En ungdomserindring fra Afghanistans gyldne tid: Visse steder var levevilkårene lige så barske som landskabet

At 1970’erne siden ville blive omtalt som Kabuls gyldne tid forekom dengang absurd. Det samme gjorde tanken om, at der engang ville blive udstationeret danske soldater i de golde bjergegne, og at tusindvis af afghanere til gengæld ville bosætte sig i Danmark

En ungdomserindring fra Afghanistans gyldne tid: Visse steder var levevilkårene lige så barske som landskabet
Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix.

I disse dage skulle jeg egentlig med kollegaer fra DTU Space have arbejdet på den lille militærbase Station Nord i det nordøstlige hjørne af Grønland. Opgaven var at installere måleudstyr for at overvåge rumvejret, som med mellemrum forstyrrer både kommunikation og navigation i Arktis.

Vi havde forberedt os på dårligt vejr og andre potentielle problemer, men vi havde ikke forudset, at udviklingen i et fjernt land som Afghanistan ville betyde, at ”vores” Herkulesfly med kort varsel blev sendt til Kabul i stedet for Grønland.

Ventetiden mellem de skiftende meldinger fra Forsvarets transportgruppe fik mig til at genkalde mine oplevelser i Afghanistan i sensommeren 1977. Jeg havde afsluttet gymnasiet, og min eventyrlystne far havde tilbudt sig som rejsefælle i mit sabbatår. Han stillede også en ny Landrover til rådighed, som i det kommende år bragte os både til Bangladesh og ned gennem Afrika. Til gengæld var der ikke meget sabbat over året, for det er hårdt arbejde at holde logistik og bil kørende, når man er på egen kost i fjerne egne.

Tiden var midt under den kolde krig, men verden var alligevel et fredeligere sted. Den første del af turen gik gennem de folkesocialistiske stater i Centraleuropa og derefter gennem det vestligt orienterede Tyrkiet. I Iran var landet under shahens faste styre og stigende oliepriser i gang med en hastig, og nok også for hastig, modernisering. Den nyrige overklasse sendte deres børn til Vesten for at få en universitetsuddannelse og lokkede dem hjem igen med dyre biler og en ekstravagant livsstil, hvor man kunne flyve til København blot for at købe en bikini.

Det var først i byen Herat i det vestlige Afghanistan, at vi for første gang følte, at vi virkelig var kommet langt østpå. Turbanklædte mænd sad og falbød deres varer på gaden, bønderne kom trækkende med deres grøntsager på overlæssede æsler, og de få kvinder i gadebilledet overværede verden gennem et fintmasket net i deres burka. Små drenge på fem-seks år sad og trak blæsebælgene hos smedene, og selv på et mere moderne værksted blev drejebænken drevet med håndkraft.

Herat var mødestedet for de rejsende fra Vesten, og herfra gik hovedvejen gennem det sydlige lavland via Kandahar til Kabul. Sovjetunionen og USA kappedes om at vinde indflydelse i landet og havde bygget hver sin halvdel af vejen, som nu blev brugt af karavanen af hashrygende hippier og rullende højskoler fra Tvind-imperiet. Vi valgte imidlertid den besværlige vej gennem det centrale Afghanistan, hvilket krævede en særlig tilladelse, og at vi fulgtes med en anden bil, så vi slog følge med to rejsevante australiere og deres Landrover.

Det centrale Afghanistan er bjergrigt, og vejen gik over en række bjergpas, det højeste i 3500 meters højde, og ofte var det svært at se, at der faktisk var en vej. Det havde ikke regnet i lang tid, så der var støv overalt, og turen gik gennem udtørrede flodlejer og over spinkle træbroer, hvor vi selv efter en lang dags kørsel ikke nåede at tilbagelægge mere end 60-70 kilometer. Der gik dage, hvor vi ikke mødte andre biler på vejen.

Levevilkårene var lige så barske som landskabet. Om sommeren tørke og en ulidelig varme, om vinteren sne og iskolde vinde. Jorden kunne kun dyrkes langs floderne, hvor afghanerne til gengæld var mestre i at bygge små dæmninger og vandingskanaler.

Mellem landsbyerne traf vi nomader, der boede i telte og holdt store gede- og fåreflokke, og indimellem passerede en nomadestamme forbi med en karavane på flere hundrede kameler. Kamelerne var prydet med farvestrålende tæpper og bevægede sig nærmest lydløst gennem sandet. Mændene gik ved siden af, mens de tilhyllede kvinder sad på de tungt læssede kameler, og vi følte, at her gik livet, som det havde gjort i århundreder. Lige bortset fra, at vi indimellem stødte på en tom plastikdunk eller en fårehyrde med en transistorradio på skulderen.

I betragtning af de mange beretninger om afghanernes fjendtlighed over for udlændinge, var vi muligvis naive eller heldige, men vi oplevede kun venlighed og camperede overalt uden problemer. I nærheden af landsbyerne tiltrak vi stor opmærksomhed, specielt når vi begyndte at tilberede maden på det lille petroleumskomfur. Vi blev hurtigt samlingsstedet for landsbyens børn, og på mystisk vis forsvandt grydelåg, håndklæder og andre løsdele, der ikke var låst inde.

Nogle af de voksne antog os for at være læger og kom med deres syge børn eller viste os deres betændte sår. Børnene var generelt utroligt snavsede, de fleste i laset tøj og mange af dem var tydeligvis plaget af sygdomme. Alligevel var de som børn er flest, glade og livlige, og et af minderne var en lille pige, der sang ”Mester Jakob” for os på fransk.

Godt 100 kilometer før Kabul kom vi forbi en af de mest kendte seværdigheder, de kæmpestore buddhastatuer i Bamiyan, der var hugget ud i klippevæggen i 500-600-tallet. Her havde de modstået krige, vind og vejr, indtil talebanerne besluttede i 2001, at de stred mod deres version af islam. Og selvom talebanerne brugte sprængstoffer og beskød statuerne med antiluftskytskanoner og maskingeværer, holdt statuerne stand i flere uger.

Det føltes derfor som at komme til en storby, da vi nåede frem til Kabul, som på trods af et kosmopolitisk præg og brede boulevarder ikke helt levede op til sit øgenavn som ”Centralasiens Paris”. Byen var en blanding af tradition og modernitet. I centrum dominerede nye biler og bygninger – der var endda et enkelt trafiklys, og kvinder både med og uden tørklæde blandede sig med de få burkaklædte.

Fire år forinden var det århundredgamle monarki blevet afsat ved et ret ublodigt kup, hvor den eneste omkomne var en kommandør på en kampvogn, der druknede, fordi han kørte sin tank ud i Kabulfloden. Et halvt år efter vores besøg blev den selvudnævnte præsident dog selv afsat og dræbt ved et nyt og kommunistisk inspireret kup. Kupmagerne viste sig at være ret upopulære i befolkningen og besluttede at anmode Sovjetunionen om assistance, hvorefter Afghanistans historie gik sin velkendte og skæve gang.

At 1970’erne siden ville blive omtalt som Kabuls gyldne tid forekom dengang absurd. Det samme gjorde tanken om, at der engang ville blive udstationeret danske soldater i de golde bjergegne, og at tusindvis af afghanere til gengæld ville bosætte sig i Danmark. Og helt utænkelig var den tanke, at danske folketingspolitikere på et tidspunkt ville finde det nødvendigt at indføre et forbud mod burkaer i det offentlige rum.

At situationen i Afghanistan således forpurrede vores projekt i det nordligste Grønland, kun 900 kilometer fra Nordpolen, viser, hvordan et fjernt, centralasiatisk land nu på godt og ondt er blevet en del af den danske hverdag. Hvordan den udvikling vil komme til at forløbe giver mit møde med afghanske studerende måske en indikation på. Nogle af de mest eminente studenter, jeg har oplevet ved eksamensbordet, er således kvinder med afghansk baggrund, mens nogle af deres mandlige landsmænd hører til blandt de mest elendige. Det overrasker mig derfor ikke, at Taleban baserer sin magt på ubegavede mænd, og at bevægelsens største frygt er de intelligente kvinder, der har spist af kundskabens træ.