En mærkelig form for tolerance. Hvem propaganderer egentlig?

Folketingspolitiker Marie Krarup (DF) er datter af den tidligere DF-politiker og præst Søren Krarup.
Folketingspolitiker Marie Krarup (DF) er datter af den tidligere DF-politiker og præst Søren Krarup. Foto: Martin Stampe Denmark.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 27. februar med overskriften Husk historien påstår Marianne Olsen med udgangspunkt i et citat fra Luthers tekst Om jøderne og deres løgne, at Marie Krarup (DF) propaganderer.

Det gør Marie Krarup ikke. Hun er islamkritisk, og det har hun lov til at være, da hun er det på et sagligt grundlag. Dette fremgår af Marie Krarups eget læserbrev i samme avis lige under Marianne Olsens kommentar. Marie Krarups læserbrev understøttes af Niels Wesths oplysende læserbrev i samme avis.

Det er derimod Marianne Olsen, der driver propaganda og det af værste skuffe, idet hun sammenkæder Luthers omtalte skrift med henholdsvis Hitler, Søren Krarup, nogle navngivne danske nazister og til sidst Marie Krarup. Så må Marianne Olsen mene, at præsterne i den danske folkekirke alle er mere eller mindre nazister.

Marianne Olsen opstiller en studentikos og konstrueret sammenhæng, der intet har med virkeligheden at gøre måske for at tilpasse sig en mening og holdning, der har været god latin blandt gymnasielektorer i årtier.

LÆS OGSÅ:Mod tyrken og jøden. Lektors historiske sammenligning er usmagelig

Marianne Olsen tror at mane til religionsdialog og tolerance. Men hun gør lige det modsatte. Med sine udtalelser om den ortodokse og den katolske kirke lægger hun op til splid inden for den kristne verden.

Hun siger: Både den ortodokse og den katolske kirke har åbenbare forbrydelser i deres synderegister for jeg tør næppe håbe, at det er på samvittigheden?.

Jeg synes, Marianne Olsen skal nøjes med at ransage sit eget synderegister og sin egen samvittighed i stedet for at gå i rette med andres. Andet ville være aldeles ukristeligt og således i klar modstrid med, hvad den katolske kirke lærer.

Hvad mon Marianne Olsen lærer sine elever om kristendom, andre religioner, religionsdialog og tolerance?