Nationalstatens historiske arv lader sig ikke fornægte

Englænderne har på grund af deres ”glorværdige” fortid aldrig været helhjertede europæere. De havde det meget bedre med selv at bestemme det hele, mener Sven Thorgaard

Når Churchill talte om samarbejde, var det ikke med England som deltager i det, der med Kul- og Stålunionen i 1952 snart blev et overnationalt samarbejde på flere og flere områder. Det var i øvrigt også Churchill, der udtalte, at han ikke var blevet majestætens premierminister for at forestå afviklingen af det engelske kolonirige. Arkivfoto.
Når Churchill talte om samarbejde, var det ikke med England som deltager i det, der med Kul- og Stålunionen i 1952 snart blev et overnationalt samarbejde på flere og flere områder. Det var i øvrigt også Churchill, der udtalte, at han ikke var blevet majestætens premierminister for at forestå afviklingen af det engelske kolonirige. Arkivfoto. . Foto: AFP.

Når englænderneskal stemme om fortsat engelsk deltagelse i EU-samarbejdet, er det ikke første gang, den tidligere stormagt er kommet i tvivl.

Efter to års medlemskab i 1975 stemte man også ved en folkeafstemning om EF-medlemskabet. Den gang var Labour ved magten under Harold Wilson, og det blev dengang et klart ja.

Det kan ikke undre, at netop England har problemer med et et overnationalt, forpligtende samarbejde på et retsgrundlag (Romtraktaten). Det ligger sikkert dybt i englænderne, at de engang for ikke så længe siden levede i isolation bag Kanalen og ønskede at kunne koncentrere sig om deres mægtige koloniimperium.

Dertil førte de en politik over for det europæiske fastland, hvor man ønskede en balance mellem staterne. Og kun når denne blev forrykket, ville England gribe ind, som vi så det senest med Hitlertyskland. Men det var modstræbende. Chamberlain gav store indrømmelser til Hitler (München, september 1938) for at bevare freden.

Efter 1945 viste det sig hurtigt, at pax britannica afløstes af en pax americana. England måtte afvikle sit imperium. Og når Churchill talte om samarbejde, var det ikke med England som deltager i det, der med Kul- og Stålunionen i 1952 snart blev et overnationalt samarbejde på flere og flere områder. Det var i øvrigt også Churchill, der udtalte, at han ikke var blevet majestætens premierminister for at forestå afviklingen af det engelske kolonirige.

Kort sagt: Det tog lang tid for englænderne at vænne sig til en ny verdensorden, hvor landet spillede andenviolin.

Krigen havde nedslidt det engelske produktionsapparat. Og selvom de også fik Marshallhjælp, blev den økonomiske situation, at de ikke havde råd til at stå uden for EF (nu EU).

Englænderne har på grund af deres ”glorværdige” fortid aldrig været helhjertede europæere. De havde det meget bedre med selv at bestemme det hele.

Og nu skal de altså til stemmeurnerne igen. EU har strakt sig meget langt med indrømmelser for at holde på England.

Og det har især Tyskland og Frankrig, fordi de har historien med sig. De ønsker ikke at vende tilbage til en tilstand, hvor gamle europæiske nationalstater blamerede sig og skabte den ene katastrofe efter den anden, fordi de selv hver for sig ville bestemme.

Sven Thorgaard, pastor emeritus, cand.phil. i historie og fagredaktør på kristendom.dk, Egeskovvej 15, Lunderskov