Der har i den seneste tid været debat om seneste snuptagsløsning på psykiatriens store problemer. Et knivforbud har, på linje med nogle af de andre redningsplaner for psykiatrien i øjeblikket, karakter af et quick fix , som ikke løser de grundlæggende problemer, vi har i psykiatrien, men som til gengæld gør livet mere besværligt for alle mennesker, der bor på psykiatriske botilbud.
I Danmark bor cirka 5200 personer med psykiske lidelser på et botilbud. Mennesker med lidelser som angst, depression, skizofreni eller personlighedsforstyrrelser. Langt de fleste af dem lever stille og rolige liv med deres lidelse; de har venner, familie, kærester, fritidsinteresser og så videre. Ambitionen for de fleste botilbud er at ruste beboerne til at klare sig så godt som muligt med deres lidelse og måske på længere sigt komme til at bo i egen bolig.
Derfor er det helt essentielt, at man på et bo- tilbud kan skabe nogle rammer, der minder om dem, andre mennesker har om deres hverdagsliv. Det betyder for eksempel, at man har adgang til de almindelige faciliteter, andre mennesker har i deres hjem, og at man kan gå ud i sit køkken og skære sig en skive brød, hvis man er sulten.
Vi skal tage det meget alvorligt, at mennesker i Danmark bliver slået ihjel, fordi de er på arbejde. Derfor bør vi lytte til medarbejderne i psykiatrien, som igennem længere tid har udtalt sig kritisk om forholdene.
For eksempel udtalte en pædagog på Lindegården, hvor en ansat blev dræbt sidste år, i TV-Avisen den 16. januar som reaktion på forslaget om et knivforbud:
”Der er brug for flere hænder, og der er brug for flere sengepladser, så vi kan sikre os, at mennesker, der har brug for hjælp, får den hjælp, de har brug for.”
Netop nu er et lovforslag om oprettelse af en ny type socialpsykiatriske afdelinger i høring. Målgruppen for afdelingerne er mennesker med svære psykiske lidelser, som vurderes at være til fare for andre, og som har forløb med gentagne eller længerevarende indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag sig.
Forslaget rummer en række nye muligheder for at iværksætte tvangsfor- anstaltninger – for eksempel anbringelse og tilbageholdelse uden samtykke samt undersøgelse af patientens hjem og ejendele – uden om de procedurer, der ellers gælder for tvang i psykiatrien. Forslaget forsøger dermed, ligesom forslaget om knivforbud, at løse de mangler, der er i den psykiatriske indsats, med at indføre begrænsninger i de sindslidendes udfoldelsesmuligheder.
Men disse løsninger er forsimplede, har for store konsekvenser for mennesker med sindslidelser og tager ikke fat på nogle af de mere grundlæggende problemer i psykiatrien, som også har været med til at føre til vold og drab på botilbud. Det drejer sig blandt andet om for tidlige udskrivninger og for ringe muligheder for at tilbyde behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser.
Psykiatrien er presset på både ressourcer og metoder, men mere tvang og flere forbud vil føre til et højere frustrationsniveau, og det gavner hverken sindslidende eller medarbejdere.
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte.