En mur af mistanke

Siden det danske indvandrerstop blev indført i 1973, har det været forbudt at arbejde, medmindre man har en opholdstilladelse. Hvis man søger asyl her i landet kan der gå måneder eller år, inden en opholdstilladelse tildeles, hvis den overhovedet gives. Derfor har asylsøgere hidtil ikke fået lov til at arbejde. Modstanden mod at lempe loven og at tillade asylsøgere at arbejde er markant hos partiet Venstres Birthe Rønn Hornbech. Til Ritzaus bureau udtalte hun forleden, at det i sin tid var i orden at give kosovoalbanere lov til at arbejde, inden deres asylsager var færdige: »De var sikret opholdstilladelse inden de kom herop.« Men dette gælder ikke for »almindelige asylansøgere«. I denne gruppe »ved vi ikke på forhånd, hvem der skal blive her, og hvem der er svindlere. Det kan vi først se, når der er givet opholdstilladelse«. (Kristeligt Dagblad den15. juli) Svindlere? Birthe Rønn Hornbechs betegnelse fortjener en vis opmærksomhed. Hun giver udtryk for vores asylsystems holdning til de mennesker, der når til Danmark for at søge politisk asyl. Når en asylsøger viser sig ved grænsen eller i Kastrup lufthavn eller ved vagten i Sandholm Lejren i Nordsjælland, er politiet kun interesseret i ét forhold: »Hvordan kom du hertil?« For politiets vedkommende er alle asylsøgere, der kommer ind i landet, potentielle svindlere, fordi de ofte må betale agenter for at blive smuglet hertil. For den asylsøger, der ikke bliver sendt tilbage ved grænsen, er det herefter et anliggende for Udlændingestyrelsen at afgøre, om asylsøgeren er svindler. Et eller flere interview gennemføres under mere eller mindre venlige former, med eller uden kaffe. Disse afhøringers formål er at afsløre, om asylsøgerens fortællinger om forfølgelse og flugt overhovedet hænger sammen. Det antages i mange tilfælde, at folk lyver. En asylsøger kommer hurtigt til at indse, at han eller hun betragtes som en potentiel svindler eller løgner. Her som senere i systemet, i en eventuel appel til Flygtningenævnet, går vore myndigheder ud fra devisen »skyldig medmindre den pågældende kan overbevise systemet om sin uskyld«. Dette gyldne princip er lige det modsatte af holdningen i anglo-saksisk lovgivning, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Asylsøgeren kan måske få det psykisk dårligt, mens han grubler over denne holdning, der er en mistillidserklæring til alt, som han siger og gør. I ventetiden, der kan betyde måneders eller års lediggang, kan han eller hun gå i opløsning. Den glæde, som måske opstod, da han efter mange traumaer nåede Danmark, erstattes af skyldfølelse over for dem, der blev efterladt. En hustru eller børn tilbage i hjemlandet kan umuligt forstå, hvorfor manden eller faren ikke sender bud efter dem. Manden lider af skyldfølelse, fordi han føler, at han har svigtet sine egne. Det danske systems mistænkeliggørelse af asylsøgeren kan betyde, at han begynder at tvivle på sig selv og sine evner til at styre sin egen tilværelse. Hans delvis ufrivillige ophold i en asyllejr, med lommepenge og lediggang, kan være den første gang i hans liv, at han ikke har haft noget at rive i. Han vil frygteligt gerne bruge sig selv til et arbejde, men han får besked på, at han blot skal vente. Måske er han ikke nogen svindler. Måske har han fra første færd fortalt sandheden, og Udlændingestyrelsens sagsbehandler kan være overbevist om, at asylsøgeren taler sandt. Problemet kan ligge i, at Styrelsen har brug for yderligere oplysninger. Der kan gå måneder, inden disse oplysninger skaffes, og sagen trækker ud. Der kan også være tale om en »subjektiv frygt«, som ikke kan bekræftes på grundlag af de foreliggende oplysninger om det land, asylsøgeren er flygtet fra. Systemet kan tro på asylsøgeren men kan mene, at hans udgave af situationen i det pågældende land ikke svarer til den vurdering som de danske myndigheder lægger til grund i sagen. I modsætning til, hvad fru Hornbech påstår, behøver asylsøgeren ikke være svindler for at få afslag på sin ansøgning. Men lad os antage, at systemet endelig godkender mandens eller kvindens angst for at vende tilbage til hjemlandet. Når asylsøgeren langt om længe bliver anerkendt som flygtning, kan ventetiden have sikret, at han er blevet psykisk syg. Der vil gå måneder eller år, inden han overhovedet er i stand til at arbejde. Vores system har været med til at smadre dette menneske. Forhåbentlig kun midlertidig, men måske for resten af livet. Selvfølgelig for at beskytte os mod svindlere og bedragere, der vil udnytte vores gode velfærdssystem. Skal vi ikke holde op med denne umyndiggørelse og lade tvivlen komme asylsøgere til gode? Vi kan starte ved at give dem en arbejdstilladelse, som det er tilfældet i Sverige, hvis Udlændingestyrelsen ikke afgør deres sag i løbet af fire måneder? Selv svindlere kan få godt af at arbejde, indtil de afsløres som ærlige mennesker. Brian Patrick McGuire er professor i historie ved Roskilde Universitetscenter