Prøv avisen
Dilemma

Er det folkekirkens opgave at omvende muslimer?

Valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh (tv.) og sognepræst Kathrine Lilleør.

Ja, uden aktiv mission bliver kirken blot en bureaukratisk institution på lige fod med en kommune, mener valgmenighedspræst Massoud Fouroozandeh. Nej, som særligt favoriseret af staten skal folkekirken understøtte, at vi i Danmark værner om de, der tror anderledes end flertallet, mener sognepræst Kathrine Lilleør

JA,

mener Massoud Fouroozandeh

valgmenighedspræst i migrantmenigheden Church of Love i Odense

Kirken er født ud af mission og har overlevet ved mission, siden Jesus kom til jorden.

Det er selve kirkens hjerte. Uden mission bliver kirken blot en institution eller et bureaukrati på lige fod med en kommune. Derfor synes jeg, det er meget uheldigt, når vi ser biskopper og provster invitere imamer til at tale i kirken. Det ikke alene modarbejder missionen, men skaber også forvirring i befolkningen om, hvad det kristne budskab er.

Men hvordan kan det være kirkens opgave? Er omvendelse ikke altid Guds sag?

Jeg forstår slet ikke, hvordan man kan sætte spørgsmålstegn ved kirkens opgave med mission. Kirken har en klar missionsbefaling, som Jesus gav sine disciple. Her siger han, at vi skal gå ud og døbe og omvende.

Selvfølgelig skal vi ikke tvinge nogen til at tro, og i sidste ende er det Gud, der skaber troen. Men vi skal forkynde frelsen klart. Hvis kirken mister interessen i at forkynde, at Jesus er den eneste vej til frelsen, så har kirken mistet sin identitet og legitimitet.

Det kan virke som en respektløs holdning til en minoritet i Danmark, at man vil forsøge at ændre dem?

Er det respektløst at fortælle et andet menneske om kærlighedens budskab? I så fald forstår jeg ikke, hvad respekt er. Det svarer til at beskylde en læge for at være respektløs over for en patient, når han stiller en diagnose.

Hvis mission blandt muslimer bliver opfattet som respektløst hos præster, vidner det om, at der er en berøringsangst over for mission i folkekirken. Men det er jo netop missionsopgaven, præsterne får deres løn for. Ellers kunne præsten lige så godt blive skomager.

Jeg vil påstå, at muslimer også har mere forståelse for præster, der siger klart, at de respekterer muslimer som mennesker, men at de ikke anerkender, at islam er vejen til frelse. Gud har mange veje til os mennesker, men mennesker har kun én vej til Gud, og det er gennem Jesus.

Hvorfor ikke gå i dialog med muslimer for i fællesskab at nå frem til en større forståelse af sandheden om det guddommelige?

Dialog er bestemt et af de vigtigste redskaber, vi har i missionsarbejdet. Men dialog må aldrig være det endelige mål. Den er et middel til at forkynde evangeliet. Men jeg kan ikke se, hvad kristne skulle kunne lære af islam. Det gode ved islam er den del af historien, vi allerede har tilfælles, hvor der ikke er noget nyt at hente for os. Resten af islam handler om Muhammeds liv og mål og alle hans krige. Og der kan jegikke se, hvad vi skulle kunne lære af det.

NEJ,

mener Kathrine Lilleør

sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København

Når man ser på folkekirkens dalende medlemstal, glemmer man ofte at tage højde for, at en stor del aldrig kunne drømme om at melde sig ind i kirken, fordi de har en anden religiøs baggrund end kristen. Så melder spørgsmålet sig, om vi skal gå ud og missionere. Og svaret er, at folkekirken som særligt favoriseret af staten skal understøtte, at vi i Danmark værner om dem, der tror anderledes end flertallet, ved at respektere deres tro og ikke rende dem bedrevidende på dørene med opfordringer til omvendelse.

Mission bliver meget let en manglende respekt og en næsten koloniserende holdning til mennesker, der ikke tror og tænker som mig. Den form for åndeligt overgreb synes jeg, at man skal vare sig for.

Men er mission ikke en af kirkens formulerede kerneopgaver?

Jeg mener, at det er vores opgave at forkynde evangeliet, og det kan vi sagtens blive bedre til. Hvis nogen hører evangeliet og derefter ønsker at blive døbt, så døber jeg dem gerne. Når folkekirken er så stor, som den er, så går missionen af sig selv. Den går hen, hvor Gud vil.

I missionsbefalingen i Bibelen lyder opfordringen, at man skal ”gå ud” og gøre folk til Jesu disciple og døbe dem. Er det ikke en direkte opfordring til at missionere?

I missionsbefalingen er det Kristus, der sender ud. Fra ham skal disciplene ”gå ud”. Folkekirken er trods alt ikke Kristus. I denne sammenhæng betyder ”gå ud”, at man skal gå ud i verden med Kristus i hjertet. Men der står altså ikke noget om tvangsdåb. Sådan har man fejlagtigt tidligere læst den tekst, men de tider er heldigvis forbi.

Der er næppe nogen i folkekirken, der taler om tvangsdåb i dag. Men er missionsbefalingen ikke en opfordring til at være aktivt missionerende over for folk med en anden tro?

Vi skal ”gøre alle folkeslagene til hans disciple”. Men hvordan gør man det? Ved at man åndshovmodigt pådutter andre sin bedre tro? Eller ved at man ved eksemplets magt illustrerer friheden i Kristus?

Du finder næppe nogen præst i folkekirken, der ikke er aktivt forkyndende på den sidste måde. Hver gang vi møder en anden, er vi jo forkyndende i mødet, da vi bærer det kristne budskab i os. På den måde vil jeg sige, at jeg lever mit liv som missionær. Jeg missionerer konstant over for alle. Uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej.

Men at muslimer skal have særlig missionsopmærksomhed, som om de i særlig grad frem for andre trænger til omvendelse, mener jeg er udtryk for åndshovmod, der snarere binder end frisætter. Det er ikke at forkynde Kristus.