”De europæiske befolkninger vil have mistet det eneste sted i verden, vi kunne kalde for hjem”. Disse ord af den britiske forfatter og tænketanksdirektør Douglas Murray fra et essay bragt i Kristeligt Dagblad havde grebet Mads Brügger, chef på Radio24syv. Det fremgik af ”P1 Debat”, som den forgangne uge netop diskuterede Murrays påstand om Europa som i færd med at begå selvmord.
I studiet var foruden Mads Brügger også Carsten Jensen, Stine Bosse, Knud Vilby og Benn Q. Holm. Kun Brügger svarede utvetydig ja til Murrays dystre påstand, Benn Q. Holm svarede både og, men de øvrige debattører nægtede det kulturelle selvmord. Carsten Jensen medgik, at Europa var i krise, men han fandt nyt håb i Macrons valgsejr i Frankrig og betvivlede, at islamisterne skulle være ”en eksistentiel trussel mod Europa”.
Stine Bosse satte sin lid til et revitaliseret EU, som skulle finde fælles løsninger. Mads Brügger betonede, at Europa havde sovet tornerosesøvn og i blind naivitet lukket mørkemænd ind over grænserne og fandt det eksempelvis dybt skræmmende, at den britiske efterretningstjeneste MI5 mente, at der var op mod 23.000 ekstremistiske jihadister i landet. Også Carsten Jensen erkendte problemet, men det var netop en efterretningssag. Det største problem var manglende tro på demokratiet, og den egentlige trussel hangen til mere autoritære styreformer.
En af den slags debatter, hvor kommentarer og replikker med et vist kendskab til debattørerne var meget forudsigelige og forventelige. De samme mærkater, de samme påstande, de samme afgrænsninger. Det er selvfølgelig også forventeligt. Folk skifter ikke meninger fra debat til debat, men alligevel sad man og sukkede efter nuancer, anfægtelser og dybere spadestik.
Carsten Jensen mente således ikke, at den muslimske indvandring til Europa var noget problem. De farlige fanatikere var få og marginaliserede, mens det altovervældende flertal af muslimer bare ”ønsker det samme som os, at leve et ganske almindeligt fredsommeligt liv, hvor de kan passe deres familie og deres arbejde”. Men hvis stort set alle muslimer bare ønsker sig det samme som de ikke-muslimske europæere, hvorfor se de muslimske lande så ud, som de gør? Hvorfor er islam så lov, friheden blødende og ligestillingen i knæ så mange steder og sammenhænge, hvor flertallet er muslimsk? Det er ikke for meget sagt, at flertallet af mennesker på tværs af religion ønsker fred og velstand, men ønsker vi det på samme måde og under de samme rammer?
I en mangfoldig verden er der mangfoldige livssyn, og den fred, som ønskes, kan udmærket være den fred, der kommer af islams overhøjhed, ligesom velstanden udmærket kan kombineres med sharia. Ifølge en meningsmåling fra 2015 mener 77,2 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuld ud. Er det fuldt ud foreneligt med europæisk frihedskultur? Mindre optimistiske sjæle end Carsten Jensen kan komme alvorligt i tvivl.
På falderebet gjorde Benn Q. Holm klogeligt opmærksom på frygten for at øve islamkritik – og satire. Frygtsom selvcensur er da også et slags europæisk selvmord.
Jesper Bacher er sognepræst.