Sognepræst: Var det ikke på tide med et politisk selvopgør i præstestanden?

Var det ikke på tide med et selvopgør i præstestanden og en genovervejelse af krydset til folketingsvalget? Spørger Kristian Østergaard. – Arkiv
Var det ikke på tide med et selvopgør i præstestanden og en genovervejelse af krydset til folketingsvalget? Spørger Kristian Østergaard. – Arkiv. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Et par læserbreve i Kristeligt Dagblad vidner om bestyrtelse over, at hovedparten af den danske præstestand stemmer rødt.

Det pudsige og påfaldende er nemlig, at folkekirken har langt de mest trofaste venner i de borgerlige partier. Præsterne er formentlig den eneste erhvervsgruppe herhjemme, hvor hovedparten stemmer direkte imod egne interesser.

For de branchekyndige er dette ikke nogen nyhed, jeg husker en skarpsindig iagttager af dansk kirkeliv engang udbryde:

”I folkekirken står der en SF’er på prædikestolen, mens der sidder venstrefolk på kirkebænkene”.

Naturligvis er billedet mere nuanceret, men der er noget om det. Spørgsmålet er så, om det behøver at være sådan. I Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende roman ”Orkansæsonen og stilheden” er hovedpersonen præsten Monica, der nok ville afstedkomme en rystelse blandt traditionelt tænkende venstrefløjsteologer.

Monica er et festlig korrektiv til det sædvanlige præstebavl om næstekærlighed til vands, til lands og i luften. Hun minder om, at Paulus i Andet Thessalonikerbrev faktisk skriver, at folk så vidt muligt selv skal skaffe sig føden og ikke ligge andre til last. Monica fortolker tillige teksten om den lamme ved Betesda dam, idet hun begrunder, hvorfor Jesus spørger manden, om han vil være rask:

”Det indikerer jo, at det ikke er sikkert, at manden var interesseret i at blive rask. Der følger jo et ansvar med at være rask. I stedet for at ligge der ved søbredden og flyde og påkalde sig alverdens medlidenhed skal han nu til at arbejde og sørge for sig selv”.

Monica er tydeligvis ude i et opgør med natsiden af velfærdsstaten, hvor det personlige ansvar efterhånden bliver afløst af det kollektive, hvad der resulterer i, at alles ansvar er ingens ansvar.

I Kristeligt Dagblad omtalte en kommentator præster som ”velfærdsstatens åndelige medarbejdere”. Var det ikke på tide med et selvopgør i præstestanden og en genovervejelse af krydset den 5. juni?

Sognepræst Kristian Østergaard og professor emeritus Jørn Henrik Petersen vil på skift kommentere valgkampen på denne plads.