En smuk dansk disciplin

Radio & tv

NYTÅRET I DETTE LAND er i høj grad forbundet med taler fra højeste verdslige sted. Dronningen og statsministeren har hver sin stjerne­stund, og i søndags var det for første gang Helle Thorning-Schmidts (S) tur til ved denne særlige lejlighed at tiltale befolkningen.

Så mens den nye regering mødte op til Dronningens nytårstaffel, talte både DR 1 og TV 2 ned til statsministerens tale. Livet ville være en smule fattigere uden de traditioner, der hører årsskiftet til, og tilsyneladende værdsætter danskerne dem også.

LÆS OGSÅ: Vi skal støtte hinanden og ikke give op

Over to millioner har for vane at følge med i statsministerens tale, ligesom også Dronningens ord på selve nytårsaften udgør en højt værdsat begivenhed. Det handler om den direkte meddelelse, om alvor og om en erkendelse af, at vi stadig i dette land har så meget til fælles, at vi kan lade os tiltale i samlet flok. Som en skoleklasse, der skal have de sidste formaninger, inden det går løs på lejrturen.

I en tid, hvor hverken den moralske opsang eller begrebet autoritet er i særlig høj kurs, skiller disse tv-taler sig ud som en isoleret genre, der forsyner overgangen fra det ene år til det næste med det stilfulde og højstemte. Helt i kontrast til narrehatte, nytårsraketter og matheden dagen derpå. Straks efter Thorning-Schmidts tale indledte DR Årets første tv-debat med en håndfuld politikere, og mens nogle vil mene, at det er for hektisk og for tidligt, var jeg personligt temmelig nysgerrig efter at høre reaktioner. Helle Thorning-Schmidts første nytårstale har været et tema i flere uger, og selvom det ikke kan forbløffe nogen, at Marianne Jelved (R) var positiv, mens Claus Hjort Frederiksen (V) var skeptisk, skal statsministerens henvendelse til befolkningen kommenteres.

Noget af det mest markante ved den var, at det bliver svært at finde ret mange, der er uenige i indholdet eller kan mobilisere særlig mange holdninger til det. Dertil var beskeden alt for umarkant, hvilket understreger for os, at nytårstale-genren skal plejes.

Hvis en statsminister både sprogligt og tankemæssigt forbliver på et så fladt niveau som i år, kan fascinationen muligvis blegne. Gudskelov for Dronningen, der taler med ukuelig inderlighed og kan sige ord som Gud bevare jer alle måske som et modsvar til kirkeministerens forskræmte mangfoldigheds-sæson-hilsen.

Danske politikere er sjældent store retorikere, og det er lidt af en gåde, at Helle Thorning-Schmidt ikke i søndags greb chancen for at tale på en anderledes gennemarbejdet måde. Man overvejer, om hun mon helt forstår betydningen af det, og lad os blot konstatere, at rammerne stadig står og venter på dagen, hvor den næste ægte statsmand/-kvinde dukker op.

Det er en smuk, dansk disciplin med talerne omkring årsskiftet, og det er jo ikke traditionens skyld, at nogle har lidt svært ved at fylde rammerne ud. De fleste er sikkert enige om, at dronning Margrethe gerne må tage nogle flere år på posten. Hvad årsskiftets anden taler angår, er meningerne nok lidt mere delte.

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst