En mur standser ikke en modstandsbevægelse

MELLEMØSTEN: Israel er det land i verden, der bruger flest penge på mili-tæret pr. indbygger. Dets fjender er stenkastere og selvmordsbombere. Det er Davids kamp mod Goliat

Efterhånden har ikke så få kristendemokrater været ude med riven efter alle de, der har turdet at kritisere Israels mur. Israel bygger » En hæslig, men nødvendig mur«, skriver kristendemokraten Bjarne Nederby Jessen (BNJ) den 3. juli.

Jeg har rejst i Israel og i Palæstina, set muren ved selvsyn og talt med de folk, der lever på hver deres side af den. Og når BNJ retfærdiggør muren med, at livet i Israel efter dens påbegyndte opførelse igen »nærmer sig det normale«, så vil jeg godt høre definitionen på normaltilstand for en besættelsesmagt.

For BNJ og mange af hans partifæller synes helt

at glemme, at Israel har holdt Palæstina besat i mere end 40 år nu. Og at de der selvmordsbombere ikke bare er krigeriske gale arabere, der har peget Israel ud i kantinen. Der er også noget, der hedder en palæstinensisk hverdag. Sådan en har BNJ tydeligvis aldrig oplevet.

Men det har jeg. Og hvor der har været relativt roligt i Israel i de seneste par måneder, så har der ikke været én dag, hvor der ikke har fundet forbrydelser sted på den palæstinensiske side.

Foruden de mange dræbte og sårede børn, unge og voksne taler jeg om ydmygelser og chikaner ved de utallige checkpoints.

Steder, hvor palæstinenserne forhindres i at komme i skole, på arbejde, i moske eller kirke og på sygehuse. Om ødelæggelse af huse og plantager eller forhindring af adgang til afgrøder. Om udgangsforbud, der ligger byer øde og standser al handel. Om muren og hegnet, der er placeret langt inde i de palæstinensiske områder og indkapsler familier mellem grænse og mur i et ingenmandsland. Og så er

der selve besættelsen, forbrydelsen, der gør de andre forbrydelser mulige.

Israel er det land i verden, der bruger flest penge på militæret pr. indbygger. Dets fjende er stenkastere og selvmordsbombere. Stats-terrorisme mod individuel terrorisme. Det er David mod Goliat.

Så har muren forbedret denne situation? Mine is-

raelske venner i fredsbevægelsen mener, at uden etableringen af en palæstinensisk stat bliver der ingen retfærdighed, ingen fred. En mur standser ikke modstand.

BNJ udtaler, at han ville ønske»...at Israels udslettelse blev taget af dagsordenen«. Hvis vi skal kaste os rundt i den ekstrem-terminologi, er mit prompte svar: Hvad så med udslettelsen af staten Palæstina, som aldrig fik lov at ånde? Den palæstinensiske autoritet har i dag kontrol over sølle 18 procent af det land, som blev lovet dem i 1948. Og med muren, der graver sig dybt ind i palæstinensisk territorium og annekterer 16,8 procent af Vestbreddens samlede areal, samt den forsatte voldsomme tilstrømning af bosættere på Vestbredden, har en palæstinensisk stat på de internationalt anerkendte grænser lange udsigter.

Men i virkeligheden er det slet ikke væsenligt at diskutere, hvem der står til at blive udslettet først, for det er slet ikke et udtalt ønske, hverken hos israelerne eller palæstinenserne. Jo de ortodokse jøder, bosætterne og de ultra religiøse palæstinensere deler denne opfattelse. Men eftersom de er for få til at skubbe flere end lige hinanden i havet, står Israels udslettelse ikke just for døren.

»Israels udslettelse« er et demagogisk og følelsesbaseret argument, som desværre kun viser, at man absolut ingen føling har med menneskene, som man påstår at udtale sig om. Gad man at spørge dem, ville man finde ud af, at de fleste er trætte, skuffede og nedslidte. Som en palæstinensisk mand sagde til mig: »Hvis de giver mig en stat, så jeg kan forsætte mit liv i min landsby i ro og mag, så ville jeg være lykkelig og tilfreds. Men når jeg bliver vækket midt om natten. Ydmyget, chikaneret og bedt om at fjerne alle mine møbler fra mit hus. Så bliver jeg gal.«

Janne Louise Andersen,

medlem af SFU og Human Rights March - Kvinder i dialog,

Islands Brygge 30 B,

København. S.