ET AF VOR TIDS demokratiske dogmer er, at religion og politik skal holdes adskilt, og at religion derefter skal fjernes (mest muligt) fra det offentlige rum.
Et andet demokratisk dogme er, at kristendommen, efter at være gået igennem Oplysningstidens syrebad og efter at være blevet reformeret af Luther, er en afgørende del af fundamentet for vort demokrati.
HVORDAN HÆNGER disse to dogmer sammen, da kristendommen ud fra en videnskabelig betragtning også er en religion? Jo, kristendommen har gjort sin gerning ved at være en del af det fundament, som vi nu bygger videre på, men fundamentet skal som fundamentet for et hus forblive usynligt under jordoverfladen. Kristendommen må som religion ikke stige op fra kælderen og gøre sig gældende i vort danske eller vort europæiske hus, og det må andre religioner selvfølgelig slet ikke.
Men hvilken ånd skal så fylde det danske og det europæiske hus, der bør være renset for religion i det offentlige rum? Hvert eneste rum i huset må præges af demokrati. Spørgsmålet er, om demokrati i betydningen en demokratisk ideologi er på vej til at indtage den rolle, som religion (kristendom) tidligere har haft.
I kristendommens første århundreder identificerede kirkens menigheder og deres ledere, hvilke skrifter som kunne anerkendes som normative, altså fik vi en kanon for kristentro Det Nye Testamente. Løbende opstod der bekendelser af den kristne tro, der skulle identificere det helt centrale i kristendommen. Disse trosbekendelser kalder vi også symboler.
I de første århundreder var det undertiden forbundet med livsfare at identificere sig med de kristne symboler. For at blive anerkendt i det romerske samfund skulle man tilslutte sig kejserkulten og altså i praksis modsige bekendelsen til Kristus som Herre. Mange kristne måtte derfor lade livet som martyrer på grund af deres kristne tro. Men da kristendommen i det 4. århundrede blev det romerske riges statsreligion og eneste tilladte religion blev der sat magt bag kristendommen, og de, som ikke ville bekende sig til kristendommen i overensstemmelse med de regeringsanerkendte trosbekendelser (symboler), blev straffet på forskellig vis.
Historien gentager sig naturligvis ikke, men er der måske et mønster, som vi kan genkende i den måde, vi i dag begynder at forholde os på til demokrati som ideologi eller nærmest religion? Demokrati er blevet så vigtigt for os, at vi har fået en demokratikanon. Den lanceres som et diskussionsoplæg, men ligger der mere i den? Er det disse skrifter, tænkere og begivenheder, som børn og indvandrede borgere skal indføres i for at kunne socialiseres (eller assimileres) ind i det danske samfund?
DET BLIVER FØRST for alvor problematisk, når denne kanon omsættes i en (tros)bekendelse til demokratiet, som alle borgere skal bekende sig til for at være eller blive fuldgyldige borgere i det danske demokratiske samfund. Men det er der vel ikke nogen, der kunne finde på? Nej, det havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, indtil jeg for nylig læste, at Dansk Folkepartis gruppe i Københavns Borgerrepræsentation havde stillet forslag om, at alle medarbejdere i Københavns Kommune skal skrive under på, at de støtter demokrati og frihedsrettigheder, og at demokratierklæringen også skal gælde foreninger og organisationer, der får støtte fra kommunen.
Hvis nu Dansk Folkeparti mod forventning skulle få tilslutning fra andre partier til dette ekstreme forslag, så er det sandelig vigtigt at læse på lektien og finde ud af, hvad det er, jeg skal bekende mig til, hvis jeg skulle få brug for offentlig ansættelse eller støtte til foreninger, som jeg er medlem af.
JEG KASTEDE MIG derfor fluks over demokratikanonen. Virkelig spændende læsning. Især blev jeg så grebet af at læse om Hal Koch, at jeg flåede hans bog Hvad er demokrati? ned af hylden.
Allerede under læsningen af de første sider blev jeg nødt til at forsikre mig om, at der virkelig er tale om en gammel bog helt fra 1945, for hans tekst virkede ubehageligt påtrængende aktuel.
I et af de forslag, som fremkom fra næsten autoritativ side (Frit Forum), gik forslagets anden paragraf ud på, at man ved denne udrensningslov ville ramme alle tjenestemænd, som havde ytret opfattelser, der stred imod demokratiet.
Det tør jo nok siges at være en temmelig vidtgående bestemmelse og typisk for den sejrende ortodoksis intolerance. Og det i et folk, som i fem år har kæmpet for retten til at tænke, tro og tale! Ingen må bekende sig til andet end den sande og sunde lære. Gør han det, må han betale omkostningerne: Han må fjernes fra sit embede.
En sådan fremgangsmåde er velkendt fra historien, og nægtes kan det ikke, at sporene skræmmer. Bag den citerede paragraf ligger som en given forudsætning, at man ved, hvad demokrati er. Ellers kan man jo da ikke vide, hvilke ytringer der strider imod demokratiet. Men ved man virkelig det? Og hvem skal træffe afgørelserne?
Hurra for en kanon, der aldrig må blive til en kanon, der rettes mod kætterne, men bliver en rettesnor, der kan henlede vor opmærksomhed på helt centrale tekster, så vi sammen kan tale om, hvad demokrati er.
Mogens S. Mogensen,
ph.d., ekstern lektor og konsulent,
N.J. Holms Park 55, Christiansfeld