Vindmøller er gode, når vinden blæser, og solceller er gode, når solen skinner. Når det er vindstille, og solen ikke skinner, gør ingen af delene nytte.
Det er en helt åbenlys pointe, men den er vigtig at huske på, når der skal findes løsninger på den helt uholdbare energisituation, Danmark i øjeblikket befinder sig i.
At bygge flere vindmøller og solcelleanlæg, som den nyligt indgåede Marienborg-erklæring eksempelvis lægger op til, vil være i tråd med målsætningen om at udfase fossile brændsler, gøre os uafhængige af russisk og mellemøstlig olie og gas og samtidig øge vores kapacitet for strømproduktion.
Imidlertid vil det også øge behovet for alternative energikilder til de tidspunker, hvor vejret ikke arter sig, og kapacitetspotentialet, uanset hvor stort vi har bygget det, ikke kan udnyttes. Paradokset er således det følgende: jo mere vi elektrificerer vores samfund, og jo flere og større vind- og solenergianlæg vi opfører for at dække vores stigende behov for el og for at sikre vores uafhængighed af import af fossile brændsler, jo lavere bliver vores forsyningssikkerhed, og jo mere sårbare bliver vores samfund.
Måske kan sårbarhedsproblemet med tiden løses af lagringsteknologier i form af batterier og Power-to-X, men konverteringen fra strøm til lager og tilbage til strøm er forbundet med et energitab på op mod to tredjedele, så det bliver en dyr fornøjelse at færdigudvikle og implementere en sådan infrastruktur, hvis den skal have tilstrækkelig backupkapacitet. Vi risikerer derfor at blive presset til at opretholde en meget stor nødinfrastruktur baseret på fossile brændsler.
I dag bruger danskerne på årsbasis 16 procent mere strøm, end vi producerer, og derfor importerer vi overskudsproduktion fra Norge, Sverige, Holland og Tyskland. Det er dog lande, der især for Tyskland og Hollands vedkommende over de kommende år planlægger at satse massivt på sol- og vindenergi for at kunne udfase fossile brændsler. Således vil de lande, vi forlader os på, når solen er gået ned, og vinden ikke blæser, selv risikere at stå i samme usikre situation som os og derfor være ude af stand til at hjælpe.
Det er et problem, der er så stort, at vi nærmest ikke kan få øje på det: Det er en forudsætning for et højt udviklet og rigt samfund, at der er konstant adgang til tilstrækkelig og billig energi. Vi betragter det som en selvfølgelighed, og derfor var der indtil for nylig ikke for alvor nogen, der spekulerede over, hvad der ville ske, hvis der ikke var energi nok. Denne vinter vil vi formentlig ikke længere kunne nøjes med at spekulere.
Med stor sandsynlighed vil vi stå i situationer, hvor der ikke er strøm og energi til at dække vores behov. Det er en skandale. Det kendetegner udviklingslande, at der er nedbrud i fødevare- og energiforsyningen, og at deres befolkninger bruger en meget stor andel af deres indkomster på energi og mad. Alvoren af den nuværende situation, hvor energi- og fødevarepriserne stiger så voldsomt, at familier og virksomheders budgetter kollapser, kan derfor kun med betydelig anstrengelse overdrives.
En væsentlig årsag til krisen er Ruslands forkastelige invasion af Ukraine og Putins afbrydelse af gasleverancerne, men det ville være en fejl at lukke øjnene for, at den også er en konsekvens af en uansvarlig og naiv klima- og energipolitik. Danske og europæiske politikere har ladet sig forføre af dygtige lobbyister, klimaalarmister og egne drømmerier og glemt nøgternhed, fornuft og blikket for helheden og hverdagen.
Både den danske og den europæiske klimapolitik med mål om henholdsvis 70 og 55 procents reduktioner af CO2-udledninger og indførelser af høje CO2-afgifter kommer til at koste de private virksomheder, der i Danmark beskæftiger over to tredjedele af arbejdsstyrken, enorme milliardsummer, og når virksomheders omkostninger stiger, sender de dem enten videre til kunderne, der må betale højere priser (det ser vi nu), flytter til andre lande med lavere afgifter eller lukker (det vil vi se i løbet af efteråret og vinteren), hvilket fører til velstandstab og tabte arbejdspladser.
Klimarådet vil sige, at tabene i det lange løb vil blive indhentet igen, men i det lange løb er vi som bekendt alle døde, og hvis de eksorbitante omstillingsomkostninger inden da decimerer landbruget, lukker virksomheder og gør husholdningerne fattigere og livet surt, så bliver det svært at finde motivationen til at forsøge at overleve også på kort sigt.
Vinteren kommer, og den vil utvetydigt afsløre et af nyere tids største politiske bedrag, nemlig at klimakrisen skulle være danskernes tungestvejende bekymring. Det er den ikke. Det har den aldrig været. Det er vigtigere at kunne betale sine regninger, beholde sin bolig, sit arbejde og have råd til tøj og mad. Vi vil ikke bruge vinteren på at fryse for klimaet.
Det sidste vil for 100.000 husstandes vedkommende kunne undgås ved at bruge kul på fjernvarmeværkerne, så de uendeligt mange tons træpiller, de har indkøbt, kan frigives fra værkernes lagre og sælges til de mange mennesker, der med bekymring over, om de kan tænde pillefyret i kælderen, inden kulden og skimmelsvampen tager over, lægger sig til at sove til lyden af efterårsblæsten.
Holland vil fordoble kapaciteten af deres havvindmølleparker frem mod 2030, og Tyskland har besluttet at lukke atomkraftværkerne og afsætte to procent af deres landareal til opførelse af vind- og solenergi. Jeg kunne godt tænke mig, at vi i Danmark gik en anden vej og besluttede at dedikere 0,005 procent af vores landareal til at bygge atomkraftværker.
De nye saltbaserede atomkraftværker, der er under udvikling blandt andet af danske Seaborg Technologies, kan hverken smelte ned eller springe i luften. Deres input findes i overflod og er billigt, mens affaldet fylder meget lidt, kan håndteres uden fare og kun vil være højradioaktivt i 300 år mod 100.000 år for eksisterende kraftværkers affald.
Når de nye kraftværker måtte stå færdige, ville de således give os konstant adgang til den sikre, billige og CO2-neutrale energi, der er nødvendig for at udbygge vores velstand, så vi, vores børn og børnebørn får mulighed for at leve gode liv i et rigt samfund. Samtidig vil de betyde, at vores natur- og kulturlandskaber ikke skal ødelægges af store, industrielle sol- og vindenergiparker, men kan bevare deres smukke udtryk.
Lobbyisterne for vind- og solenergi vil hævde, at det kræver meget store investeringer at sætte atomkraftværker op. Jeg vil hævde, at det samme gør sig gældende for solceller og vindmøller – ikke mindst fordi de ikke kan stå alene, og fordi der skal investeres i lagringssystemer.
Såfremt man kan stole på Radikale Venstre, er folketingsvalget tæt på, og man må håbe, det nye Folketing vil lade klimapolitikken afgå ved døden og genfinde fornuftige balancer i en ansvarlig energi-, miljø-, erhvervs-, landbrugs-, transport- og skattepolitik. Det kan sagtens lade sig gøre – også uden at menneskeheden gør Jorden ubeboelig.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.