Prøv avisen
Dilemma

Er Danmark præget af en ”voldtægtskultur”?

Helle Jacobsen (tv.) og Lene Sigvardt (th.). Foto: John Nielsen

Ifølge ny rapport fra Amnesty hersker der en ”udbredt voldtægtskultur” i Danmark. Men rapporten er mangelfuld og risikerer at afholde folk fra at melde overgreb, mener bestyrelsesmedlem i Dommer-foreningen Lene Sigvardt. Kritikken skyder forbi målet, siger programleder i Amnesty Helle Jacobsen

Ja, mener Helle Jacobsen, programleder for køn, kvinder og LGBT-rettigheder hos Amnesty

Det grundlag, Amnesty har brugt til rapporten er, at vi har læst 353 henlagte sager, 94 domme, vi har lavet kvalitative interviews med 18 voldtægtsofre, med diverse eksperter, akademikere, myndigheder og andre organisationer.

Vi har fået aktindsigt i diverse analyser fra Statsadvokaten og Rigsadvokaten, politiets retningslinjer, forskellige undersøgelser og research og diverse dokumenter. Det er et utrolig stort datagrundlag at bygge en rapport på. Der er kun et af de 18 voldtægtsofre, der var igennem systemet før 2016, hvor politiet lavede flere tiltag, og det står også i rapporten.

Når det gælder kritikken om, at enkelte af dem ikke har anmeldt deres voldtægt, er pointen netop, at når man taler om straffrihed for voldtægt eller retssikkerhed eller voldtægtskultur, er det tre sider af samme sag. Så handler det netop om, at i Danmark er der så utrolig få, der tør anmelde en voldtægt. Det viser for det første en meget lav tillid til systemet, og her mener jeg politiet, anklagemyndigheden, advokaterne og dommerne.

Der er også flere, der refererer til loven som værende problematisk og en grund til ikke at anmelde. Så det at snakke med folk, der ikke har anmeldt, er lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere.

I har gennemgået 353 henlagte sager. Men ifølge Dommerforeningen kan man ikke læse noget ud af henlagte sager eller sager, der har ført til frifindelse. Er det ikke en valid pointe?

Jeg stiller mig utrolig uforstående over for Dommerforeningens kritik. Det er en dybdegående rapport, som blandt andet strafferetsprofessor på Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, har bakket op om. Man skal huske, at Dommerforeningen ikke er en objektiv organisation, men en interesseorganisation, der repræsenterer dommere i landet.

Vi har bedt om aktindsigt fra samtlige politikredse i Danmark, og Københavns Politi var de eneste, der sagde nej til aktindsigt. Dommerforeningen kan læse vores metodeafsnit. Der har vi beskrevet, at vi har søgt om aktindsigt, ligesom vi også har beskrevet i metodeafsnittet, hvem vi har interviewet.

Noget af det, vi kigger på i både sager der fører til dom og frifindelse er, hvordan der er et stort fokus på fysisk vold, og om ofret har kæmpet imod. Derfor er det mindst lige så vigtigt at kigge på frifindelser som på domsfældelserne.

I har forskellige vidnesbyrd, hvor folk påpeger at blive mødt med uhensigtsmæssige spørgsmål. I baserer det på 18 personers vidnesbyrd. Kan man på den baggrund tegne det fulde billede, eller risikerer det ikke nærmere at afholde folk fra at gå til politiet?

Det er ikke kun det, vi baserer det på. Vi har også kigget på de to statsadvokaters egne analyser og undersøgelser af politiets arbejde. Politiets retningslinjer er juridisk bindende, så selv hvis det kun er de 18 personer, der har oplevet at blive dårligt behandlet af politiet, er det 18 for meget, hvor vi faktisk bryder egen lovgivning.

Men politiet laver også deres egne undersøgelser. Og de har i forlængelse af vores rapport publiceret en undersøgelse, der viser, at 15 procent af dem, der henvender sig med voldtægtssager, føler sig stadig ikke ordentligt behandlet.

Det er ikke et spinkelt datagrundlag. Jeg synes virkelig, kritikken skyder helt forbi målet.

Det vigtigste må vel være, at vi sikrer et system, som ikke er bygget på kønsstereotyper eller gammeldags, problematisk lovgivning. Men at vi faktisk påpeger de problemer, der er med systemet, og tager debatten.

Nej, mener Lene Sigvardt, dommer ved Retten i Næstved og bestyrelsesmedlem i Dommerforeningen

Rapporten baserer sig på interviews med 18 personer. 18 unavngivne personer, hvoraf nogle har været i kontakt med myndighederne, andre har ikke. De har forskellige opfattelser af, hvorvidt systemet har håndteret deres sag tilfredsstillende eller ej. Hvordan fordelingen af personerne er, fremgår ikke af rapporten, og hvornår de har været udsat for krænkelse, er også en smule tvivlsomt.

Det ser ud til, at nogle af personerne har oplevet en utilfredsstillende behandling hos politiet. Men om det vedrører episoder før de store tiltag, politiet lavede i 2016 (hvor politiet satte fokus på bedre håndtering af ofre), er uklart. Denne rapport baserer sig på et meget spinkelt materiale. Hvis du kigger rapporten igennem og piller citater ud, så kan du ikke se, hvilke spørgsmål, de citerede personer er blevet stillet. Man kan heller ikke se, hvilken kontekst de har svaret i.

Det er ikke, fordi jeg eller domstolene ikke er modtagelige over for kritik, og det er ikke, fordi vi ikke ønsker at blive bedre de steder, vi kan. Men vi vil bare gerne have den her debat på et sagligt grundlag. Jeg er ked af, hvis Amnesty med sin rapport skræmmer nogle væk fra at anmelde forhold til politiet eller fra at møde op som vidner i retten, fordi Amnesty tegner et billede af, at hverken politi eller domstole ønsker at passe godt på vidner. For det er fuldstændig misvisende.

Amnesty har gransket rigtig mange af de her sager, der blev henlagt eller ikke førte til dom og drager på den baggrund konklusionen. Vidner det ikke om, at de har en pointe?

Det er altid svært at forholde sig til skyggetal, og jeg ved ikke, hvad Amnesty har undersøgt. Jeg ved dog, at man ikke kan læse meget af frifindende domme og henlagte sager. De har talt med 18 personer, men jeg kan ikke forholde mig til skyggetal.

Det, jeg kan forholde mig til, er, at det er et utrolig komplekst område. Det er ikke så simpelt, som Amnesty gør det til i deres rapport. Det her er ikke bare et spørgsmål om at få indført ordet samtykke i voldtægtsbestemmelsen eller ej. Det er mere komplekst.

Mener du, at rapporten er for mangelfuld til, at man kan diskutere og lave politik på baggrund af den?

Ja, der er så mange steder, man kan pege på, at den er forkert eller misvisende. Vi vil rigtig gerne tale om, hvordan vi kan gøre tingene bedre, og skabe en kultur, hvor folk i højere grad synes, det er trygt og rart at afgive forklaring i retten. Men det er faktisk mit indtryk, at den kultur allerede eksisterer. Når vi laver målinger på, hvordan folk oplever at gå i retten, får vi gode bedømmelser.

Jeg synes, rapporten er lavet på et spinkelt grundlag, og skrevet på en måde, så det er umuligt at forholde sig til postulaterne. Det er umuligt at se, hvad de citerede har svaret på og hvilken kontekst de har svaret i. Der er heller ikke henvist til de sager, hvor de påpeger, at der skulle være begået fejl.