JA, mener Mikkel Andersson, chefredaktør på det borgerlige medie Kontrast
Problemet består i, at folks grundlæggende holdninger og verdenssyn i høj grad er en afspejling af deres politiske holdninger. Så når man har en massiv overrepræsentation af journalister med et givent synspunkt, så vil man ende med en presse, der i nogen grad opfatter og prioriterer problemerne på den samme måde.
Hvordan kommer overrepræsentationen af venstreorienterede journalister til udtryk i journalistikken?
Det er for eksempel i forhold til, hvordan man vælger at problematisere og vægte forskellige emner relativt til hinanden. Hvad er det største og mest presserende problem og dermed det mest relevante at sætte nyhedsfokus på? Vil det være klimaudfordringer i Danmark? Vil det være integrationsproblemer? Gældskrisen i Sydeuropa eller sygeplejerskernes løn? At vælge, hvad der er det mest presserende problem, kræver en form for holdningsmæssig stillingtagen. Den slags stillingtagen er altid en afspejling af de synspunkter, man har i forvejen.
Hvilke konkrete vinkler og perspektiver bliver overset, fordi journaliststanden hovedsageligt er venstreorienteret?
Det kan for eksempel være i dækningen af de danske IS-kvinder. Er det største og mest væsentlige problem, at nogle børn – som en borgerlig person typisk vil mene primært er forældrenes ansvar – er havnet i en penibel situation, eller er det tværtimod at diskutere rimeligheden i, at den danske stat skal agere taxaselskab for nogle mennesker, der har rejst tusinder af kilometer for at tilslutte sig et folkedrabsregime? Det er to forskellige perspektiver. Hvad er det mest logiske og indlysende? Jeg vil sige det sidste, men jeg kan konstatere, at hovedparten af andre danske medier mener, at det er det første.
Flere medier, som eksempelvis Jyllands-Posten og Berlingske, er erklæret borgerlige. Hvad betyder det, at journalisterne er venstreorienterede, hvis mediernes idégrundlag, som avisens redigeres efter, er borgerligt?
Det er meget fint, at du har en avis, som er redigeret på et borgerligt grundlag, men det er meget sjældent, at chefredaktøren kommer ned og siger: ”Jeg har 18 historier på blokken, som jeg godt kunne tænke mig”, og at journalisterne så bare skal udmønte dem. Sådan fungerer det typisk ikke. Medier lever i høj grad af journalister, som er proaktive i forhold til at finde, vinkle og identificere alle mulige problematikker, som de mener er vigtige og relevante for læserne. Så kan det godt være, at der sidder én allerøverst oppe og skriver nogle ledere på opinionssiderne, som er meget borgerlige, men her diskuterer vi det journalistiske stof.
Det er ikke kun venstreorienterede journaliststuderende, som er overrepræsenteret. 98 procent af eleverne har etnisk dansk oprindelse. Er det et lige så stort problem?
Jeg vil sige, at der sandsynligvis vil være nogle perspektiver og erfaringer fra folk med anden etnisk baggrund end dansk, man går glip af. Der er dog forskel på at have en bestemt kønsmæssig, aldersmæssig eller etnisk baggrund end på at have en bestemt politisk holdning, for jeg mener ikke, at ens holdninger, verdenssyn og værdier er defineret af ens køn, alder eller etnicitet. Men jeg mener faktisk, at det er defineret af ens politiske holdning. Så derfor mener jeg, at det er en lidt sværere ting at adskille. Men generelt betragtet vil det ideelle da være, at de mennesker, der skal formidle verden, har en bred vifte af forskellige baggrunde. Men hvis du spørger mig, om jeg mener, det er en særskilt kvalifikation af være indvandrer, mand eller kvinde, så vil jeg sige nej.
Hvad er ifølge dig løsningen på overrepræsentationen af venstreorienterede journalister?
Jeg er i første omgang glad for, at Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik på Journalisthøjskolen, har givet mig ret i, at de måske skulle gøre sig lidt mere umage for at fremstå mindre venstreorienterede i deres rekrutteringsmateriale. Her tænker jeg blandt andet på den herostratisk berømte video, de lancerede for nogle år siden, som lignede noget, der er lavet af Ungdomshusets mediegruppe med gadekampe, nonfigurativ kunst og unge mennesker, der kaster med maling. Den endte de med at trække tilbage, men det er meget sigende, at den kommer så langt, at der angiveligt sidder en ledelse på Journalisthøjskolen og siger: ”Hey, fedt, røde bannere, gadekampe, floskler!”. Det var da en ting, de skulle arbejde med på Journalisthøjskolen. Kvoter er i hvert fald ikke løsningen. Man skal endelig ikke kopiere venstrefløjens elendige løsninger, bare for at de kan smage deres egen medicin.
NEJ, mener Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio
Som udgangspunkt synes jeg ikke, at det er et problem, at folk stemmer noget andet end flertallet. Er det også et problem, at flertallet af soldater, jurister eller økonomer er borgerlige? Det spørgsmål kunne man lige så godt rejse. Og hvis det er så stort et problem, kunne de borgerlige jo bare søge ind på Journalisthøjskolen. Prøven er for alle uanset holdninger.
Kritikerne mener, at journalisternes politiske holdninger afspejler sig i journalistikken. Kan du ikke se tegn på, at journalistikken er venstreorienteret?
Nej, det synes jeg overordnet set ikke, jeg kan. Journalistikken er kun konsensuspræget på de punkter, hvor kulturvenstrefløjen deler værdier og holdninger med den økonomiske elite. Det er for eksempel i spørgsmål om ligestilling og identitet. Hvis medierne foretager sig noget, som er biased (forudindtaget, red. ), så er det i forhold til sociale klasser. Mit indtryk er, at de danske journalister er dygtige til at gøre en aktiv indsats for at se udover deres politiske bias.
Hvad bygger du det på?
At se ud over sine egne politiske holdninger er jo noget man lærer på Journalisthøjskolen. Men de fleste medier i Danmark er enten upolitiske eller borgerlige, og artiklerne skal igennem en redaktionel proces, hvor der vil være redaktører, som kan udfordre og nuancere de vinkler, som journalisterne vil have. Derfor kan det måske endda skabe en fin balance, hvis journalisterne er en smule venstreorienterede.
Du skriver i en klumme på Netavisen Pio, at hvis journalisterne er forudindtagede, så handler det i mindre grad om politisk overbevisning og i højere grad om, at de tilhører den urbane øvre middelklasse. Hvad mener du med det?
Jeg oplever sjældent interesse for danskernes arbejdsliv, jeg oplever sjældent interesse for en dagsorden som nedslidning. Det kan selvfølgelig være, fordi læserne ikke interesserer sig for det, men det kunne også være, fordi det ikke er et nærliggende tema for journalister. Arbejdsklassen optræder i dansk journalistik, ligesom den optræder i Matador; når den er kontakt med fortælleren, som tilhører den øvre middelklasse. Arbejderklassen er sjældent med i sin egen ret, men indgår typisk, når man laver ”turistjournalistik”. Når journalister skal beskrive et sted uden for Aarhus og København, så skal vi høre, hvordan vejret er, og hvordan husene ser ud. Scenen skal sættes, fordi det er et miljø, som er fjernt for journalisten og mediets brugere. Det ville man jo aldrig gøre i samme grad, hvis man skulle beskrive noget, der foregik på Østerbro eller på Christiansborg, for det er ligesom dér, journalisterne hører til. Det er ikke en kritik af den enkelte, men der kommer selvfølgelig en kumulativ effekt, når mange journalister deler omgangskreds og bor de samme steder.
Hvorfor er det et større problem, at en overvægt kommer fra den urbane øvre middelklasse, end at de stemmer rødt?
Det er, fordi der i forvejen er meget mere fokus på politisk bias, hvilket denne debat også viser, men meget lidt fokus på, at man kun præsenterer verden, som den ser ud fra nogle bestemte samfundsklassers position. Hvis jeg igen må bruge Matador som sammenligning, så er det en eminent beskrivelse af overklassen og den øvre middelklasse. Alle ideologiske nuancer og adfærdsmønstre er beskrevet spot on . Men arbejderklassen er med som en kliché. Nogle lidt fjogede typer, der spiser for meget, og enten er de så gode, som dagen er lang, eller så er de moralsk anløbne, altså arketyper. Det er ikke et forkert billede af, hvordan en dansk købstad så ud i 1930’erne og under Anden Verdenskrig, men det er ikke hele billedet. Så slemt er det danske mediebillede overhovedet ikke endnu, men der er en risiko for, at vi primært ser, hvordan livet ser ud fra millionærvillaen på Strandvejen og andelsboligen på Vesterbro, og at vi glemmer, hvordan det ser ud i det sociale boligbyggeri i en by på Vestsjælland eller i Produktionsdanmark.
Hvis man kan se udover egne politiske holdninger, hvorfor kan man så ikke se udover sin egen klasse?
Det kan man også sagtens. Ligesom jeg ikke mener, at journaliststanden skal afspejle befolkningen politisk, mener jeg heller ikke, at den skal afspejle befolkningen socialt. Der vil altid være en elite, men det er bare vigtigt, at den elite er bevidst om sine privilegier. Det er bare nemt at blive blind for, at samfundet er indrettet til at være til gavn for dem, der er gode til at bruge deres hoveder og i mindre grad dem, der er gode til at bruge deres hænder.