AF OG TIL præsenteres man for et menneske, der fremstår næsten som en kliché af en amerikaner. Jeg tænker for eksempel på Rufus Gifford, der i de seneste år har været ambassadør i Danmark, og som over sig har denne lidt flødebolleagtige blanding af det storladne og det joviale. Man har jo også bemærket, hvordan de gode og de smukke og medievante her i landet har elsket at flokkes om ham, og også TV 2 har fattet interesse.
I tirsdags sendte kanalen en dokumentar med titlen ”Jeg var ambassadøren” efter at have fulgt Gifford i løbet af hans sidste 80 dage i landet – altså i ugerne op til det amerikanske valg den 8. november. Det fængslende øjeblik oprandt, da det stod klart, at Donald Trump havde vundet. Væk var ambassadørens kække facade, og tilbage stod en rystet og fortvivlet mand, der lige så lidt som de fleste andre havde set godstoget komme.
DET VAR RET BEVÆGENDE at være vidne til, hvordan et menneske mærker håbet vakle, og hele denne tids målløshed angående Donald Trump og den nye usikre verdensorden fik her et konkret ansigt. Rufus Gifford nærer dyb hengivenhed for Barack Obama og blev synligt rørt, da han sad ved sin computer og genoplevede præsidentens afskedstale, som han kunne nærmest ordret udenad.
Gifford tror på sagen, han ønsker at præge verden og måske endda være med til at frelse USA, og sammen med sin mand overvejede han for åben skærm at blive guvernør i sit hjemland. Den første homoseksuelle af sin slags, som de selvfølgelig fik understreget, og man fristes til at minde disse velmenende mennesker om, at det var netop denne korrekte og minoritetsfikserede sprogbrug, der var med til at sikre Trump sejren over Hillary Clinton. En hel del mennesker gider ikke høre på det mere, og man kan kun opfordre Rufus Gifford til at tale mindre om sin seksualitet og mere om sin politik, hvis han vil til tops i USA.
TV 2-dokumentaren viste, hvordan Gifford er kommet til at elske Danmark højt, hvilket er glædeligt, men det mest interessante ved den var, at den demonstrerede tidens dybe værdikløft. På den ene side findes Obama-universet, hvor alle de rigtige holdninger mødes til pindemadder og drinks i ambassadørboligen, hvor de tidligere statsministre Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) sammen med diverse andre betydningsfuldheder forleden sværmede omkring for at sige farvel til den amerikanske medietrold.
Og på den anden side findes den voksende mængde i Vesten, der efterhånden har fået nok af selvsamme sværmende selskab. Rufus Giffords bestyrtelse på valgnatten viste, i hvor høj grad han havde taget for givet, at hans og hans ligesindedes udlægning af det gode og det sande som ved en naturlov ville sejre. Det skete ikke, men til gengæld vandt den tidligere ambassadør ved nærmere bekendtskab. Det kan godt være, at Rufus Gifford er lidt af en flødebolle og endnu én af dem, der har svært ved at forstå, hvor anderledes nogle mennesker ser verden. Men han er i det mindste en oprigtig én af slagsen.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.