Lektor: Ensomheden må ikke vokse sig for stor

Ensomheden er ligesom en virus, der ikke skal have lov til at vokse sig for stor. Den skal holdes nede. For ensomhed er både ødelæggende og farlig i sin tendens til selvhøjtidelighed

illustration: rasmus juul
Illustration: rasmus juul.

Coronatiden har bragt fokus på mange ting. En af dem er ensomhed. Ensomhed er en tilstand, som ifølge nogle sociologer er i vækst. Analysen ”Ensomhed i Danmark” viser, at flere kvinder end mænd føler sig ensomme. Flere indvandrere end etniske danskere føler sig ensomme. Og at 12 procent af de 16-29-årige føler sig ensomme.

Ensomhed er en følelse, som de fleste mennesker oplever i løbet af deres liv. Den opstår i overgangssituationer, for eksempel når man har mistet sit job og ikke længere har noget at stå op til andet end at skrive nye ansøgninger. Den opstår også ved skilsmisse og død. Man mister nogen eller noget, som man troede ville være der for altid. Især tabet af børn og unge kan føre til ensomhed, fordi man ikke forstår, hvorfor det sker.

Ensomhed er ikke det samme som at være alene. Grundlæggende er vi nemlig altid alene, men vi er ikke altid ensomme. Vi er alene i den forstand, at der med sikkerhed ikke er andre end dig, der har oplevet det, du har oplevet, med dem, du har oplevet det, på det tidspunkt, du har oplevet det, og hvordan du har oplevet det. Noget af det mest overraskende her i verden kan være de gange, hvor det går op for en, at selvom man har været i samme rum, måske endda i årevis, så har man slet ikke oplevet det samme.

Det kan for eksempel være et klasserum, som eleverne årevis efter skoleafslutning ser meget forskelligt på. Hvad skete der? Hvem var venner? Hvem holdt sammen? Og hvem holdt nogen ude? Oplevelser kan dukke op flere år efter og konfrontere gamle klassekammerater med mobberi, som vedkommende mobbere slet ikke fattede, hvor ondt gjorde. Det samme sker i familier, i venskaber og på arbejdspladser. Vi oplever tingene forskelligt. Vi ser og hører ikke det samme.

Vores alenehed beskrives hos filosoffen Martin Heidegger som, at vi er kastet ind i verden. Jeg har altid været fascineret af dette udtryk. Kastetheden viser den voldsomhed, som det er at komme til verden (blive født) – at være i verden, og at skulle forlade verden, både som fysisk død, men også ved at skulle forlade sammenhænge, man har været i længere tid. Når vi flytter hus, job, skole, uddannelse, så siger vi farvel til noget, som ikke kommer igen. Denne alenehed er et vilkår.

Men ensomhed er værre end alenehed. Ensomheden er at tro, at man er den eneste, der ikke er kommet i gang med det rigtige liv. At man ikke har fået det, man ønskede. At man ikke har kunnet få børn. At man ikke har kunnet få en kæreste eller venner. Ensomheden peger tilbage på én selv. Det er i hvert fald det, som følelsen kan fremkalde. Det er nok min egen fejl, at jeg ikke har børn/kæreste/venner/job. Det er nok, fordi der er noget galt med mig.

Coronatiden har peget på vores alenehed, hvilket i sig kan være voldsomt. Fordi mennesker er forskellige, er det ikke alle og enhver, der går rundt og tænker på, at livet egentlig grundlæggende er voldsomt. Ej heller tænker alle over, at vi er kastet ind i livet uden at kunne stille særlig meget op. Nogle gange må vi bare holde fast i båden, mens den rokker. Og så bliver vandet stille igen på et tidspunkt. Men de heldige i menneskeheden tror, at de er sammen med andre hele tiden, og at der er nogen, der passer på dem. Resten af os må bruge menneskets evne til at dele sine tanker med andre. Dermed brydes ensomheden.

Det er min erfaring med alle de mange historier, jeg har hørt fra menneskers liv, i kraft af mit arbejdsliv og øvrige sociale sammenhænge, at der faktisk ikke er noget, man kan opleve, der ikke også er nogle andre, der har oplevet. Men det kræver mod at bryde ensomheden og at tro på, at der er andre, der har oplevet samme nederlag som dig og mig.

Ensomheden er ligesom en virus, der ikke skal have lov til at vokse sig for stor. Den skal holdes nede. Den skal slås ned med det samme, man ser den. For ensomhed er både ødelæggende og farlig i sin tendens til selvhøjtidelighed. ”Ingen forstår mig,” siger ensomheden. Og så kan man køre rundt i det. Men nogle gange er spørgsmålet faktisk: ”Forstår du dig selv? Tager du dig selv alvorligt?”. Hvis den ensomme begynder med at tage sin følelse alvorligt, og det, som har startet følelsen af ensomhed, så kan man derfra se, om der er handlemuligheder. Hvis man for eksempel tænker, at man er den eneste i hele verden, der ikke har et job, kan man opsøge sammenhænge eller skabe sammenhænge, hvor man kan tale om det. Men det gør man jo kun, hvis man selv forstår, at man faktisk føler sig ensom. Man skal turde tro på, at andre har oplevet det samme som én selv.

Coronakrisens motto ”sammenhold og afstand”, er i virkeligheden en inspirerende medicin imod ensomhed. Selvom vi skal holde fysisk afstand, kan vi stadig tale sammen. Vi kan stadig fortælle, hvad vi oplever, og vi kan stadig finde håb i, at andre har oplevet det samme.

Jeg håber, at denne tid har sat spotlight på, at vi skal starte med at forstå os selv, tage vores følelser alvorligt og dele vores tanker med andre. Det er derigennem, vi når ind til hinandens hjerter og sind. Det er sådan, vi sejrer over ensomheden.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.