Det danske samfund er ramt af en løbepsykose. Der er løb i alle større byer. Selv små flækker arrangerer det ene løb efter det andet.
Man kan løbe sig til meget. Men man kan også løbe sig fra meget. Alt for mange har et formål med at løbe. De skal blive sunde, opnå et langt liv, erhverve sig en god kondi. Men hvorfor skal løbet have et formål? Derved bliver løbet en kopi af præstationssamfundet, hvor det konstant drejer sig om at præstere noget.
Løbet behøver ikke at have et formål. Man kan løbe, fordi man elsker sveden, der pibler frem, fordi man nyder duftene, der hvirvles op fra skovbunden, fordi man holder af sveden og det hivende åndedrag.
Der er intet, der passer så godt til det febrilske samfund som løbet. Det er derfor, det er så populært. Der er tempo og fart over løbet. Det har maskinernes rytme, bilernes fart. Spadsereturen, hvor man sindigt og roligt bevæger sig fremad, vil aldrig i et hektisk samfund blive en succes.
Løbet er mere og mere blevet et symbol på det narcissistiske samfund. Det vigtige er ikke den elskedes krop. Men ens egen krop. I parforholdet er man adskilt fra hinanden i otte-ni timer hver eneste dag på grund af arbejdet.
Man skulle tro, at man havde lyst til at kaste sig over sin kærestes krop, så snart man kommer hjem fra arbejde. Men hvad gør man? Man kaster sig over sin egen krop, ifører sig Danmarks nationaldragt, joggingdragten, og giver sig til at løbe.
Løbet støttes af samfundet. Samfundet vil gerne have sunde borgere, der kan producere i mange år. Lægevidenskaben dokumenterer, at løbet er sundt. Men samtidig er løbet måske også et tegn på et ensomt samfund, hvor man er mere optaget af sig selv end af hinanden.
Løbet har skabt en ny sygdom i de vestlige lande. ”Ortoreksia”. Flere og flere bliver mere og mere besat af at spise rigtigt og løbe. De tør ikke tage imod middagsinvitationer af frygt for fedt i maden. Rigshospitalet har oprettet en klinik for dem, så de kan komme på løbe- og sundhedsafvænning.
Løb er godt! Eller er det? Måske er det en ny form for puritanisme og udtryk for et samfund, hvor man ikke synder mod hinanden ved at opføre sig som svin. Men hvor man synder mod sig selv ved at spise for fedt eller drikke for meget og straks må have syndernes forladelse af sin krop ved at løbe sig en lang tur.
I antikkens Grækenland trænede man i løb. Men man trænede også i at holde gode taler, recitere digte, man gik i teatret og lærte myterne udenad. I dag træner man i løb. Men spørgsmålet er, om man husker at træne i poesi, i kultur, i ånd?
Poul Joachim Stender er præst og forfatter