Sognepræst: Plejehjemsdokumentar er en skamplet på Velfærdsdanmark

Hvordan kan det så være, at der intet skete efter 25-30 møder mellem Elses pårørende og systemet, mens en tv-dokumentar fik lavinen til at rulle?

Er det ikke os, som vil måles på, hvordan vi behandler de svageste?, spørger sognepræst Jesper Bacher efter TV 2-dokumentar.
Er det ikke os, som vil måles på, hvordan vi behandler de svageste?, spørger sognepræst Jesper Bacher efter TV 2-dokumentar. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

”Det gør ondt. Nu må I stoppe,” sådan siger den 90-årige Else med klagende stemme, mens hun hænger i sin sele. En skrøbelig demensramt kvinde helt afhængig af andres menneskers hjælp og omsorg. ”Nu må I stoppe,” men hendes ord falder på klippegrund og stenhjerter.

Scenen er en af flere uhyrligheder i TV 2’s berømte og berygtede dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden”. Det er skændige ting, som overgår Else på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Hun får ikke skiftet ble i 18 timer, som en af plejerne siger det: ”Jeg gider ikke at skifte hende mere.” Elses sår omtales som ”fandeme klamt” og hendes pårørende som ”skøre i bolden”, mens hun selv er til stede. På Plejehjemmet Nyvang i Randers så vi, hvordan den jævnaldrende Niels fik serveret sin frokost med et ”Velbekomme”, selvom han havde afføring i bleen og havde bedt klart og tydeligt om hjælp. Der var også eksempler på omsorg og kærlig pleje, men det var omsorgssvigtet, som stod tilbage.

Det gjorde ondt på den arme Else, og det bør sandelig også gøre ondt på Velfærdsdanmark. Er det ikke os med det fine menneskesyn, de tårnhøje skatter og tryghed i alderdommen? Er det ikke os, som vil måles på, hvordan vi behandler de svageste?

Hvordan kan det så være, at der intet skete efter 25-30 møder mellem Elses pårørende og systemet, mens en tv-dokumentar fik lavinen til at rulle? Er ældreplejen en facade, som skal opretholdes, lige indtil et kamera kigger bag facaden? Skulle man ønske sig at dø snarere end at ende på plejehjem? Sine steder plejes gravsteder øjensynligt bedre end menneskene.

Retfærdig harme må selvfølgelig ikke blive til uretfærdige domme, som skærer hele ældreplejen over én kam, og brodne kar findes alle vegne. Man fik imidlertid også indtryk af et forrået miljø, hvor den plejekrævende er en byrde og et irritationsmoment. Og det kan ikke bare tilskrives tidspres, som en af plejerne sagde: ”Jeg kan ikke mærke, vi har travlt.” Anita Arslan, sygeplejerske og underviser på sosu-uddannelsen i København, mente ganske vist, at der ”ikke er nogen mennesker, der arbejder i det her fag, som er onde mennesker”.

Nu er ondskab imidlertid ikke en meget sjælden sygdom, som hele fag går fri af, der er tværtimod ondskab i os alle. Vi kan så lære at tøjle og begrænse ondskaben, og sker det ikke, er det vores ansvar. Når vi handler ondt, viser vi, at det onde også bor i os. Måske skulle TV 2 engang lave en dokumentar, som hed ”Menneskene bag facaden”. Det bliver heller ikke et ubetinget kønt syn.

Men der er, Gud ske lov, også godhed, ansvarlighed og menneskelighed, og hvordan skaber vi miljøer, som fremmer det, og som samtidig holder ondskaben, ligegyldigheden og kulden stangen? Det er der brug for på plejehjemmene og alle andre steder.

Man kunne jo sætte et bibelvers i glas og ramme på de danske plejehjem: ”Rejs dig for de grå hår. Vis ærbødighed mod de gamle”. Er det for meget med et bibelvers, bør det ikke være for meget med tankegangen. Ja, mindre er for lidt. Alt for lidt.

Jesper Bacher er sognepræst.