I en russisk landsby nær floden Volga har man bevaret et gammelt bådebygningshåndværk. Det kan spores tilbage til bronzealderen. Unikt er det, at landsbyens bådebygger, som hedder Mikael Sergeevich Napylov, har lært håndværket af sine forfædre. Helt enestående er der således tale om en ubrudt håndværkstradition.
I Danmark er der gjort fund af samme håndværk i Slusegård på Bornholm. De fund kan dateres til omkring år 0.
Siden den norske eventyrer og arkæolog Thor Heyerdahl har sejlads i rekonstruktioner været en ny måde at forstå folkevandringer og kulturelle udvekslinger på. Der er stadig meget, vi ikke ved. Derfor er udforskning af vandvejene forsat afgørende. Det bevarede håndværk i Rusland har gjort det muligt at anvende en bådtype, som ikke blot er en rekonstruktion.
I løbet af to år fra begyndelsen af år 2020 lykkedes det mig at følge Mikaels arbejde og at benytte en af hans både til en historisk sejlads. Det var en sejlads, som gik fra 800-tallets skandinaviske bosættelse i Staraja Ladoga, nær Sankt Petersborg, til Volgas udløb i Det Kaspiske Hav.
En januardag i år 2020, mens Mikaels ikon af Maria med Jesusbarnet hang inde i varmen på sin krog, og termometeret uden for sagde minus 20 grader, så vi den første del af bådens tilblivelse. Foran os lå en afbarket udhulet træstamme af aspetræ midt på den dybe russiske sne.
I løbet af foråret blev stammens sider udspændt til et bredere og mere stabilt fartøj. Det skete over et bål efter mange dages opblødning i vand. Derefter fulgte cirka en måneds tørring i skygge, og i løbet af maj måned kunne bådens skrog forsegles med trætjære.
Et smukt og let skrog med en tykkelse på bare to centimeter var resultatet af et omhyggeligt og tidkrævende arbejde. Langt fra det nærmeste værft havde en flere tusinde år gammel proces endnu engang fundet sted med få redskaber og forhåndenværende materialer.
Fra et teologisk synspunkt er udforskning af vandvejene en indgang til at forstå kristendommens udbredelse. Kan man ligeledes studere de gamle bådebygningshåndværk og afprøve bådene på disse ruter, er der mulighed for at forstå religionsskiftet bedre.
Når det handler om rejser mod øst i religionsskiftets periode er vores viden meget begrænset.
Alene sprogbarrieren gør, at vi i Skandinavien har svært ved at inddrage viden fra især det nuværende Rusland, men også Ukraine og Belarus. Det kan også være forklaringen på, at disse områder historisk set ikke er blevet tænkt med i den kirkehistoriske forskning.
Studier af den ældste nordiske litteratur i form af skjaldedigtning og de noget yngre sagaer afslører en rig og omfattende kontakt mellem Skandinavien og det, man kalder det oldrussiske rige, og områder i nærhed til det.
Efter flere besøg i Rusland, studier af kilder og kort begyndte ekspeditionen med særlig indrejsetilladelse i august 2021. Det lykkedes at benytte båden på en strækning af cirka 2000 kilometer. Undervejs blev der holdt møder med russiske forskere og besøgt de steder langs ruten, hvor der er gjort skandinaviske fund.
Sømandstroen måtte, som førhen, stå sin prøve i farlig strøm, klippefyldt vand, blæst og store bølger. Der blev bedt mange bønner og tændt lys foran de søfarendes helgen, Sankt Nikolaj, når der enkelte gange var mulighed for det. Derved skabtes en forståelsesmæssig samhørighed med dem, som allerførst besejlede ruten.
Analysen af resultaterne og den omfattende samtidige litteratur, der omhandler bådtyper og rejseveje i religionsskiftets tid, har bragt ny viden med sig. En del af den videregives her.
Hovedpointen er, at skandinaver på grund af denne unikke slaviske båd mødte kristendommen langt væk hjemmefra, før religionsskiftet i sidste halvdel af 900-tallet.
Analysen af den vigtigste kilde, som sandsynligvis blev skrevet af den byzantinske kejser Konstantin VII i midten af 900-tallet, og som vi må tillægge stor værdi, viser, at den bådtype, som endnu laves i Rusland, var den samme som skandinaver benyttede for at nå Konstantinopel i det 9.-11. århundrede.
Der var tale om, at skandinaver kombinerede denne båd med deres eget bådebygningshåndværk. At netop den båd var forudsætning for at nå Konstantinopel, blev bekræftet af ekspeditionen.
Resultaterne peger samtidig på, at det var blandede skandinaviske og slaviske flåder, som nåede Konstantinopel.
Der var tale om udveksling af håndværk mellem skandinaver og slaver. Det befordrede venskaber og assimilation og kan forklare at termen Rus, som i 800-tallet benyttedes om skandinaver i øst, med tiden blev til en fælles term.
På det tidspunkt blev skandinaver i øst i stedet omtalt med navnet væring(er). Det var den term, som blev benyttet om de skandinaver, der, så tidligt som begyndelsen af 900-tallet, gjorde tjeneste hos kejseren i Konstantinopel.
Mit studium af bådens tilblivelsesproces viser, at både hvert år i den kolde periode fra januar til maj i alle de oldrussiske områder blev bygget i mange eksemplarer. Det understøtter flere kilder, der taler om, at disse både i årene 907 og 941 blev benyttet i tusindvis.
Normalvis vil man være påpasselig med at anse kilders angivelser af mængder som retvisende. Ikke desto mindre underbygger studiet, at tusinder af både i løbet af disse år nåede Konstantinopel.
Det betyder videre, at tusinder af skandinaver inden de officielle religionsskifter i de skandinaviske lande og mens kristendommen i deres hjemlande havde lav status, mødte den nye religion som del af det imponerende kejserlige liv i Konstantinopel.
Vi ved fra flere byzantinske og slaviske kilder, at mange skandinaver og slaver blev døbt i Konstantinopel. Det tillader, at man fremsætter den hypotese, at den måske største gruppe af skandinaver før det første officielle religionsskifte i Skandinavien, som var i Danmark (cirka år 965), blev døbt uden for landets grænser.
Vi har i Saxos krønike en anekdote om den danske konge Erik Ejegods møde med skandinaver i Konstantinopel omkring år 1100. Meget taler for dens sandhed.
Den omtaler en koloni af skandinaver i kejserens tjeneste. De var efter sigende efterkommere af de første skandinaver, som kom til Konstantinopel og havde bevaret deres nordiske sprog, således at Erik Ejegod kunne konversere med dem. Den anekdote får nyt liv med den nye viden om, hvor mange skandinaver der rent faktisk nåede Konstantinopel.
Jo mere indsigt vi får i relationerne i øst, jo mere må vi forstå religionsskiftet i Skandinavien som influeret af en samtid, hvor rejser og ophold i øst var en del af normalbilledet.
Den båd, som var forudsætningen for, at skandinaver i stort antal stiftede bekendtskab med kristendommen i Konstantinpol, er genfundet og afprøvet. Den bygges endnu hvert år, når sneen er kommet til Rusland, lige uden for Mikaels hus, hvor ikonen af Maria med Jesusbarnet hænger.