Når jeg triller i min bil ad små, snoede veje på Midtsjælland, møder jeg hundredvis af fasaner, der løber forvildede rundt på vejene og kun modvilligt lader sig presse tilbage til skovkanten. Fasanerne er en del af de massive udsætninger, der hvert år foregår i udvalgte områder for at øge jagtmulighederne.
I 2021 blev der udsat 958.358 fasaner, 78.163 gråænder og 10.142 agerhøns i den danske natur. Fuglene udsættes ikke med henblik på at få styrket de vildtlevende bestande af de tre arter, men for at have flere fugle at drive jagt på. Men er det etisk forsvarligt på den måde at øge antallet af fugle udelukkende med det formål at få flere mål at skyde efter?
Generelt er der en meget positiv holdning til jagt herhjemme, og man anser jagt som et effektivt redskab til regulering af vildtbestande. Men mange mener samtidig, at man kun skal høste af naturens eget overskud, og at det ikke er i orden at skabe et kunstigt overskud alene med det formål at få lov at skyde det bort igen. Jagten på udsatte fugle er jo ikke for at få mere kød på bordet. Hvis det var tilfældet, havde man slagtet fasanerne og ænderne direkte fra de volierer, de var opvokset i.
Med udsætningerne indfører man et ekstra led i processen fra klækningen af kyllingerne, til de lander på spisebordet – udelukkende for selve jagtens skyld. Eller som det udtrykkes i Det Dyreetiske Råds udtalelse om jagt fra 2010: ”Kyllingerne opdrættes som husdyr, men skal bagefter leve som vilde dyr med henblik på jagt.” Det er ikke o.k.
Oven i den etiske problematik kommer så de udsatte fugles negative indflydelse på den lokale fauna. Det har længe været diskuteret, hvor stor indvirkning udsatte fasaner egentlig har på omgivelserne. Men nu er den negative effekt dokumenteret. Især går det ud over insekter og krybdyr som for eksempel firben, som de kan tage som føde i stor stil.
For ændernes vedkommende går kritikken især på den forurening af søerne, udsætningerne medfører. De store mængder foder, der lægges ud til de nyudsatte ænder for at holde dem til udsætningsområdet og for at sikre deres overlevelse, indtil jagten går i gang, er med til at forurene søerne. Foderet tilfører søerne så store mængder organisk stof, at iltbalancen ødelægges, hvilket i værste fald kan føre til, at fisk og andre vandlevende dyr dør. Alt sammen blot for at øge de lokale jagtmuligheder.
Jeg er ikke selv jæger, men har intet imod jagt – vel at mærke jagt, der høster naturens eget overskud. Jeg har også stor respekt for den etik, der generelt omgærder jagten herhjemme. Men jeg kan ikke forliges med jagt på dyr, der udsættes alene med det formål, at jægere får noget at skyde på. Både af etiske grunde og på grund af den negative effekt, udsætningerne har på naturen herhjemme.
Og jeg tror, mange tænker som jeg. Hvis man vil bevare den positive holdning til jagt herhjemme i en tid, hvor der bliver et stadigt stigende fokus på etik i naturforvaltning og i friluftsaktiviteter, så skal man nok overveje, om tiden ikke er løbet fra jagt på ”skydefugle”, som de udsatte fugle ofte kaldes. Jeg ved godt, at der er forbundet store erhvervsinteresser til den slags jagter, og at man næppe kan afskaffe dem fra den ene dag til den anden. Men der var også store økonomiske interesser knyttet til burhønseproduktionen, og dem afskaffede man alligevel – af etiske og dyrevelfærdsmæssige grunde.