En mørk mærkedag er passeret i Danmark. Forleden var det 30 år siden, det blev tilladt at tage ufødte børns liv.
Nogle vil stadig kunne huske debatten dengang for tre årtier siden, da man i fuldt alvor diskuterede, om livet starter ved undfangelsen. I dag er tiden forlængst løbet fra denne problemstillingen, efter at forskningen har påvist, at barnet i mors mave ikke er en celleklump, men et individ, der bl.a kan stimuleres af musik og tale.
Nu til dags er de fleste blevet enige om, at man ikke først får status af menneske på et vist alderstrin. Menneskelivet begynder, når det undfanges. Denne konsensus er tilmed nedfældet i fundatsen for Det Etiske Råd. Det mærkelige er, at man med denne indsigt ikke har taget den indlysende konsekvens at afskaffe loven om fri abort. Hvis menneskelivet begynder ved undfangelsen, er en afbrydelse af dette liv nødvendigvis drab på et menneske.
Desværre har fortræng-ningerne sejret over logikken. Men virkeligheden er stadig den samme.
Samfundet reagerer - med rette - voldsomt, når overgreb mod børn finder sted. Desværre lukker vi øjnene, når det drejer sig om overgreb mod de allermindste. Med den viden, vi i dag har om fosterets udvikling, står vi her med en himmelråbende selvmodsigelse. De ufødte er ikke uformelige celleklumper, men rigtige mennesker. Derfor er abort et uhyggeligt overgreb på såvel barn, mor og implicerede fagfolk. Barnet berøves livet, moderen fratages sit moderskab og får en traumatisk oplevelse i stedet, og fagmanden må lægge låg på sin samvittighed for at kunne udføre sit arbejde.
Loven om den fri abort har i tidens løb kostet over 600.000 små danskere livet. Grundlag for den uhyggelige lov er opfattelsen af mennesket som en avanceret abe. I et samfund af tænkende individer vil dette umenneskelige menneskesyn nødvendigvis få konsekvenser: Når mit eget menneskeværd kun er relativt, er min næstes det også. Værdi har kun den, der har de rette evner, det rette helbred, og som ikke truer min egen frie udfoldelse.
Udfra denne iskolde logik stiller samfundet midler til rådighed, så de små mennesker, der ikke opfylder kriterierne, kan fjernes. Man ser ikke noget galt i at tage livet af sit lille medmenneske, så længe det sker til gavn for samfundets og menneskeracens udvikling. I stedet for at tilpasse samfundet til menneskene, vil man hellere tilpasse menneskene til samfundet.
Et handicappet barn er i yderste livsfare i dagens Danmark, medmindre det da er så heldigt, at dets skavanker ikke bliver opdaget før fødslen. For overlever det først tiden i mors mave, er det strafbart at tage dets liv. At det er de færreste handicappede, der selv ønsker sig døde, tages der intet hensyn til.
Det store, gentagne argument for den frie abort er hensynet til den gravide. Hun skal have friheden til at vælge barnet fra, siger man. Men i et samfund, hvor der er almindelig enighed om, at livet begynder ved undfangelsen, burde det ikke være den eneste løsning, man kunne tilbyde. Hvorfor kan man ikke sige det samme til den gravide mor, som man siger til moderen, der må opgive at passe sit toårige barn? Sidstnævnte mor tilbyder samfundet hjælp og støtte, og systemet er evt. behjælpeligt med at finde en aflastnings- eller adoptionsfamilie.
Mange barnløse par deltager i dag i det opslidende kapløb om at få lov til at adoptere børn. Når det endelig lykkes for et velfungerende par at få lov til at adoptere, må de typisk rejse om på den anden side af kloden for at hente adoptivbarnet. Mens de er på rejse, bliver der hver dag dræbt ca. 30 ufødte børn hjemme i Danmark. Kunne det ikke være en vej frem, at mange af de børn, som i dag aborteres, i stedet blev adopteret?
Michael Lerche Nygaard, sognepræst, Kolding