Er det etisk forsvarligt at eksperimentere med at gøre folk onde i et tv-program?

Hvorfor er det ikke i orden?

Det er det ikke, for enten laver man underholdning, eller også laver man en seriøs dokumentarisk udsendelse, hvor der tales om ondskab.

Hvad er der i vejen med den måde, man har grebet projektet an på?

Først og fremmest er selve konceptet forfejlet, fordi man blander underholdning og videnskabsjournalistik sammen. Ved at opbygge et laboratorium og sætte overvågning op foregiver man at lave videnskab. Men det her kan ikke sammenlignes med videnskab. Grundhensigten er underholdning. Det andet er, at man har lokket deltagerne til at være med under falske forudsætninger. Man siger, at programmet skal handle om personlighedsudvikling, men det, man i virkeligheden ønsker, er at få deltagerne ud i situationer, hvor de fremstår som onde og dermed viser ubehagelige sider af sig selv. Og hvorfor vil man det? Det vil man, fordi det er underholdende at se på.

Hvad er der i vejen med at gøre ondskab til underholdning?

Ondskab kan ikke retfærdiggøres, det er forkasteligt, og det er ikke underholdning. Hvis du undersøger ondskab, bør der være indbygget en kritik af ondskab. Der findes en berømt roman, Ondskab af Jan Guillou. I den er det tydeligt, at der anlægges en kritisk synsvinkel på ondskab. Den følger det klassiske skema, hvor det gode vinder til sidst, og det er den måde, man skal forholde sig til ondskab på. Ondskab skal kritiseres og ikke sluges råt.

Hvad er det for etiske principper, der brydes i det her program?

Som jeg ser det, er der to aspekter i det. Det ene er, hvordan DR behandler de medvirkende, og her kan man sammenligne det med et medicinsk forsøg. Ved sådanne forsøg gælder der et princip om informeret samtykke. I tilfældet her bliver de lokket til at blotte sig selv, og det strider mod det grundlæggende princip om selvbestemmelse. Det næste handler om det mest grundlæggende i etik, modsætningen mellem godt og ondt. Etisk har man altid sagt, at ondskab skal der tages afstand fra. Ved at gøre ondskab til underholdning, gør du ikke bare ondskab til en neutral ting, du gør det til noget tiltalende. Man dyrker ondskaben.

Hvad er det etisk angribelige ved at forskelsbehandle for at fremprovokere ondskab, som man gør i programmet på DR 3?

Det ligger i, at man vil gøre det til en nydelse for fangevogterne at have magt over andre mennesker og at være brutale over for andre mennesker. Det er forkasteligt, for det gør igen ondskab til ren og skær underholdning.

En af tankerne bag programmet har været, at man ville se, hvad man kan bruge tv til i forhold til at forstå os selv og forstå, hvordan vi er sammen med andre. Er det ikke i orden at bryde med nogle grænser for, at man kunne lave et sociologisk eksperiment, der gør os alle sammen klogere?

Jeg synes ikke, at det her gør os klogere. Hvis vi skal være klogere på ondskab, skal vi se på de undersøgelser, der faktisk er lavet. Ondskab er et emne, der er behandlet meget i videnskaben, så hvis man vil se på, hvordan man formidler ondskab til danskerne, skal man tage udgangspunkt i forskningen i stedet for selv at begynde at lege videnskabsmand. Det er dårligt tv, for det er hverken ordentlig underholdning eller god formidling af forskning.

Hvorfor er det i orden?

Vi prøver at formidle et emne og illustrere det ved hjælp af et eksperiment. Det har DR en lang tradition for at gøre. Tænk på Poul Martinsens dokumentar Lydighedens dilemma. Vores program er ikke et underholdningsprogram, men et seriøst faktaprogram. Vi dramatiserer emnet i vores tv-fortælling og bruger virkemidler, der er kendt fra underholdningsprogrammer, men det gør alt TV, også seriøse dokumentar-udsendelser og TV Avisen. Målgruppen på DR 3 (hvor programmet bliver sendt, red.) er anderledes end på DRs øvrige platforme. Det er et yngre publikum, og derfor formidler vi også anderledes, end hvis programmet var henvendt til de unges forældre.

Vil det sige, at det er i orden at slække på sagligheden, så længe det handler om at erobre nye og yngre seere?

Jeg mener ikke, at vi slækker på sagligheden i programmet. For ældre seere kan der være nogle dramatiserende elementer, der gør, at det er svært at se sagligheden, men helt generelt er programmets indhold lige så sagligt i Ond, ondere, ondest, som det er i videnskabsprogrammer på DR 2 og i P1. Det er formidlingsgrebene, der er anderledes, hvilket er nødvendigt for at få en ny målgruppe i tale.

Deltagerne blev inden programmets start ikke fortalt, at hensigten med udsendelsen er at eksperimentere med, om man kan gøre mennesker onde. I stedet blev de fortalt, at det handler om personlig udvikling. Er det en etisk forsvarlig fremgangsmåde i DR-regi?

Det er rigtigt, at vi ikke har forklaret deltagerne, at det var et fængselssetup. Hvis vi skulle sige det, kunne vi ikke lave eksperimentet. Men de var klar over, at de gik ind til et tv-eksperiment, der ikke bare ville indebære personlig udvikling, men også indespærring, fysisk og psykisk pres.

Ondskab er et alvorligt begreb, men i stedet for at bruge det som en katalysator for ondskab, skal man så ikke forsøge at kritisere og tage afstand fra ondskab?

Jo, og vores ønske er på ingen måde, at man skal blive ond af at se programmet eller opleve, at det er fantastisk at opføre sig ondskabsfuldt. Men som modspørgsmål kan jeg jo spørge: må vi ikke tale om ondskab? Er det et tabu? Vores ambition er at vise mekanismerne bag den menneskelige adfærd, der fører til egoisme, mangel på empati for andre, dem og os-mentaliteten og i sidste ende de ondskabsfulde handlinger. Vi tror, at det er forebyggende at forstå ondskabens anatomi.

Hvor har grænsen gået for, hvad I ville udsætte deltagerne i programmet for?

Ingen måtte blive voldelige over for hinanden. Ingen måtte ydmyge hinanden, der ville vi gribe ind. Når vi havde fået de ønskede reaktioner, skulle vi ikke fortsætte. Når eksperimentet viste adfærd, der viste tegn på ondskab, da var målet nået.

sagen kort