FOR NYLIG MÅTTE Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, som bekendt stå skoleret ved høringerne i den amerikanske Kongres. Hint hyperpopulære sociale medie har fået gevaldige ridser i lakker, og Facebooks manipulatoriske potentiale er blevet åbenbart.
Det medie, der blev lanceret som et digitalt venskabsbånd, kan også være en snare, som fanger sjæle, al for megen opmærksomhed og former meninger på et tvivlsomt grundlag.
Ja, der er eksperter, som ligefrem mener, at Facebook underminerer demokratiet. Endnu en gang må man konstatere, at alle medaljer har deres bagside i den faldne verden, men det kan heller ikke nægtes, at Facebook giver store kommunikative muligheder til almindelige borgere. Personligt har jeg kun haft glæde af udvekslinger på mediet, ligesom Facebook heller ikke har ændret på mine politiske holdninger. Men det er selvfølgelig ikke i orden at misbruge personlige data, og Facebook-censuren er kritisabel med politisk slagside.
MAN KUNNE IMIDLERTID IKKE se dokumentaren ”Spøgelsesbyen” på DR 2 uden at sende en taknemmelig tanke til den moderne teknologi og de sociale medier. Spøgelsesbyen var syriske Raqqa ved Eufrat-flodens bred. I begyndelsen af den syriske borgerkrig havde oprørerne erobret byen fra regeringsstyrkerne, men i juni 2013 rykkede Islamisk Stat ind i Raqqa og gjorde den til hovedstad i kalifatet. Under dette rædselsregime var der så en gruppe bysbørn, som oprettede borgerjournalistgruppen ”Raqqa bliver slagtet i stilhed”. Disse dødsforagtende aktivister brugte teknologien og nettet, Facebook og Twitter til at rapportere om islamisternes hellige blodrus. (Se Facebook-siden under ”Raqqa is Being Slaughtered Silently”).
TAKKET VÆRE DE MODERNE og let tilgængelige kommunikationsmuligheder kunne Raqqa ikke slagtes i stilhed. Hvor ingen vestlige journalister kunne komme, kunne borgerjournalisterne viderebringe den grumme sandhed. De blev selvfølgelig en torn i øjet på Islamisk Stat. Flere mistede livet, og en førende aktivist blev ligefrem skudt på åben gade i sit tyrkiske eksil.
Andre medlemmer af gruppen flygtede videre til Tyskland, men de vidste godt, at de ikke var i sikkerhed nogetsteds. Islamisk Stat havde sat en dusør på deres hoved, men de fastholdt deres tro på, at ord og kameraer var stærkere end våben. Siden dokumentaren har Islamisk Stat så mistet Raqqa, og her den 9. april kunne nærværende dagblad skrive, at præsident Assad var endnu et skridt nærmere den totale sejr i den syriske borgerkrig.
Aktivisterne satte en løbeseddel op i Raqqa: ”Vi ønsker hverken IS eller Assad, vi ønsker frihed.”
Man forstår deres ønske om frihed, men frihed fører ikke altid til frihed. Ved det første frie præsidentvalg i Egypten kom Det Muslimske Broderskab til magten, og er broderskabet mindre hårdhændede end Islamisk Stat, så arbejder de også for en islamisk stat. Det forekommer notorisk. Jo dybere man bøjer sig for Allah, jo mere bøjes friheden. Hvad var det, den gamle skjald skrev?
”Frihed ikke som ulv og bjørn,
ikkun som voksne menneskebørn”.
Jesper Bacher er sognepræst.