Prøv avisen
Kirkeligt set

Er ateister nutidens mest religiøse mennesker?

Tegning: Peter M. Jensen

Den konsekvent sekulære og ateistiske position har selve vores menneskelige grundinstinkt imod sig. Det kræver derfor en fundamentalistisk tro af usædvanlige dimensioner at være ateist, skriver Jens Ole Christensen

En af sommerens store læseoplevelser for mig var Grete-lise Holms erindringer: ”Gretelises Danmarkshistorie” (Teli Media 2014).

Det er en medrivende og tankevækkende historie fra et medlem af 1968-generationen om en opvækst i en fattig nomadefamilie og om mønsterbryderen, der bliver en engageret journalist og forfatter.

Et gennemgående tema i bogen er Gretelise Holms afstandtagen fra religion - især kristen tro - som har sine rødder i barndommens religiøse miljø. Barndomshjemmets fattigdom, vold, snæversyn og kristelighed flyder sammen i en gyselig cocktail for Holm.

Især handler det om Frelsens Hær, men i en kort episode strejfer fortællingen også min egen organisation, Luthersk Mission. Når man hører hendes undertiden temmelig rædselsfulde historie, er hendes afstand - grænsende til foragt - ret forståelig. Men hun har på trods fået et godt liv, og i bogens afsluttende fanfare udtrykker hun stor taknemmelighed over sin tilværelse.

Men - hov - hvor kom den ”taknemmelighed” lige fra? Taknemmelighed er jo et relationsbegreb. Man er taknemmelig mod nogen eller noget. Det kan selvfølgelig være manden, børnene, vennerne, kollegerne og de bedre blandt arbejdsgiverne, taknemmeligheden gælder. Men de kan vel ikke uden videre takkes for livet, sundheden, glæden og de ikke-indtrådte store ulykker? Den slags stor og omfattende taknemmelighed er i bund og grund et religiøst fænomen.

Og når jeg tænker efter, er Gretelise Holm langt fra en enlig svale. Filminstruktøren Christina Rosendahl fortæller i et interview i forbindelse med premieren på hendes film ”Idealisten”, at hun øver sig i taknemmeligheden over livet:

”Hvor fantastisk, at vi kan bo her. Hvor er det en gave, at vi kan have sådan en hverdag. Hvor er det et privilegium, at jeg kan få lov at lave de film.” (Femina nr. 14/2015).

Nu kender jeg intet til Christina Rosendahls eventuelle trosbekendelse. Min pointe er, at denne taknemmelighed kommer spontant, og den giver i sin omfattende form kun mening, hvis livet er givet os af nogen. Den taknemmelighed er ikke - nødvendigvis - kristen; men den giver et godt afsæt til et dybt spørgsmål: Har denne ”nogen” givet sig til kende et eller andet sted? Og så ligger en samtale om Jesus fra Nazaret lige til højrefoden.

Nu er taknemmelighed en positiv livsfølelse. Den er ofte - men sært nok ikke altid - forbundet med livets glædelige begivenheder. Men denne slags ubevidste trosbekendelser er også knyttet til livets smerter og gåder.

For nogle måneder siden deltog jeg i en samtale om et tidligt og tragisk dødsfald. En af deltagerne i samtalen - der ikke plejer at rutte med sine kristelige bekendelser - kommentede det med ordene:

”Det er ikke i orden"

Igen: Hvor kommer denne tanke fra, om at der overhovedet skulle være en ”orden” i tilværelse? Og at det giver mening at efterspørge den? Det udsagn giver i hvert fald ingen mening i et konsekvent sekulært og ateistisk univers.

Det samme gælder en yngre kvinde, netop diagnosticeret med alvorlig sygdom, som sagde: ”Det går nok.” De tre ord kaldte præsten og terapeuten Bent Falk engang for ”det moderne menneskes minimalbekendelse til den treenige Gud”.

Jeg er med disse eksempler ikke ude på at påstå, at lige under overfladen er alle - ej heller alle danskere - kristne. Den opfattelse skjuler ikke bare en naiv opfattelse af danskerne. Bagved ligger også en overfladisk forståelse af, hvad kristen tro er: Jesus er ikke fortaler for en åben, afsøgende og anelsesfuld religiøsitet. Han udfordrer os til et liv, hvor vi som disciple lærer at holde alt det, han har befalet os, og dele skæbne med ham. I jordisk liv og for evighed.

Men jeg antyder, at den konsekvent sekulære og ateistiske position har selve vores menneskelige grundinstinkt imod sig. Det kræver rent ud sagt en fundamentalistisk tro af usædvanlige dimensioner at være ateist, og måske er ateister på bundlinjen nutidens mest religiøse mennesker.

Denne ateismens umenneskelighed forklarer måske også noget af den hysteriske reaktion, videnskabsminister Esben Lunde Larsen (V) oplevede fra sekulære og ateistiske miljøer, da han fremsatte sin i virkeligheden meget afdæmpede trosbekendelse.

For hele kobbelet af glubske hunde - med Mikael Rothstein og Jens-André P. Herbener i spidsen - skulle ikke bare overbevise omgivelserne om deres argumenters holdbarhed. De skulle også overbevise sig selv. Og det ved jeg af erfaring er en udfordring.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye