Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat: sexkøb

Filosof: Det er en menneskeret at tage stoffer og sælge sex

Hvis en kvinde uden tvang vælger at sælge sex, så har hun ret til det, og hvad angår stofferne, så håber jeg ikke, der er nogen, der synes, vi har pligt til at holde os sunde for statens skyld, mener filosof Morten Ebbe Juul. Foto: Jonathan Hayward

Menneskerettigheds-organisationer opfordrer lande til at afkriminalisere prostitution og besiddelse af narkotika. God idé, mener filosof. Betænkeligt, mener lektor i etik

To store menneskerettigheds-organisationer opfordrer lande til at afkriminalisere prostitution og besiddelse af narkotika.

Men skal individets ret til at bestemme over sin egen krop gå ud over fællesskabets interesser?

Kristeligt Dagblad har spurgt to forskere, som ser vidt forskelligt på spørgsmålet:

Er det en menneskeret at tage stoffer og sælge sex? 

Ja, mener Morten Ebbe Juul Nielsen, lektor i anvendt filosofi på Københavns Universitet:

Et rent pragmatisk argument er, at erfaringer fra andre lande viser, at man ved at legalisere prostitution og stoffer minimerer skadevirkninger som diskrimination og overgreb. Derudover er der i begge tilfælde tale om udøvelse af individuelle rettigheder til egen krop.

Hvis en kvinde uden tvang vælger at sælge sex, så har hun ret til det, og hvad angår stofferne, så håber jeg ikke, der er nogen, der synes, vi har pligt til at holde os sunde for statens skyld. Hvis man har lyst til at ofre noget af sin egen velfærd på lang sigt, så er man i sin gode ret til at gøre det. På samme måde er der ingen, der tvinges til for eksempel at tage stoffer, bare fordi det bliver lovligt.

Men sender en legalisering ikke et signal om, at prostitution og narkotika er okay?

Jeg synes mere, man sender et signal om, at det er noget, man selv må finde ud af. Jeg køber ikke argumentet om, at det skulle få væsentligt flere til at tage stoffer og købe eller sælge sex. Da man ophævede alkoholforbuddet i USA i 1933, forudsagde flere, at hele kontinentet nu ville forfalde til alkoholisme. Men det skete ikke. Det kan selvfølgelig være, at vi kommer til at høre om flere prostituerede, fordi flere tør stå frem offentligt, men jeg kender ingen forskning, der decideret peger på, at der vil komme til at ske et skred.

Men er det ikke at strække menneskerettighedsbegrebet og bryde med menneskerettighedernes menneskesyn, når man afkriminaliserer forhold, som vurderes at skade mennesker og ikke værner om deres værdighed?

Menneskets værdighed er vel at bestemme over sin egen krop og bruge den til det, man vil. Derfor ser jeg en legalisering som et skridt mod bedre at indfri menneskerettighederne. For hvor værdigt er det at være placeret på samfundets bund i kløerne på mellemmænd uden at kunne søge hjælp? De store problemer som trafficking, tvang og overgreb bliver ikke nedprioriteret, bare fordi man normaliserer prostitution.

Hvad med fællesskabets interesser? Bør man ud over at tænke på individets ret ikke også tænke på familien eller andre involverede?

Jeg synes, at modstillingen mellem individets og fællesskabets rettigheder er kunstig. For hvad er fællesskabet andet end en opsamling af individer? Fællesskabet har for mig at se kun de interesser, som individerne har, og der vil selvfølgelig findes modstridende holdninger i et fællesskab. Det betyder, at nogle individers ret kan skade andre, men det problem kan vi ikke løse ved at fortælle mennesker, hvordan de skal handle i alle mulige henseender. Så stærk en ret har vi ganske enkelt ikke over andre.

Hvad med barnet til en stofmisbruger. Har det ikke ret til at vokse op med en forælder, der ikke er påvirket hele tiden?

Jeg skal ikke være utopisk, men vi må håbe, at der kommer en god kultur, hvor man for eksempel tager stoffer i begrænsede mængder. Bare fordi vi forbyder bestemte ting, betyder det ikke, at der ikke er grænser. Et menneske vil for eksempel stadig have en forpligtelse til at vise hensyn til sin familie. Så der er måske moralske grænser for, hvad man bør stille op med egen krop, men de skal ikke håndhæves ved lov.

Nej, mener Klavs Birkholm, lektor i etik og teknologi, tidligere medlem af Det Etiske Råd:

Jeg mener, det vil være etisk betænkeligt at afkriminalisere prostitution og besiddelse af narkotika, for det sender et signal om, at begge dele er i orden. Jeg er særligt skuffet over ønsket om en legalisering af prostitution, for det at sælge sin krop og sine følelser er for mig ikke i overensstemmelse med det menneskesyn, der kommer til udtryk i menneskerettighederne. Man skal tænke ualmindeligt mærkeligt for at mene, at prostitution ikke følelsesmæssigt skader det menneske, der leverer ydelsen.

Men har man ikke ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget privatliv?

Hvis vi brugte argumentet om, at enhver må bestemme over sig selv og sin egen krop, så havde vi ikke moralske love og regler i samfundet. I takt med nyliberalismens indtog er der opstået en bølge af misforstået selvbestemmelse, men vi skal passe på ikke kun at have fokus på lykken for den enkelte. Mennesket er ikke en øde ø, men afhængig af sine medmennesker, og alle mennesker orienterer sig mod et fællesskab. Derfor er de normer, samfundet sætter, også vejledende for det gode fællesskab.

Fra organisationerne lyder det, at man med forbud blandt andet risikerer overgreb på sexarbejdere og skaber kriminelle narkomiljøer. Vil det på den baggrund ikke være bedre for fællesskabet at ophæve forbuddene?

Diskussionen er ikke sort og hvid, og jeg synes, at organisationerne har en rigtig god pointe med, at forbud kan være til gavn for alfonser og narkokarteller. Men det har for store omkostninger at legalisere en social praksis, som er skadelig for vores mulighed for at virkeliggøre det gode samfund og fællesskab.

Hvilke konsekvenser kan en afkriminalisering af prostitution og narkotika have for fællesskabet?

Det kan føre til en forråelse af vores menneskesyn, hvis vi for eksempel pludselig opfatter det som okay, at kvinders kærlighed er til salg. Samtidig er de sociale konsekvenser uoverskuelige, for flere vil sandsynligvis gå til prostituerede eller tage stoffer. Jeg ved godt, at organisationerne forudser det modsatte, men der findes generelt mange studier med meget forskellige konklusioner på området.

Er der ikke risiko for, at vi med forbud stigmatiserer mennesker, som dermed for eksempel ikke tør tage imod sundhedstilbud?

Hvis vi stigmatiserer, skyldes det vores tankegang, og så må vi gøre en indsats for at ændre tilgangen i vores sociale tilbud.

Men hvor skal grænsen gå for, hvad der bør kriminaliseres for fællesskabets skyld? Skal vi forbyde alkohol, som også kan være skadeligt?

Jeg synes ikke, vi skal lave nye forbud, men derimod skabe mere oplysning om for eksempel tobak og alkohol. Men det at ophæve et forbud er en anden ting, for det sender et signal fra samfundet om, at det er i orden. 

Sådan nogle forbud er jo fyrtårne, som vi alle manøvrerer efter, og jeg synes, det er farligt, når store menneskerettighedsorganisationer opfordrer til en afkriminalisering. Selvom de siger, at det handler om at mindske kriminalitet, går det signal ikke altid klart igennem.