Prøv avisen
Mediekommentar

Hvis ensomhed bliver et offentligt anliggende, hvad er så privat?

Foto fra dokumentaren "Ensomhedens tidsalder". Foto: DR Presse

Den britiske dokumentar ”Ensomhedens tidsalder” på DR 2 kunne fortælle, at ensomhed kan være lige så usundt som at ryge

Jeg må indrømme, at vantro var min umiddelbare reaktion, da jeg i nærværende avis for første gang erfarede, at den britiske premierminister, Theresa May, havde udpeget en minister for ensomhed.

Nu var der jo tale om et britisk fænomen, så jeg kom til at tænke på Monty Pythons urkomiske ministerium for gakkede gangarter. Måske en oplagt post for en upopulær og kantet politiker? Misforstå mig ikke. Ensomheden skal sandelig tages alvorligt og ensomme sjæle ikke hånes, men der bør alligevel skelnes mellem politiske og eksistentielle problemer.

Det var tidligere energiminister Jann Sjursen, som engang sagde, at han i sin tid som aktiv politiker gerne ville have gennemført en lov om alles ret til mindst én god ven. Sjursen erkendte selvfølgelig, at sådan en lov ikke havde nogen gang på jorden, men idéen udsprang ikke desto mindre af et reelt behov. Vi mennesker er skabt til og for hinanden, men mange mangler såvel hjertevenner som en hjertenskær. Ja, nogle savner bare en god samtale og et menneske, som ser dem. Er det imidlertid noget, som kan og bør afhjælpes politisk? Hvis ensomhed bliver et offentligt anliggende, hvad er så privat?

På den anden side har vi jo et sundhedsministerium. Der er næppe nogen, som anfægter, at folkesundheden er et politisk anliggende, og den britiske dokumentar ”Ensomhedens tidsalder” på DR 2, kunne fortælle, at ensomhed kan være lige så usundt som at ryge. På cigaretpakkerne er der manende advarselstekster som ”Rygning dræber”, og ”Rygning nedsætter levealderen”, hvor skulle man sætte lignende advarsler om den helbredstruende ensomhed? Jeg ved det ikke, men er ensomhed lige så farlig, bør den vel bekæmpes med samme ildhu.

Det er imidlertid anderledes med rygning end med ensomhed. Mens det kun kræver ét menneske at holde op med at ryge, så kan ensomhed ifølge sagens natur kun bekæmpes med andre mennesker. Men kan det offentlige ikke tildele venner, kan det offentlige hjælpe med rammer, som kan bryde ensomheden. Et samfund er ikke bare mennesker, som bor ved siden af hinanden inden for et afgrænset område, det er også mennesker, som hænger sammen. Ikke alle sammen lige tæt og på samme måde, men ufrivillig isolation er gift for den enkelte og en samfundstragedie. Der bør selvsagt også værnes om retten til at være alene, og et menneske kan miste sig selv i mængden. Ensomhedens åg føles derimod ikke som frihed. Det føles, som flere af de medvirkende i ”Ensomhedens tidsalder” udtrykte det, som præcis det modsatte, nemlig som et fængsel. En usynlig isolationscelle, der blokerer for gode og nære relationer til andre mennesker.

Mon ikke de fleste af os på et tidspunkt har følt os ensomme? Det var ikke svært at genkende de livssituationer, som blev beskrevet i dokumentaren, men hos ganske mange bliver ensomheden ikke bare forbigående, men årelang og forkrøblende. ”Det er ikke godt, at mennesket er alene”, sagde Gud Herren, da han skabte kvinden af Adams ribben. Det er heller ikke godt at være alene om at bekæmpe sin ensomhed.

Jesper Bacher er sognepræst