Prøv avisen

Enten tilbeder man sig selv - eller også tilbeder man Gud

"For den kristne er sagen meget ligetil. Han tror på Gud. Valget er dermed meget klart. Enten tilbeder man sig selv, eller også tilbeder man Gud. Nogen tredje mulighed gives ikke," lyder det i debatindlæg Foto: KNUD ERIK CHRISTENSEN

For humanisten handler det om jeg, mig og mit, mens den kristne fokuserer på Gud, lyder det i dagens debatindlæg

MANGE gange hver dag lader den humanistiske trosretning høre fra sig for at forkynde sin anden trosartikel: menneskets tro på mennesket selv, dets tro på at være sin egen skaber, dets tro på med Kierkegaards ord at være sit Livs Redacteur.

LÆS OGSÅ:Forsagelsen er hjertet i krigen mellem kristendom og humanismeDen forkynder denne sin anden trosartikel hæsblæsende og jublende som idrætsresultater og fremskridt i folkesundheden, forkynder den videnskabeligt som råd om kost og ernæring. Den forkynder, ærer, elsker og kender kun ét: mennesket selv og menneskets selvforherligelse, dets evindelige og ulidelige selvforherligelse.

Det er forestillingen om helligt liv på hellig jord. Der er ganske mange kilder til den moderne humanisme, men dens største inspiration er ganske utvivlsomt Friedrich Nietzsches forfatterskab.

Han er lige nu ikke særligt meget oppe i tiden, men det hænger ikke sammen med, at han er blevet uaktuel, det hænger sammen med, at arbejdet er gjort, og resultaterne ikke længere står til diskussion.

I Danmark er dette i særlig grad tydeligt, for op gennem 1990erne udkom store dele af hans forfatterskab på dansk (enten i nyudgaver eller som nyoversættelser) og blev modtaget med akklamation. Det virkede dengang uforståeligt. Det gør det ikke mere. Det var værkets pseudofilosofiske fundament, der blev støbt.

NIETZSCHES Zarathustra belærer os om, at der kun findes én verden, denne verden, og at folk, der taler om nogen anden verden, er giftblandere og forrædere.

Spørgsmålet om, hvor Nietzsche i grunden ved det fra, holdt aldrig nogen vågen om natten. Man accepterede blot påstanden og etablerede helligt liv på hellig jord. For ét sted skal helligheden jo høre hjemme, og da der kun findes én verden, så må den jo høre hjemme her.

Den filosofiske og teologiske bommert, man måtte sluge, var så den, at verdensscenen fik en absolut beskaffenhed, der derfor kunne afgive grundlaget for absolutte sandheder og (hold Dem fast!) objektive værdier.

Sundhedsindustriens hadske diktater tåler ikke længere nogen modsigelse, og dens dogme om, at livet ikke blot er et gode, men en værdi, livets højeste værdi, tør kun få mennesker modsige nu om stunder. På dette punkt er sundhedsindustrien fuldstændigt på linje med Nietzsche, hvilket nazisterne også var, men de var jo også de mest fanatiske sundhedsapostle, som verden fik at se.

Og nu bliver det klart, hvad der kan holde enkeltmenneskets selvforherligelse på plads i en verden, der umuligt kan bestå af lutter ensartede mennesker. Det kan andre mennesker og deres selvforherligelse!

For selvforherligelsen giver sig ikke kun udslag i et tøjlesløst praleri, men også i, at folk står frem og bekender for humanistisk menighed, der under venindetårer udbryder: Gud, hvor er det modigt af hende!.

Det særlige ved det humanistiske menighedsliv er således, at den afgørende instans er andre mennesker og deres mening, mens den for den kristne er Gud. Hvad Gud mener ifølge sit Ord er den afgørende instans, instansen over alle instanser, også over kriminalretten, regeringen og Sundhedsstyrelsen.

For humanisten er andre menneskers dom altafgørende. Og sådan går det til, at folk foruden at prale og blære sig i ét væk tillige undskylder, forklarer og retfærdiggør sig som aldrig før i det danske folks historie.

Alt og alle stiller til enhver tid op. Aldrig mere hører man djærve danske ord som: Skulle du spørge fra nogen?. Eller: Hvad rager det dig?.

For den kristne er sagen meget ligetil. Han tror på Gud. Valget er dermed meget klart. Enten tilbeder man sig selv, eller også tilbeder man Gud. Nogen tredje mulighed gives ikke.

Ingen kan tjene to herrer, thi han må holde sig til den ene og hade den anden. Og tilbeder man Gud, må man hade sit kød, det vil sige hade sin egen egoisme og uterlige trang til at forherlige sig selv.

Det, som humanisterne fremhæver som herligheder, fortræffeligheder og vore værdier, er det, som den kristne kalder synd. Og den kristne behøver ikke gå langt efter sin belæring, for ingen har talt hårdere mod selvforherligelsen end Martin Luther, der sætter lighedstegn mellem selvforherligelsen og arvesynden.

I Romerbrevsforelæsningen beskriver Luther arvesynden som en fuldstændig mangel på retskaffenhed Om end mere, den er en tilbøjelighed til selve det onde, afsky for det gode, modvilje mod lyset og visdommen, men kærligheden til vildfarelse og mørke, flugt og afsky for ærefulde gerninger og en jagen efter det onde.

Og det er, hvad den humanistiske selvforherligelse er: en jagen efter det onde ifølge remsen jeg, mig, min og mit, idet man lever helligt liv på hellig jord i dagligt had til Gud.

Jack Kornbeck, cand.jur., Bystævneparken 17, Brønshøj