HER I SOMMER har der været en del polemik vedrørende vores nye uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), som erklærer sig som troende kristen.
Ministerens udtalelser i den forbindelse glæder jeg mig rigtig meget over! En række religionssociologer og -historikere er dog ikke helt tilfredse med det. Og det har de også ret til ikke at være.
Men samfundssystemet og fællesskabet i Danmark er jo mere eller mindre grundlagt på kristne værdier. I retssystemet skal mennesker behandles på lige vilkår, uanset om de er hvide, sorte, gule eller røde. Og uanset om de er rige eller fattige. Alle mennesker skal vises respekt. Grundlaget er retfærdighed.
I sundhedssystemet er de grundlæggende værdier, at der er lige adgang for alle. Uanset farve. Uanset pengepung med videre. Det er barmhjertighed, næstekærlighed, respekt for andre, omsorg for næsten, der er grundlaget.
Også disse kristne værdier er grundlaget for vores socialvæsen. Grundloven siger, at ”den, der ikke selv kan ernære sig eller sine “ er berettiget til hjælp af det offentlige“”. Grundlaget er, at man skal tage sig af den svage.
I Danmark har vi ligeledes en grundlovssikret ret til at tro det, som man vælger at tro på. ”Den personlige frihed er ukrænkelig”. Vi har ret til at udøve vores tro i praksis. Og vi har ret til at tale og skrive om det. Ligeledes har vi ret til at konvertere til en anden tro. Alligevel er næsten 80 procent af befolkningen medlemmer af den danske folkekirke. Og derudover er en procentdel medlemmer af kristne frikirker.
Men når man direkte erklærer Danmark for et kristent land, skræmmer man så ikke anderledes troende væk? Eller forskelsbehandler anderledes troende? Nej, bestemt ikke. Da jeg i et par år arbejdede i Bruxelles, deltog jeg i en gruppe for ledere af religiøse organisationer, som havde regelmæssige møder med en af de øverste i EU-Kommissionen, hvis ansvarsområde var at dække religiøse anliggender. I denne gruppe drøftede man forskellige emner, som var interessante for gruppen, og vi fik orientering om, hvad Kommissionen nu og her var i gang med, som kunne berøre os.
I denne gruppe var muslimer, budhister, hinduer med flere ikke bange for de kristne. Ligeledes udtalte de helt klart, at de ikke ville have været imod, at man havde sagt, at EU var grundlagt på kristne værdier. Nej, de var langt mere bange for sekularisering eller afkristning i Europa. Ateisme og ateister var de langt mere nervøse for end for kristendom og kristne. De ville rigtig gerne samarbejde med kristne.
I København oplever flere kristne friskoler, at muslimer indskriver deres børn, også fordi de her i landet er mere nervøse for ateisme og sekularisering end for kristendom, kristne værdier og kristne lærere og kammerater.
Så mon ikke vi ganske forsigtigt og med nogenlunde god samvittighed kan sige, at Danmark er et kristent land?
For mig er det en stor glæde, at vi nu i Danmark med rette og med henblik på vore grundlæggende værdier erkender, at vi er et kristent land.
Derfor håber jeg naturligvis også, at vi i vores skolesystem vil prioritere kristendomsundervisning endnu mere, end vi har gjort tidligere, således at vores børn og unge bliver oplyst om disse værdier. Som Birte Krog-Møller skriver i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 3. august: ”Unge fortjener et bedre afsæt for deres fremtid end det, ateismen tilbyder.”
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk