Et bestemt element ved denne coronakrise har med ekstra styrke meldt sig i bevidstheden, efter at opmærksomheden har rettet sig mod Sverige. Hos naboen praktiserer man en anderledes fri strategi i sygdomsbekæmpelsen, og svenskerne går stadig i skole, på café og til koncert.
Især har den farlige virus hærget i Stockholm, og således udgør Sveriges hovedstad lige nu ikke blot et eksperiment, der på sin egen måde belyser begrebet epidemihåndtering, men også en bekræftelse af at flest bliver syge i storbyerne. Det overrasker jo ikke voldsomt, da man her bor tæt sammen, men det handler også om livsstil. Forleden udtalte en læge fra Esbjerg, at skiferier aldrig rigtig har slået an i hans område, og vi forstår hentydningen til den kreative klasse i byerne, der for tiden modtager en næsten mytologisk lussing efter så længe at have været fejret som den progressive del af befolkningen.
Samtidig forstår vi behovet for at overveje, om den moderne storbykultur med rejser, fortovsliv, tæt trafik og manisk flokadfærd er i færd med at udvikle sig til en forbandelse, og i visse henseender er svaret klart ja. I torsdags så man i medierne, hvordan luftforureningen i København allerede er faldet med 40 procent, og efter sigende svømmer der nu delfiner rundt i kanalerne i Venedig. Det er rystende at indse, hvor meget vi hver dag tilsviner skaberværket, og man forstår, hvorfor Henrik Pontoppidans romanfigurer ofte længes efter fred og renhed på landet.
Som når den frustrerede Emanuel Hansted i ”Det forjættede land” beskriver det storbyliv, han er flygtet fra: ”De skal se, vi segner måske til sidst alle sammen i kampen (…) især vi stakkels menneskekarikaturer, der er avlede i de store byers feber, født mellem dampskorstene, telegraftråde, jernbaner og sporvogne (…) hvor mange generationer tror De, vi holder ud til endnu?”.
Med denne generation er vi nået til et nyt kapitel i den store fortælling om kløften mellem provins og storby, hvor livet i sidstnævnte ikke blot kan ses som dekadent og selvophøjet. Men også som uansvarligt. Hvis jeg var redaktionschef på den nye Radio4, der jo kom til verden i et opgør med selvfed hovedstadsmentalitet, ville jeg sætte kræfterne ind på at gribe dette nye kapitel i flugten.
Der kan laves meget begavet radio om de erkendelser, der vækkes til live i en coronatid, hvor ”de store byers feber” er røget ud af kontrol, og hvor danskerne opdager værdien af at lægge puslespil, gå en tur i skoven og læse klassiske romaner, alt imens mobiltelefonen omsider opleves som en trist og død makker.
Sagen er, at vi dybt nede på intuitiv vis udmærket kender formlen for mere sindsro, for vi er simpelthen skabt med fornemmelsen for den. Vi skal bare mindes om, hvad vi savner.
Lad os se frem til, at landets bedst tænkende journalister begynder at beskæftige sig med den storbykultur, som de ofte selv er formet af, men som de nu for alvor skal lære at forstå farerne ved.
Det er vist dén generation, vi er nået til.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.