Selvom man har frivillig sex, kan man godt blive ufrivillig far. Det var den problemstilling, som Berlingskes debatredaktør Anne Sophia Hermansen tog op til debat i programmet ”Ufrivillig far” på DR 2.
Jeg må indrømme, at det i mine øren umiddelbart lød ufrivilligt komisk. Ufrivillig far? Mon ikke de danske mænd har hørt om bierne og blomsterne? Mon ikke de ved, at storken letter fra lagenerne, før den leverer børnene? Da står det sløjt til med seksualoplysningen i dette frigjorte land. Nå, det gør mændene vel nok, men de havde aldrig tænkt sig, at en engangsaffære skulle blive til et livslangt faderskab. Sex, som bare skulle være nydelse, bliver til livslang forpligtelse. Hvor er vi henne?
Man kan selvfølgelig sige, at kvinderne ikke har spillet med åbne kort. Nogle er bevidst gået efter at blive gravide uden mandens samtykke. Andre er blevet det ved et uheld, men har efterfølgende valgt at gennemføre graviditeten.
Det var Anne Sophia Hermansens spørgsmål, om mændene blev glemt, da kvinderne fik fri abort? Var det ikke på tide, at mændene fik et valg? Når kvinderne kunne vælge børnene fra, hvorfor skulle mændene så ikke kunne? Hylder vi ikke ligestillingen her til lands? Men, som Anne Sophia Hermansen udtrykte det, kunne man let blive betragtet som et eller andet ”kvindefjendsk reaktionært røvhul”, hvis man fik ligestillingskampen til at handle om mænd.
Ak ja, mere brændemærket kan man næsten ikke blive. Derimod fik man det indtryk, at det var knap så slemt at være ”et børnefjendsk progressivt røvhul”. Det forekommer imidlertid at være en type, som godt kunne trænge til noget kritisk presse.
For hvad med børnene? Har de ikke krav på at kende deres far? Må mand og kvinde ikke tage ansvar for deres handlinger og forstå, at deler man seng, så kan man også komme til at dele andet og mere? Er ligestilling lige ret til at fravælge de børn, som kommer i vejen? I udsendelsen talte man om juridisk abort, så faderen under særlige omstændigheder kunne fraskrive sig barnet om end mindre fatalt end ved medicinsk eller kirurgisk abort.
Hos Dansk Kvindesamfund var man imod juridisk abort, og samfundets forkvinde bedyrede, at mændene ikke skulle have lov til at løbe fra ansvaret med henvisning til fuldskab og liderlighed i gernings- eller undfangelsesøjeblikket.
”Du er nødt til at tage ansvar for dine handlinger. Det er sådan, vi har bygget vores samfund op,” lød det fra kvindernes samfund, og sådan et samfundssind skulle gerne være unisex.
Anne Sophia Hermansen spurgte så, om man ikke kunne vende det om og sige, at kvindernes ret til fri abort også var en ansvarsfraskrivelse? Sådan kunne man imidlertid slet ikke vende det ifølge forkvinden. Det var skam en anden sag. Abort med et pennestrøg var for galt, abort med medicin og skalpel var en helt anden sag. Ligestillingen kan også gå lige lovligt vidt.
Man kunne også sige, at det er ansvarsflugten, som er gået lige lovligt vidt, og at børn også er en slags mennesker både i og uden for moders liv. Er børnekær nu reaktionær?
Jesper Bacher er sognepræst.