Først på året sad en yngre og en ældre bibelnørd i et mødelokale på Københavns Universitet og optog en samtale om bibeloversættelse til Israelsmissionens podcastserie ”Mechqar”. Bagefter drak vi vores kaffe ud og udvekslede nogle venlige bemærkninger om, hvad vi hver især gik og lavede, men fik i skyndingen ikke nævnt, at vi begge – blandt meget andet – var ved at skrive en bog. Bagefter gik vi hjem og skrev videre på hver sin bog. Begge bøger handler om Messias.
Kaspers bog, ”Den salvede”, udkom en måned senere, men da Søren midt på sommeren sad i sit kolonihavehus og gjorde manuskriptet til sin bog ”Messias” færdigt, skrev han i litteraturlisten bag i bogen, at en behandling af emnet på dansk ”ikke rigtig findes”. Han havde ikke hørt om den nyligt udkomne bog. Så dårligt underrettet kan man være om, hvad hinanden laver, i et lille land som Danmark.
De to bøger ligner hinanden meget. Vi er påfaldende enige om overraskende mange ting. Akademikere lever jo ellers til en vis grad af at finde fejlene i hinandens arbejde: Menneskenes fælles viden om et emne kan kun blive større, bedre eller sikrere, hvis vi i fællesskab finder de svage punkter i gældende opfattelser. Og det sker blandt andet ved at afprøve, om gældende opfattelser kan holde til de mulige modargumenter, der kan rejses. Derfor er et vist kværulanteri en del af det akademiske arbejde.
Men i tilgift har teologer jo særlige territorier at afmærke og nedarvede stammekrige at føre. Kasper hører som uddannet på Menighedsfakultetet i Aarhus og ansat i Israelsmissionen til dem, som har, hvad de selv kan kalde ”et højt syn på Bibelen”; andre kan finde på at beskylde dem for at være ”fundamentalister”. Søren har i 25 år undervist på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor folk fra Kaspers bagland typisk mener, at synet på Bibelen absolut ikke er ”højt” nok, selvom der bruges meget tid på at endevende den.
Uden at overdrive ret meget kan man sige, at vores respektive uddannelsessteders indbyrdes forhold før i tiden så cirka sådan ud: Folk med udgangspunkt i Menighedsfakultetet mente, at sådan nogle som Søren bare var optaget af at splitte Bibelen ad for deres egen fornøjelses skyld – eller eventuelt af rent og skært fjendskab mod kristendommen. Og på universitetet mente man til gengæld, at sådan nogle som Kasper bare var ude på at vride armen om på Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente for at få dem til at sige det samme som trosbekendelsen – uanset hvad der faktisk står i teksterne.
Begge påstande er i bedste fald groft forsimplende. Det er eksempelvis Kasper, og ikke Søren, der skriver: ”Man skal ikke have læst ret meget i Bibelen for at finde ud af, at Bibelen i sin helhed ikke er en lovbog eller et teologisk opslagsværk. Man kan ikke slå op under ’bæredygtighed’ eller ’pacifisme’ og få et klart og entydigt svar. I stedet består Bibelen af en lang og til tider kompleks fortælling, krydret med digte, slægtstavler, breve og nogle antikke lovsamlinger.” Man kan altså ikke forvente af et hvilket som helst sted i Bibelen, at det skal give svar på de spørgsmål, som vi her og nu i 2022 stiller. Vi må begynde med at spørge, hvad teksten vil fortælle noget om, ikke hvad vi gerne vil høre om.
At huske det er særligt vigtigt, når vi læser de gammeltestamentlige profeter. Det er en central pointe i begge vores bøger, at profeterne ikke primært er ”profeter” i det danske dagligsprogs forstand. Deres anliggende var ikke på magisk vis at give forudsigelser af en fjern fremtid, som så kunne ligge hen som gådefulde og kryptiske åbenbaringsord i århundreder, indtil spådommenes opfyldelse i en senere tidsalder pludselig gjorde, at ordene fik en meningsfuld betydning. Hvis man forventer noget af den art, forveksler man de bibelske profeter med en skikkelse som Nostradamus. Profeterne ville ikke primært forudsige fremtiden, de ville råbe samtiden op.
Det hebraiske ord, som vi lidt uheldigt oversætter til profet, betyder efter alt at dømme noget med at ”kalde”. Der kan i det både ligge, at profeten er ”kaldet” af Gud til sin opgave, og at hans eller hendes opgave består i at ”kalde” på sin samtids mennesker og tale dem til rette. Som der står i ”Den salvede”: ”Det er vigtigt at være opmærksom på, at profetier i Bibelens univers ikke bare er forudsigelser af fremtiden, men i højere grad er autoritative udlægninger af Guds ord, eventuelt udbygget med symbolhandlinger.” Profetens medborgere skulle have at vide, hvad Gud her og nu mente om deres liv.
Det medfører naturligvis også forudsigelse, især af den nærmeste fremtid, som når profeterne igen og igen siger: ”Hvis I bliver ved med at gøre X, så vil der ske Y.” Og da profeterne også henviser til, hvad der er Guds grundlæggende holdning til sit folk og sin menneskehed, kan den fjernere fremtid også sagtens komme ind i billedet. Men grundlæggende bliver man som læser frustreret, hvis man forventer, at profeternes ord er en køreplan for et tog, som så faktisk afgår i Det Nye Testamente. Det gælder også i relation til Messias-forståelsen.
En vigtig pointe i begge vores bøger er imidlertid, at den tænkte læsers frustration er ubegrundet: Der er intet mærkeligt i, at de gammeltestamentlige profeter ikke i alle detaljer udtrykker den forventning til Messias, som mennesker i Det Nye Testamente så tydeligt faktisk har. Der er sket meget med både det jødiske folks historie og den jødiske tænkning i århundrederne mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Profeternes ord – og resten af Det Gamle Testamente – er så at sige kun begyndelsen på den tænkning om fremtiden, som foregik i det jødiske folk i ”det andet tempels tid”, altså i tiden mellem Bibelens to dele.
Her er vi 100 procent enige om det nødvendige i at være opmærksom på kristendommens rødder ikke blot i selve Det Gamle Testamente, men netop i ”det andet tempels jødedom”, som er kendt fra en omfattende litteratur fra oldtiden, der ikke er med i Bibelen: apokryfer, pseudepigrafer og Dødehavsruller med mere. For Det Nye Testamente kan simpelthen ikke forstås uden sammenhæng med den tid og den kultur, det er skrevet i – nemlig samtidens jødedom.
Af disse skrifter kan vi blandt andet lære, hvor mangfoldig og varieret forventningen til Messias var: Mange ventede en sejrende konge. Nogle ventede en ny og anderledes ypperstepræst. Enkelte steder i Dødehavsrullerne tyder på, at deres forfattere ventede én af hver: En kongelig ”Israels Messias” og en præstelig Messias fra Arons slægt. Til tider indgik der en tredje skikkelse i forhåbningerne, nemlig den endegyldige profet, lærer og fortolker af den jødiske tora. Og i Det Nye Testamente ser vi, at de første kristne så alle de forskellige håb opfyldt i én person – men ofte på en anden måde end ventet.
Med andre ord: Det er hverken Markus eller Jesus, der har opfundet ordet ”Messias”. Det fandtes allerede og var allerede fyldt med betydningsindhold. Og hvis vi kender lidt til det indhold, kan vi også bedre høre, hvornår evangelisterne i deres beskrivelse af Jesus trækker på allerede kendte motiver.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.