En stemme fra 1300-tallet: Gud er både vores mor og far

I år er det 650 år siden, at en kvinde i England, der nu er kendt som Julian af Norwich, modtog en række visioner, som hun skrev ned – og dermed blev hun forfatter til den første engelske prosatekst, som man med sikkerhed ved, er skrevet af en kvinde. Selvom Julians visioner og refleksioner, samlet i "Kærlighedens åbenbaring", er mere end 600 år gamle, er de overraskende vedkommende i vores tid, hvor frygt og modløshed nemt kan få overtaget. Og de viser os også, at det ikke er nyt at tale om Gud i feminine termer. Det er ellers indimellem det indtryk, man kan få i den verserende debat om Gud og køn.

Det er ikke meget, vi ved om Julian som person. Nogle mener, hun tilhørte en orden, andre at hun var enke og havde mistet sin mand og sine børn under pesten. Helt sikkert ved vi kun, at hun er opkaldt efter kirken St. Julian’s Church i Norwich, hvor hun levede som rekluse. Rekluser var i middelalderen mennesker, som frivilligt valgte at lukke sig inde i en enecelle som en symbolsk tilkendegivelse af at være ”død for verden”. 

Rekluserne levede et enkelt liv med få ejendele, simpel kost og faste bønne-, messe- og kontemplationstider. Cellerne havde typisk tre vinduer: ét vendt mod alteret i kirken, ét vendt mod en tjenestepiges kammer, hvor reklusen kunne modtage mad, og ét vindue, der gav lys, og hvor besøgende kunne rådgives. Datidens rekluser blev nemlig brugt som en slags åndelige vejledere, og vi ved fra "The Book of Margery Kempe" og fra et par testamenter, at Julian også virkede som sådan. 

Når man tænker på, at Julian levede i en tid med pest, hungersnød, korstoge og interne stridigheder i England, må hun have skullet rådgive i meget vanskelige situationer. Omtrent halvdelen af Norwichs indbyggere døde under pesten – og alligevel er et af Julians hovedbudskaber i "Kærlighedens åbenbaring": "Frygt ikke. Alt skal blive godt."
Netop sætningen ”Alt skal blive godt” (All shall be well) kender nogle måske fra T.S. Eliots "Four Quartets", som er inspireret af Julian.

I forbindelse med coronanedlukningen i 2020 fortalte forfatteren Linn Ullmann, at hun også fandt inspiration i Julians ord. Faktisk skrev hun dem ned og satte sedler op med ordene i en park i Oslo for at sprede håb. Også i forbindelse med såkaldt klimalitteratur har Julians tekster inspireret. Forfatteren Margaret Atwood bruger således Julian som en særlig håbshelgen for gruppen God’s Gardeners i sin roman "The Year of the Flood".

Julians visioner tager udgangspunkt i kristendommens kerne: Kristi lidelse på korset. Hun skriver selv, at hun lå på det, hun troede skulle være dødslejet den 8. maj 1373, da hun pludselig så den lidende Kristus for sig. Hun fortæller, at hun kort efter fik en ”åndelig vision af hans fortrolige kærlighed”. Hun så, at ”Han er alt, der er godt, trøstende og hjælpende for os. Han er vor klædning, Han svøber os og pakker os ind, favner os og omslutter os”. Og hun så en lille ting på størrelse med en hasselnød i sin hånd, som skulle forestille alt, der er skabt, som hun får at vide, vil blive bevaret, fordi Gud elsker det. 

Julian bliver ofte afbildet netop med en hasselnød i hånden, og selvom den vision kun er én af hendes i alt 16 visioner, er netop overgangen fra Kristi lidelse i den første vision til indsigten i Guds kærlighed sigende for alle visionerne. For en moderne læser kan Julians detaljerede beskrivelser af Kristi lidelse måske virke ubehagelige, men hendes fokus er hele tiden på kærligheden bag. ”Se, hvor højt jeg elskede dig,” siger Kristus til Julian i en af visionerne, Og senere: ”Hvis jeg kunne lide mere, ville jeg lide mere."

Guds kærlighed er den åbenbaring, Julian modtager, og hun minder hele tiden læseren om proportionerne i det kristne budskab: Kærligheden er så uendelig meget større end lidelsen, godheden har større dybder end ondskaben. Når Julian derfor skriver, at alt skal blive godt, er der ikke tale om et overfladisk ”Det skal nok gå”, men en tillid til at alt bliver godt i sidste ende. Det handler ikke om at fratage mennesket ansvaret – men om at vi ikke kan bruge frygten som pejlemærke. 

Netop erfaringen af Gud som kærlighed fører også Julian til forskellige billeder på Gud og den indbyrdes kærlighedsudveksling i Treenigheden. Som mange andre mystikere understreger hun ofte, at ordene ikke rækker, og at Gud altid vil være større end vores forestillingsevne. Samtidig virker hun utroligt bevidst om, at vi har brug for metaforer, der kan give os brugbare billeder på Gud. 

Hun uddyber Bibelens billedsprog og tilføjer nye nuancer til det. Det gælder især metaforen om Gud som værende mor. Vi kender billedet af Gud som en ammende mor fra for eksempel Esajas' Bog, men hos Julian foldes det for alvor ud. Det virker vigtigt for hende at påpege, at Gud er lige så meget vores mor som vores far. Hun taler også om Jesus som vores bror og elsker, men det er altså især de feminine udtryk for Guds væsen, der får plads. Måske fordi de, ligesom i dag, er de mest underbelyste.

Ifølge Julian er Gud vores mor, fordi han er fundamentet for vores naturlige skabelse og har taget vores natur på sig. I ham ser vi ”moderskabets handlinger, som ved nåden udspringer af Hans kærlighed, der hele tiden udvides, så den er længere, bredere, højere og dybere". Julian beskriver også Kristus som en mor, der ”føder os” til et nyt liv i Ham på korset og ”ammer os” gennem nadveren, for ”den stærke moderkærlighed har gjort Ham til vores forsørger”. Og hun påpeger, at vores bump på vejen i livet også kan forstås i lyset af Guds moderskab: ”En moder tillader indimellem sit barn at falde og slå sig, så det kan lære noget af det; men hendes kærlighed vil aldrig tillade, at barnet bliver udsat for virkelig fare.”

Teodicé-problemet og syndens væsen optager også Julian. For hvad skal vi stille op med al den lidelse, vi ser i verden? Hvad er synd? Og hvorfor forkynder kirken så meget dom og fordømmelse, når Gud er kærlighed?  

Det fortæller Julian selv, at hun mediterer over i 20 år, før hun føler sig klar til at skrive noget ned om det. Der findes således både en kort version af "Kærlighedens åbenbaring", som man måske kan sammenligne med en selvbiografi, og en længere, som er skrevet årtier senere, og som mere har karakter af en teologisk afhandling i et poetisk sprog. 
I den sidstnævnte version forklarer Julian, at hun stadig er fuld af forundring og frustration over spørgsmålene, men kun har fået svar i form af en lignelse. Igen er det billedsproget, der må træde til.

Lignelsen minder om lignelsen fra Det Nye Testamente om den fortabte søn. En herre sender sin tjener ud på en mission, men han falder i en mudderpøl og tør ikke møde sin herres blik, selvom herren kun er fuld af omsorg og ønsker at løfte ham op igen og iklæde ham en endnu smukkere tunika. Skam bliver ikke direkte nævnt, men den detaljerede beskrivelse af tjenerens kropslige fornemmelser og følelser peger i den retning. Tjenerens problem er således ikke, at han er faldet, men at hans ”åndelige blindhed” forhindrer ham i at møde sin herres blik. Forhindrer ham i at forstå, hvor elsket han er. Ifølge Julian er det altså vores skam og ikke vores synd i sig selv, der kommer i vejen for kærlighedsmødet med Gud. Synden kan ikke undgås, men det vigtige er at have tillid til, at Guds (moderlige og faderlige) kærlighed aldrig ophører. At løfte blikket, erfare kærligheden og handle ud fra den som pejlemærke, når vi møder andre mennesker, frem for at lade frygten styre os. Det er ord, vi også har brug for at minde os om i dag.

Louise Klinke Øhrstrøm har oversat Julian af Norwichs "Kærlighedens åbenbaring" fra middelengelsk til dansk.