Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Engang var det Danmark, som migranter kom fra

Det er værd at huske på, at også danskere engang rejste fra deres hjemland i håb om en bedre fremtid, skriver dagens kronikør, der har besøgt byen New Denmark i Canada

"I vore dage ser migrationen i verden anderledes ud, men engang var det folk fra Europa og fra Danmark, der rejste ud i håbet om et bedre liv," skriver kronikøren.
"I vore dage ser migrationen i verden anderledes ud, men engang var det folk fra Europa og fra Danmark, der rejste ud i håbet om et bedre liv," skriver kronikøren. . Foto: Laura Stamer.

Gravstenene på de to kirkegårde taler deres tydelige sprog om en dansk forbindelse; her ligger Hansen, Rasmussen, Jensen, Carlsen, Petersen og mange andre med danske navne begravet. Stedet er New Denmark, New Brunswick, Canada.

Også mange af de levende bærer danske efternavne, og enkelte kan tale dansk, selv om de aldrig har sat deres ben i Danmark. Det har deres forfædre til gengæld, for de forlod deres danske hjemstavn og drog mod ukendt land i håbet om at opbygge et liv, der var bedre end det, de kom fra. De grundlagde den første danske koloni i Canada i 1872. Det fejres hvert år på Founders Day den 19. juni med økumenisk gudstjeneste, sang, dans og festivitas. I år er det 150 år siden, New Denmark blev grundlagt, og var det ikke for corona, ville der være en særligt stor fejring i år, som nu er udskudt et år. For nogle år siden faldt jeg tilfældigt over New Denmark og tilbragte en eftermiddag der, og som en sølle erstatning vil jeg markere jubilæet med at sende tankerne tilbage til koloniens tidligste år og det mod og den udholdenhed, som de første udvandrere må have udvist.