til at give slip på dine sølle landvindinger, så græd på fredag over en mor, der mister sit barn.

Hør Dvoáks mesterværk. Det vil åbne dit sind for den sorg, som er din, og som kun du kan sørge over.

Hør koret synge:

O Moder, kærlighedens kilde,

lad mig føle din dybe smerte,

så jeg kan sørge med dig.

Sørg med de sørgende, så sørger de for dig. Sådan gik det også Antonin Dvoák og hans Anna: der blev sørget for dem. Året efter ”Stabat Mater”s uropførelse fik de det første af seks nye, sunde og glade børn. Dem opdrog de sammen.

Selv for en mors sorg findes en påskemorgen.