For nye pensionister står fremtidens udsigt til et muligt plejehjemsophold ofte som noget truende, man helst hverken vil tænke på eller tale om.
På mit motionssvømmehold en del år tilbage i tiden fik jeg en ny veninde, som jeg kom til at tale rigtig godt med, da det viste sig, at vi havde fælles interesser omkring musik af den klassiske art. Ofte endte vi ved bassinkanten, og efter en længere snak udvekslede vi en bemærkning, som jeg næsten skammer mig over i dag, selvom den egentlig bare var for sjov: "Vi vil i hvert fald aldrig på plejehjem." Som modne raske kvinder i god form kunne vi jo med et smil tillade os at være så kække.
Årene gik, og vi mødtes ikke længere i vandet, men vores mænd fik forskellige svagheder, hvilket medførte, at vi næsten blev sygepassere derhjemme. Min mand blev ramt af flere blodpropper – de sidste ramte hjernen og forårsagede store tab, blandt andet evnen til at gå og tale.
Vort hus var i ungdommens overmod bygget efter vore ønsker i retning af arkitektens udfoldelser med flere plan og mange trapper – et hus, vi elskede sammen med vores børn. Min mand blev efter flere hospitalsindlæggelser visiteret til en plads på det lokale plejehjem, da han umuligt kunne bo hjemme. Det var lige den situation, vi aldrig havde forestillet os. I den sidste tid var vi blevet yderligere opskræmt over flere gange på TV 2 at se de forfærdelige tilstande beskrevet, der var på visse plejehjem i landet.
Min mand og vi pårørende blev ved indflytningen modtaget med kaffe, nybagt kringle og stor venlighed fra personalet, og da jeg på det tidspunkt havde tiltagende rygproblemer, blev jeg snart visiteret til en ældrebolig beliggende nær plejehjemmet, hvor jeg efter kort tid erfarede, at plejen også i høj grad omfattede mig, da jeg i en periode sad i kørestol.
Efter godt et års tid døde min mand mæt af dage på Rosenlunden, som vort lokale plejehjem hedder. Vi fik en god tid sammen omgivet af et plejepersonale, som jeg ikke kan rose nok for al den daglige utrolige omsorg og de mange smil og muntre bemærkninger, der lød omkring os. Tænk at opleve en sådan tryghed på sine gamle dage.
Her, som på alle arbejdspladser, er det utrolig vigtigt med god og fornuftig ledelse, hvis stil må smitte af på medarbejderne, som hver dag kan føle sig tilpas i det arbejde, der skal udføres.
Den sidste invitation, vi nåede at modtage, var en smuk hilsen i brevkassen, hvor aftenvagterne indbød til kaffe og vafler en hverdagsaften. Hvilket overskud.
Jeg tror, at de grumme tv-udsendelser fra landets plejehjem kan have forskrækket rigtig mange pensionister, og jeg drømmer om, at vi kan få medieansvarlige overbevist om, at de gode steder findes og trænger til at blive set og omtalt. Det skylder vi alle de gode kræfter, der stadig, på trods af personalemangel og andet, sikkert findes på langt de fleste plejehjem i vores Velfærdsdanmark.
Udsigten til et plejehjemsophold kan være lys i mørket.
Birgitte Grün Christensen er enke.