Engelsk tv, man bliver klogere af

Radio & tv

SYNES DU, at det er koldt udenfor i disse dage? Så prøv at forestille dig at leve i polaregnene, hvor en almindelig decemberdag byder på 50 grader minus, og sommeren er kortere end et åndedrag.

Hvad laver mennesket dog så langt mod nord, for modsat bjørne har vi jo intet, der beskytter vores kroppe mod så ekstrem kulde. Så hvad er det, der gør, at mennesker bosætter sig steder, som det meste af året er koldere end indersiden af din kummefryser?

Svaret er mad. Mennesket har vandret fra Asien op nordpå til Sibirien for tusindvis af år siden for at følge de store renflokke, der finder føde med deres eminente næser i sneen, og mennesket fandt nok næring i kødet og varme i pelsen til at lade hele tilværelsen være funderet på at flytte sig.

NOMADEFOLKET dolganerne har bygget kæmpe slæder, som udgør fundamentet på deres huse, så de på et par timer kan flytte hele landsbyen i rensdyrenes langmodige spor. Her på tundraen i Sibirien består en landsby af to familier, vandet optøs 9 ud af 12 måneder, og fisk og kød lægges blot udenfor til dybfrysning.

Andre vendte tundraen ryggen og drog ud til havet for at jage de store havdyr. Mænd i pels og skind sidder i små joller på et istæt hav, hvor hver isflage vejer op mod 100 ton og så let som ingenting kan knuse bådene som æggeskaller.

Og hvalrossen ligger der med sine lange stødtænder og en sværvægtskrop på to ton, og mændene bugserer det døde dyr op på isen, imens de med trætte og dybt taknemmelige øjne parterer bjerget af kød og tran, som vil holde dem og deres familier i live i flere uger.

Sommeren kommer pludseligt, og rensdyrene søger ud til havet væk fra de store sværme af myg, der gør de 30 plusgrader til et helvede for både mennesker og dyr. Ude ved kysten indsamler mændene æg på de lodrette fuglefjelde og mødes med de andre nomader i den korte sommer, hvor forelskelser og bryllupsaftaler sørger for deres videre eksistens.

Ikke meget har forandret sig de seneste mange hundrede år i det arktiske. Det er serien Den frosne planet på DR 1, der har vist os menneskeliv, som får ens eget liv til at føles så underlig kunstigt og pjevset, når man skutter sig i vestenvinden på vej ud til den nysatte postkasse i skel.

PÅ EN OG SAMME uge viser DR toppen og bunden af engelsk dokumentar. Bunden var Kristendommens historie, der har kørt over seks søndage, men som trods sit ekstremt spændende tema flopper på grund af den engelske værtstil med en professor, der taler hurtigere, end sne kan falde, og ikke kan være i eget jakkesæt for elitært selvværd, der nok lader os forstå, at han er klog, men ikke gør os synderligt klogere.

Toppen er BBCs naturudsendelser som Den frosne planet, som i lige så engelsk stil er båret af en fuldkommen åndeløst smuk billedside, der formidler en viden om de koldeste egne af vores jordklode, så alle, børn som voksne, bjergtages. Det bliver man meget klogere af.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder