I 1939 forsøgte Socialdemokratiet i en sjælden alliance med Det Konservative Folkeparti at ændre Grundloven – blandt andet så førstekammeret, Landstinget, blev omdannet. Landstinget, der var valgt på en anden måde end Folketinget, skulle godkende alle love og var derfor oprindeligt ofte en stopklods mod lidt for reformivrige folketingspolitikere. Omvendt var tiden løbet fra Landstinget i dets daværende udformning, fordi der i praksis var det samme flertal begge steder. Ved folkeafstemningen manglede forslaget imidlertid knap 12.000 stemmer for at have et flertal på 45 procent af samtlige stemmeberettigede.
Derefter kom sagen til at hvile til efter Besættelsen, hvor ikke mindst Det Konservative Folkepartis Christmas Møller ønskede en grundlovsrevision. Blandt andet skulle valgretsalderen på 25 år nedsættes, for under Besættelsen havde de unge været de mest aktive i modstandskampen, og rationalet lød, at når man kunne håndtere en maskinpistol, kunne man vel også håndtere en stemmeseddel. Et andet stort spørgsmål var, om man skulle afskaffe Landstinget. Det var mange konservative imod, fordi det som nævnt var en bremse på lovsjusk og reformamok, men var omvendt en mærkesag for venstrefløjen.
En grundlovskommission blev nedsat i februar 1946, men ”der er så meget andet at tage sig til”, som Venstres daværende leder, Knud Kristensen, sagde, så først efter, at Venstre og Det Konservative Folkeparti i 1950 dannede regering, kom der gang i sagen. Grundlovskommissionen mødtes igen, nu faktisk for at arbejde. Det Radikale Venstre havde lovet at holde hånden over regeringen, så længe grundlovssagen kørte. Med den konservative Aksel Møllers ord blev grundlovssagen regeringens ”skærmende paraply”.
Det stod klart, at Landstinget ville blive afskaffet, og det skulle skrives ind i Grundloven, at der var parlamentarisme i Danmark, altså at en regering ikke måtte have et flertal i Folketinget imod sig. Det havde været sådan i praksis siden 1901, men Christian X havde i 1920 afskediget det radikale ministerium på egen hånd og dermed udløst den såkaldte påskekrise. Især det Radikale Venstre og Socialdemokratiet ville forhindre, at det skulle kunne gentage sig. Omvendt huede det ikke Det Konservative Folkeparti, at kongens forfatningsmæssige ret til at udnævne sine ministre dermed blev indskrænket. For Det Konservative Folkeparti var det derfor en mærkesag at få indført andre konservative garantier i Grundloven.
Det lykkedes med flere tiltag. Blandt andet blev det indføjet, at afgivelse af suverænitet til mellemfolkelige fora krævede fem sjettedeles flertal i Folketinget eller vedtagelse ved en folkeafstemning. Det fik stor betydning i EF/EU-spørgsmål. Statens mulighed for at gribe ind i den private ejendomsret blev begrænset, og der blev indført en ny ombudsmandsinstitution, der skulle værne borgerne mod statens indgreb. Det blev muligt for et mindretal at udskyde tredjebehandlingen af lovforslag, og et mindretal kunne ligeledes sende et lovforslag til folkeafstemning.
De juridiske eksperter mente ikke, at folkeafstemninger om konkrete lovforslag stred mod det repræsentative demokrati, når blot det foregik efter bestemmelserne i Grundloven og ikke på grund af pres fra for eksempel en underskriftsindsamling. Folkeafstemningen gjaldt som en yderligere sikring af demokratiet, ved at folket kunne kontrollere, at dets repræsentanter udøvede den politiske magt på tilfredsstillende måde.
Med andre ord og ført frem til den nylige debat: Lovforslaget om afskaffelsen af store bededag var som skabt til at lægge ud til folkeafstemning. Socialdemokratiet var i øvrigt det parti, der i 1953 var mest imod, at lovforslag kunne lægges ud til folkeafstemning, da det jo ville indskrænke en (socialdemokratisk) regerings magt. Bestemmelsen er dog kun blevet brugt én gang siden, nemlig omkring jordlovene i 1963, hvor befolkningen underkendte folketingsflertallet.
Det, der skulle få grundlovsændringen gennem nåleøjet ved folkeafstemningen, var dog tronfølgen. Frederik IX havde ingen sønner, så hans bror, arveprins Knud, stod til at efterfølge ham på tronen. Ham havde befolkningen ikke megen fidus til, hvorimod kongens tre yndige døtre med den begavede Margrethe i spidsen gjorde sig godt i ugebladene. Og så kaldte det diffuse begreb ”udviklingen” også på en vis ligestilling i tronfølgen. Det Konservative Folkeparti fik dog indført, at en søn stadig skulle have forrang til tronen for en datter. Det var behageligt uaktuelt i 1953, for Margrethe havde ingen lillebror.
Inden folkeafstemningen skulle der være nyvalg til Folketinget. Det gav et typisk grumset Folketing, men socialdemokraterne fredede regeringen, indtil Grundloven var i hus. Ikke af glæde, men fordi man nøgternt analyserede, at hvis Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke var i regering, ville Grundloven ikke få opbakning nok. Det var klogt. Tidligere statsminister Knud Kristensen brød med sit parti Venstre og gik imod grundlovsændringen. Det samme gjorde Morgenavisen Jyllands-Posten og en stribe borgerlige personligheder. Kristeligt Dagblad anbefalede et ja, omend avisen mente, man havde blandet for mange emner ind i sagen, for eksempel både tronfølgen og afskaffelsen af Landstinget. Man kunne jo godt være tilhænger af det ene og modstander af det andet.
Ved folkeafstemningen den 28. maj 1953 stemte 79 procent for ændringen, og de udgjorde 45,76 procent af samtlige stemmeberettigede. Det var lige akkurat over de 45 procent, der skulle til, så Danmark fik en ny grundlov. Den blev, som traditionen bød, underskrevet den 5. juni af kong Frederik IX, mens en forstenet prins Knud så til, at hans storebror skrev ham ud af danmarkshistorien.
I september var der valg til det nye Folketing med 179 medlemmer. Det Konservative Folkeparti gik lidt tilbage, Venstre lidt frem, men det afgørende var, at Knud Kristensen stillede op med sit eget parti, De Uafhængige, som ikke klarede spærregrænsen. Og for Det Radikale Venstre var fredningstiden forbi: Venstre og Det Konservative Folkeparti havde gjort deres pligt, nemlig fået vedtaget en ny grundlov, nu kunne de gå. Hans Hedtoft dannede en socialdemokratisk mindretalsregering.
Da den nuværende grundlov fyldte 25 år, skrev historieprofessor Tage Kaarsted, at ”den har i alt væsentligt været en fornuftig og rimelig ramme om folkestyret, sådan som et meget betydeligt flertal hidtil har ønsket dette praktiseret". Det holder langt hen ad vejen stadig, og det er næppe tilrådeligt at åbne for en grundlovsrevision. Der vil komme krav om alverdens ting, der skal skrives ind såsom menneskerettigheder, hele EU-systemet, lgbt-rettigheder, miljø og klima. Grundloven vil dermed blive både omfattende og kompliceret. Der vil desuden næppe kunne dannes den brede opbakning i Folketinget, som er en nødvendig forudsætning for at bære forslaget igennem en folkeafstemning, hvor nu 40 procent af samtlige stemmeberettigede skal stemme ja.
Den nuværende grundlov er uhyre simpel: 89 paragraffer, som alle stort set kan forstås umiddelbart. Forudsætningen er naturligvis, at politikerne respekterer og overholder Grundloven, og at statsmagten ikke lukker sig om sig selv, så overtrædelser og misbrug ikke bliver straffet. Det er måske nærmest her, problemet ligger i dag.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.