En ny kulde har bredt sig mellem Rusland og Europa, men den kolde krig står et andet sted

Den sidste varme sikkerhedspolitiske linje mellem Rusland og Europa er forsvundet, efter at Rusland mandag trak sig ud af det militære samarbejde med Nato. Mistroen mellem de to parter er gensidig trods tidligere optøning og afspænding

Et lysbord med tre nødtelefoner i en atomkrigsbunker bygget af den jugoslaviske leder Josip Tito 200 meter inde i Zlatar-bjerget i perioden 1953-1979 er et af de mange levn fra den kolde krig. I dag vokser spændingerne mellem Europa og Rusland igen, påpeger flere.
Et lysbord med tre nødtelefoner i en atomkrigsbunker bygget af den jugoslaviske leder Josip Tito 200 meter inde i Zlatar-bjerget i perioden 1953-1979 er et af de mange levn fra den kolde krig. I dag vokser spændingerne mellem Europa og Rusland igen, påpeger flere.

I gamle dage havde man hængt et pænt papskilt i kontordørens matterede glasrude, hvor der stod ”Lukket indtil videre”. I dag er det på Facebook, at man kan læse den lakoniske besked fra Ruslands repræsentation ved Natos hovedkvarter i Bruxelles: ”Ruslands repræsentation ved Nato har ingen planlagte arrangementer”.

Om det bliver de sidste ord fra Rusland, eller der igen vil komme aktivitet på Avenue de Fré 66, hvor repræsentationen har til huse, er højst usikkert. Rusland meddelte mandag, at landet suspenderer sin deltagelse i Rusland-Nato Rådet og samtidig ophæver den diplomatiske akkreditering af Natos repræsentanter i Moskva. En beslutning, der kommer, efter at Nato tidligere på måneden udviste otte russiske diplomater fra Bruxelles og dermed halverede den russiske medarbejderstab ved Nato-repræsentationen.

Dermed er stikket trukket på den sidste varme linje mellem Rusland og Nato, når det gælder militære anliggender.

Væk er de opmuntrende år omkring Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, hvor optøning, afspænding og nedrustningsaftaler prægede forholdet mellem Europa og Rusland. Tilbage er en gensidig mistro, som har vokset sig stadig stærkere i kølvandet på først Natos udvidelse mod øst i 2004, hvor syv lande fra den tidligere østblok blev optaget, selvom det stred mod en aftale mellem Rusland og USA om vilkårene for den tyske genforening, siden Ruslands engagement i krigen i Ukraine og annekteringen af Krim i 2014.

Iben Bjørnsson, koldkrigshistoriker og museumsleder ved Koldkrigsmuseum Stevnsfort, understreger, at det forfrosne forhold mellem Rusland og Europa ikke skal gøre os bange for krig – europæerne og russerne er ikke i en kold krig magen til den, vi så efter Anden Verdenskrig – men god er situationen ikke.

Fundamentalt set opfatter vi stadig hinanden med mistro. Vi ser på hinanden på samme måde som under Den Kolde Krig.

Iben Bjørnsson

Museumsleder ved koldkrigsmuseum Stevnsfort

”Der bliver ikke verdenskrig, men det bliver sværere at løse de konflikter, der måtte opstå. Sikkerhedspolitisk er det vigtigt at have direkte forbindelser til hinanden. Især for Europa er det et problem, når de diplomatiske kanaler i Nato lukker. Det er os, der er naboer til Rusland. Det er os, der er tættest på, hvis der skulle opstå misforståelser. Vi ser russerne flyve over Østersøen, og der er nye muligheder i Arktis, nu hvor isen smelter. Der er nogle militære forhold, som gør det vigtigt, at vi har en livline til hinanden, så problemer kan løses enkelt og hurtigt,” siger hun.

Når der alligevel ikke er tale om en kold krig som den ”gamle” kolde krig, hænger det sammen med, at verden ser ganske anderledes ud nu. Dengang var der to supermagter – USA og Sovjetunionen – som ud fra hvert sit ideologiske ståsted og i et militært kapløb forsøgte at dele verden mellem sig og afbalancere hinandens magt. Den Kolde Krig var rammen, som definerede stort set al international politik af betydning.

I dag er Sovjetunionen væk, og Rusland har trods alle ambitioner ikke kunnet overtage dens position som supermagt, men er reduceret til stormagt. I stedet er Kina vokset til og er nu den nærmeste til at udfordre USA, hvilket også afspejler sig i, at i det omfang, forskere og politikere i dag taler om ”kold krig” er det mellem USA og Kina.

”Europa er ikke i en ny kold krig med Rusland. Vores udestående med Rusland er i højere grad en lokal konflikt. Nu foregår der også alt muligt andet i verden,” siger Iben Bjørnsson.

Historiker og direktør ved den russiske tænketank Carnegie Moscow Center (tilknyttet den amerikanske tænketank Carnegie Endowment Peace Center), Dmitri Trenin, der også har en fortid som oberst i den russiske hær, er enig i, at selvom der både nu som i tiden efter Anden Verdenskrig er tale om ”konfrontation” mellem Rusland og Europa, er det to meget forskellige situationer.

Europa har ingen grund til at frygte aggressioner fra Rusland.

Dmitri Trenin

Direktør ved den russiske tænketank Carnegie Moscow Center

Den største trussel nu er en optrapning af et utilsigtet sammenstød på grund af en fejltagelse eller en misforståelse, siger han. Europa er for vigtigt for Rusland:

”Europa har ingen grund til at frygte agressioner fra Rusland. Rusland vil formentlig reagere militært, hvis Ukraine forsøger at genvinde Donbass, men Polen og de baltiske lande er lige så sikre nu, som de var før 2014.”

Dmitri Trenin peger på, at Europa stadig er Ruslands største handelspartner og indtægtskilde, når det gælder olie og gas. Problemet er, efter hans mening, at europæerne som helhed i stigende grad har overtaget den historiske skepsis, som polakkerne, balterne og nu ukrainerne nærer til Rusland.

”Dertil kommer, at de europæiske lande – EU – har uddelegeret deres sikkerhed til USA og er holdt op med at være selvstændige geopolitiske aktører. Det er også derfor, at ikke engang Nato er væsentlig for Rusland længere: Hvorfor beskæftige sig med de underordnede, hvis du kan gå direkte til chefen,” fremhæver han.

Selvom Den Kolde Krig endte med at tø op, og Europa og Rusland i nogle årtier var på fredeligere fælles kurs, er det stadig arven fra den, der præger forholdet mellem europæere og russere, siger Iben Bjørnsson:

”Fundamentalt set opfatter vi stadig hinanden med mistro. Vi ser på hinanden på samme måde som under Den Kolde Krig. Begge parter tror grundlæggende, at den anden er agressiv – og der er tilstrækkeligt med eksempler på begge sider til at bevise det. Konklusionen på begge sider er derefter, at man skal være hård i filten, fordi det er det eneste, modparten forstår.”

Alligevel er hun forholdsvis optismistisk, når det gælder forholdet mellem Rusland og Europa.

”Vi har et sikkerhedspolitisk lavpunkt lige nu, men det er ikke værre end noget, vi har set før. Det er altid gået lidt frem og så lidt tilbage. Der er masser af positive sprækker. På trods af alt har Rusland og Europa meget mere med hinanden at gøre i dag end før Sovjetunionens sammenbrud,” siger hun.

Knap så optimistisk er Jørgen Staun, lektor ved Forsvarsakademiet med speciale i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han medgiver, at der er flere kontaktflader mellem Rusland og Europa i dag end under Den Kolde Krig, og at Vesten ved meget mere om Rusland, end man gjorde om det lukkede Sovjetunionen, og derfor har lettere ved at ”afkode” Rusland. Men han finder det dybt problematisk, at den sidste kanal til et direkte sikkerhedspolitisk samarbejde er lukket.

”Det er fint nok, at vi handler med Rusland, så er der da altid det ben at stå på, når der gensidigt laves militær afskrækkelse, men det kan ikke erstatte en direkte dialog mellem militære og sikkerhedspolitiske toppersoner. Hvis ikke vi kan garantere sikkerheden, kan vi heller ikke garantere noget af det andet,” siger han.

Ifølge Jørgen Staun er det ikke så meget tabet af Rusland-Nato Rådet i sig selv, der er et problem. Rådet har efter hans mening alligevel ikke rigtig fungeret efter 2014, hvor Rusland annekterede Krim, og EU indførte en række sanktioner, der også indebar, at EU-lande ikke ville mødes militært med Rusland. Men indstillingen af arbejdet i rådet symboliserer den samlede sum af mistro og frygt, som nu har ført til, at russere og europæere med få undtagelser ikke længere taler sammen på generalstabsniveau, det vil sige den højeste operative enhed inden for hæren.

”Mistillid og frygt er et vældig dårligt grundlag at håndtere militære efterretninger på. Hvis det går galt, er konsekvenserne ret alvorlige. Og som danskere står vi i en situation, hvor vi er meget tæt på russerne på flere områder. Det gælder Østersøen, og det gælder Arktis. Her er der risiko for misforståelser, som ville være meget lettere at undgå, hvis militæret stadig besøgte hinanden og holdt løbende kontakt. Der er et begyndende sikkerhedsdilemma,” siger Jørgen Staun med henvisning til de to problemområder, som også Iben Bjørnsson pegede på.

Rusland har flere gange kontaktet Danmark for at høre, om de to lande ikke skulle forsøge at finde en ramme for samtaler i forsvarsregi, men Danmark har indtil nu afvist idéen, fordi den strider mod EU’s sanktioner. Tilbage er kun USA og Norge med direkte kanaler til den russiske generalstab.

Foreløbig tager europæerne det kølige klima mellem Rusland og Nato og dets mulige konsekvenser roligt. Ifølge en meningsmåling, som den europæiske udenrigspolitiske tænketank European Council of Foreign Relations offentliggjorde i september i år, anser flertallet af EU’s indbyggere ikke kold krig for at være noget, der sker i deres lande. Kold krig finder sted mellem USA og EU’s hovedkvarter i Bruxelles på den ene side – og Rusland og Kina på den anden.

”I modsætning til under den første kolde krig, ser europæerne ikke en umiddelbar, eksistentiel trussel mod Europas grænser eller en form for ideologisk sammenstød med den fri verden,” siger Mark Leonard, der er medforfatter til analysen til den britiske avis The Guardian.

Danmark indgik i undersøgelsen. Her mente 23 procent, at Danmark er i kold krig med Rusland. 45 procent mente, at Danmark ikke er i kold krig.