Prøv avisen
Debat

Ensomhed: Mange mennesker har langt til de nære

Stort set alle bor i en husstand bestående af én person, skriver Dorte S. Andersen om de mennesker, som besøger værestedet Oasen, hvor hun arbejder. Arkivfoto. Foto: Mads Jensen/Scanpix

Titelmelodien fra tv-serien "Sams Bar" er næsten blevet ledemotiv for Dorte S. Andersen, der arbejder på værestedet Oasen, hvor mange af gæsterne kan karakteriseres som ensomme. For sommetider vil man bare gerne være et sted, hvor alle kender ens navn

Hver dag omgås jeg mennesker, som længes efter noget, mange tager for givet: at blive set, genkendt og modtaget af andre. At se, de ikke er alene, og måske høre deres navn blive sagt højt. Med andre ord kvaliteter ved livet som mange andre danskere dagligt får opfyldt i kontakten med familie eller nære venner.

Måske husker du ”Sams Bar”, den amerikanske tv-serie fra 1980’erne? Hovedpersonerne var legendariske og godt tegnet op. Sam, kvindernes yndling, stod bag disken. Altid parat med en fræk historie. Den forfinede servitrice Diane og hendes absolutte modstykke, rivejernet Carla, serverede kunderne fadøl, saltkringler og rappe replikker. Og stamkunden Norm blev altid hilst højt og samstemmende af alle i baren, hver gang han trådte ind: ”Norm!”.

Serien var fuld af vanvittige optrin, men for mig er det især titelmelodien, der har bidt sig fast:”Sometimes you want to go/ Where everybody knows your name,/ and they’re always glad you came.” Det omkvæd er næsten blevet et ledemotiv for mig.

I Arbejde Adlers Hus på Nørrebro driver vi værestedet Oasen. Oasen er et åbent værested uden nogen speciel målgruppe. Alligevel kan man med god ret sige, at flertallet af vores gæster kan karakteriseres som ensomme. Stedet bliver dagligt besøgt af 40-50 kvinder og mænd i aldersgruppen fra 60 år og opefter. Flest mænd. Nogle har familie og venner, som de har et godt og nært forhold til. Men flertallet har få eller ingen relationer uden for de cirkler, de træffer hos os eller på andre væresteder. Stort set alle bor i en husstand bestående af én person.

Selvom nogle af gæsterne har daglig kontakt med og også gensidig omsorg for hinanden, hører det alligevel til sjældenhederne, at de ses privat uden for værestedet. Der skal et vist overskud til at pleje venskaber, endsige gøre et hjem klar til at modtage besøg. Værestedet kan imidlertid fungere som et vikarierende hjem, hvor man kan ses, blive genkendt og modtage omsorg.

For mange af disse gæster er det os, der er netværket. Os, forstået som de ansatte og frivillige i værestedet. Af og til også andre gæster. Så når huslejeopkrævningen ikke er til at forstå, økonomien strammer, boligen forsvinder, eller livet bryder sammen i sygdom, er det os, der bliver kontaktet og spurgt til råds. I mange tilfælde er det for eksempel os, der formidler kontakten til myndigheder og til offentlige social- og sundhedstilbud, som trods ambitionen om en lav dørtærskel kan være svære at få kontakt med.

Den hjælp og støtte, vi yder, er naturligvis langtfra enestående. Væresteder, varmestuer og herberger over hele landet kan fortælle om det samme: De borgere, som kommer på tilbud som vores, er dem, ensomhedskampagnerne skriver om – mennesker, der har langt til nære relationer og svært ved selv at komme til orde.

En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at 15 procent af danskerne ser familiemedlemmer (uden for deres egen husstand) sjældnere end en gang om måneden. Blandt de adspurgte, som inden for det seneste halve år har været hæmmet af sygdom, er det hver femte, som ser familiemedlemmer (uden for egen husstand) sjældnere end en gang om måneden. Også de venskabelige relationer påvirkes negativt, når sygdom rammer.

For 4,5 procent af de adspurgte i undersøgelsen gælder det, at de hverken mødes med familie eller venner på månedlig basis. Desuden svarer 11 procent af de adspurgte, som har været hæmmet af sygdom inden for de seneste seks måneder, at de hverken har familie eller venner, de kan spørge til råds eller bede om praktisk eller økonomisk hjælp.

Tallene tegner et billede, jeg kan nikke genkendende til: Der er mange mennesker i Danmark, som har så spinkle relationer til familie og venner, at de ikke har nogen ”nære” mennesker at vende sig mod, når helbredsmæssige eller sociale forhold slår dem ud.

Desværre er det, som om man ikke tager højde for, at det ikke er os alle, som har pårørende, og at nogle af os har så dårlige eller slidte relationer, at sygdom faktisk hæmmer kontakten til familiemedlemmer eller venner. Er man i den situation, hvor går man så hen? Måske finder man en Oase et sted?

Gud ske lov er det ikke Sam, der står bag disken hos os. Eller højpandede Diane, der skal afværge, at en borger bliver sat ud af sin lejlighed.

Vi kender vores arbejdsfelt og gør, hvad vi kan. Bearbejder telefonen, så der kan komme hul igennem til en forvaltning. Finder løsninger for den, der ikke har et sted at sove i nat. Skriver ”optaget” på døren og tager en time ud af dagens program for at lytte til det, som er svært og tungt. Men vi er ikke pårørende eller venner. Og vi vil aldrig kunne erstatte det, som de kan give. Heller ikke når det kommer til praktisk, konkret hjælp.

Netop derfor kan der ikke advares nok mod tendensen til at designe velfærdsydelser, hvis effektivitet i stadigt stigende grad er afhængig af, at pårørende og venner til nødstedte borgere får tingene til at hænge sammen.

Dorte S. Andersen er cand.psych. og souschef i Arbejde Adlers Hus på Nørrebro i København