VOLDEN I VESTENS historie er ikke nødvendigvis udtryk for kristendommens voldspotentiale. Forholdet mellem religion og vold har til alle tider været et vigtigt diskussionsemne. For nylig har professor Anders Klostergaard Petersen med en række udtalelser om islam og kristendom på ny sat gang i diskussionen om religionens voldspotentiale.
Klostergaard mener, at kristendommen er akkurat lige så voldelig som islam – i både ord og gerning. Sognepræst Torben Bramming indvendte straks, at Jesus helt eksplicitte formaning var at ”vende den anden kind til”. Klostergaard fejede den kommentar af bordet som ”Brammings tidehvervske udlægning”.
Imidlertid deles denne ”tidehvervske” udlægning af rigtig mange mennesker. Klostergaard finder bevis for Bibelens voldspotentiale i de passager af Det Nye Testamente, hvor volden nævnes. Selvfølgelig nævnes volden. Det er jo den vold, som den kristne person skal vende sig imod.
DET ER FAKTISK SVÆRT AT SE, hvordan Det Nye Testamente kunne være mere eksplicit på dette centrale punkt: Man må ikke svare vold med vold. Man må ikke gøre gengæld. Hvad skal man gøre med sin fjende? Elske ham. Bede for ham. Punktum.
Fra et religionshistorisk synspunkt er det naturligvis vigtigt at understrege, at der er mange lighedspunkter mellem de abrahamitiske religioner – jødedom, kristendom og islam. De opstod i områder, der ligger meget tæt på hinanden, og voksede på mange måder ud af hinanden. Selvfølgelig kan jøder, kristne og muslimer leve sammen. Det er ikke os versus dem. Vi har kun én beboelig verden, og tanken om at lukke os inde i afgrænsede religiøse fællesskaber, beskyttet af mure eller statsgrænser, er hverken attraktiv eller realistisk.
Men betyder det så, at der slet ikke er forskelle, også når det kommer til volden? Klostergaard henviser – som mange andre – til Johannes’ Åbenbaring, når han vil pege på tilsyneladende problematiske udsagn i Bibelen.
Her må man imidlertid huske på, hvilken slags tekst Johannes’ Åbenbaring er: en malerisk vision om dommedag. Den beskriver malerisk, hvordan Gud vil straffe de mennesker, der har fulgt Satan. Men der står ikke noget som helst om, at Gud opfordrer mennesker til at begå vold i hans navn. Det er dommedag, der beskrives. Der kan dårligt udledes en moral, der legitimerer det enkelte menneskes brug af vold.
Der findes ikke konkrete opfordringer til vold i Det Nye Testamente. Det betyder faktisk noget. Max Weber, en af religionssociologiens grundlæggere, lagde som andre samfundsforskere vægt på, hvordan en religiøs retning blev omsat til konkrete former for social adfærd. Men Weber insisterede, at man – også som analytiker – må tage udgangspunkt i de religiøse teksters indhold.
ANDERS KLOSTERGAARDS overordnede pointe, at man inden for alle religioner skal erkende den vold, der er begået i Guds navn, er helt på plads. Desværre drukner også denne pointe i en yderst tvivlsom eksemplificering.
Klostergaard henviser blandt andet til Jugoslavien-krigene og nazisternes jødeforfølgelser, når han skal pege på kristendommens voldspotentiale. Det er lidt svært at tage alvorligt. Hans udsagn om, at Egyptens koptere er forfulgte på grund af deres økonomiske og uddannelsesmæssige særstilling, er faktisk bekymrende.
Dermed har Klostergaards debatindlæg fået den stik modsatte effekt af det, han formentlig ville opnå: selverkendelse og fredelig sameksistens. Det bør imidlertid ikke få kristne til at læne sig selvtilfredse tilbage og pege på de andre som dem, der har et problem.
Der findes så sandelig historiske hændelser og perioder, hvor kristendommen aktivt er blevet brugt til at både udøve og legitimere vold. Pave Urban II var i 1095 med til at sætte gang i korstogene – ”i Kristi navn”.
Det gik også voldsomt for sig i Spanien, hvor man fra slutningen af 1400-tallet forfulgte og fordrev jøder og de muslimske morisker – medmindre de lod sig tvangskonvertere. Den spanske kongemagt var drevet af drømmen om en rent kristen stat. Da moriskerne blev endeligt udvist fra Spanien i 1609, var det med støtte fra dele af den katolske kirke i Spanien – selvom pave Paulus V formentlig ikke støttede beslutningen.
Her i reformationsåret 2017 har der af gode grunde også været fokus på Luthers problematiske voldsopfordringer. I flere kritiske tilfælde fandt Luther faktisk belæg for voldens legitimering i bibelske passager.
Det må vi forholde os til. Uden at glemme, at langt størstedelen af den politiske vold, der har hærget den moderne verden de seneste 200 år, har været drevet af politiske ideologier og bevægelser, der ikke bare ikke var kristne, men som oftest var direkte antiklerikale, og som drømte om at erstatte kristendommen med Paradis på jord.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.