Prøv avisen
Dilemma

Er det godt at give børn diagnoser?

Henning Strand og Per Hove Thomsen. Foto: Kim Kejlberg

Diagnoser er vigtige som forståelsesramme, og antallet af diagnoser er ikke alarmerende, mener børne- og ungdoms psykiater Per Hove Thomsen. Men diagnoser til børn er grundlæggende en dårlig idé, fordi det fastholder barnet i en bås, det er svært at komme ud af, mener psykolog Henning Strand

Ja, mener Per Hove Thomsen, adhd-forsker, professor og børne- og ungdomspsykiater ved Aarhus Universitet

Hvorfor mener du, det er rigtigt at give børn diagnoser?

Det kan give en forståelsesramme for barnets problemer. En diagnose i psykiatrien er udfordret af, at man ikke kan afgrænse den enkelte psykiske lidelse ved at tage en blodprøve eller hjernescanning, men kræver langt mere analyse og udredning. Man stiller jo først en diagnose efter en grundig udredning, så det er ikke noget, man – som en forælder skrev på Altinget – bare trækker i en automat.

Vi har set en dramatisk stigning i antallet af diagnoser til børn de senere år. Er der gået inflation i diagnoser?

Nej, vi er bare blevet mere opmærksomme på symptomerne. Når man får et bedre diagnostisk apparat, vil man også opdage flere tilfælde. Alle fra børnehavepædagoger til lærere og forældre er blevet mere opmærksomme på symptomerne, og vi ser også anderledes på barndommen, end man gjorde for 50 år siden. Derudover afspejler stigningen i børn med eksempelvis adhd og autisme også det hæsblæsende samfund, vi lever i, med et stort overflow af nye informationer, vi skal filtrere. Der bliver stillet store krav til børn, fra de er ganske små, og det er der nogle med en medfødt sårbarhed, der kommer til kort over for. Det er vi blevet bedre til at se end tidligere.

3,6 procent får i dag en adhd-diagnose. Er det ikke et højt tal?

Det er ikke et alarmerende tal, når man ser rundtomkring i verden, hvor tallene er nogenlunde tilsvarende. Man kunne jo vende den om og sige, at denne ekspansion på det psykiatriske felt blandt børn og unge og det politiske fokus og velviljen generelt er en succeshistorie, fordi vi har kunnet se så mange børn på en ny måde og forhåbentligt hjælpe dem med behandling. Det er ikke godt, at relativt mange børn har en psykisk diagnose, men når de nu er der, er det godt, at vi kan diagnosticere dem. Den største forklaring på stigningen ligger jo i, at vi ikke har opdaget dem før.

Men kan en diagnose ikke give barnet et negativt prædikat, som det kan være svært at slippe af med?

Jo, og derfor skal man se diagnoser som en her og nu-tilstand. Man skal ikke tro, at man med en diagnose har beskrevet barnet og mennesket for altid, for symptomerne kan ændre sig over tid, og det er uhyre vigtigt at gøre klart over for forældrene og barnet. Men det er rigtigt, at nogle kan opleve det negativt og andre positivt, for nogle kan med en diagnose for første gang få en forståelse af de udfordringer, barnet har, og dermed også give en lettelse. Men jeg anerkender, at hvis man bruger diagnoser for rigidt og bare skovler alt ind under en diagnose, skal man passe på, for alle børn er forskellige, uanset om de har en diagnose eller ej.

Hvordan sikrer man sig, at barnet ikke oplever det som et definerende karaktertræk?

Det handler om at forklare barnet stille og roligt, at der er nogle ting, som fungerer anderledes hos dem, som gør, at de kan have svært ved forskellige situationer. At det ikke er deres skyld, men at man kan gøre forskellige ting for at gøre det nemmere for barnet at navigere i de svære situationer. Det er en balance, at en diagnose ikke skal være en undskyldning for at gøre dumme ting og heller ikke være en undskyldning for at forsømme at indrette samfundet på en børnevenlig måde og dermed også skolen og institutionerne. Men vi kan heller ikke negligere, at nogle børn har nogle medfødte vanskeligheder, som vi skal tage hånd om.

Er en diagnose ikke bare en undskyldning for forældre, der ikke har opfyldt forældrerollen godt nok?

Generelt nej, jeg tror på, at langt de fleste forældre vil det bedste for deres børn. Det er rigtigt, at der kan være forældre, som har sværere ved at opfylde forældrerollen, men det er jo også noget af det, vi ser på, når vi udreder det enkelte barn og ser på, hvordan vi kan hjælpe den pågældende familie.

Når vi ser på brugen af skærme og telefoner og hele vores ændrede måde at være sammen på som familie, kan det give nogle symptomer på ændret adfærd og følelsesliv, men det er vigtigt at skelne mellem det, der defineres som en psykisk lidelse, og det, der kan kaldes mistrivsel. Der er forskel på de kriser, man kommer ud for i hverdagslivet, og det at have en regulær diagnose. Man får ikke autisme eller adhd af at kigge på en skærm.

Nej, mener Henning Strand, psykolog, der i over 20 år har arbejdet med børn med særlige behov i Herlev Kommune

Hvorfor mener du, det er en dårlig idé med diagnoser til børn?

Hvis man spørger børn, unge og deres forældre, vil nogle sige, at det har været dårligt for dem, mens andre siger, at det er en lettelse. Min bekymring, når jeg har mødt dem, der ikke har været glade, går på, at diagnosen bliver en stor del af børnenes identitet. Så vil mange børn opfatte sig som et barn med adhd, for eksempel, og de vil skyde skylden på adhd’en, hvis de reagerer på en bestemt måde. Omgivelserne kan få andre forventninger til barnet på grund af diagnosen, og på den måde kan man holde barnet fast i en bås, der er svær at komme ud af.

Men det er også et nej med nuancer, for det er ikke entydigt dårligt at give børn diagnoser. Men forklaringen på barnets adfærd ligger jo ikke i diagnosen, men i de ting, der gør, at barnet reagerer på den måde.

Hvad mener du?

En diagnose er jo bare en beskrivelse af en række symptomer. Når man for eksempel får diagnosen adhd, bliver det beskrevet, at barnet er uroligt, har svært ved at fastholde opmærksomheden og reagerer impulsivt. Men det vil ikke sige, at barnet er impulsivt, fordi det har adhd. Diagnosen beskriver bare, at barnet er impulsivt.

Problemet med diagnoserne er, at de er rettet mod det enkelte individ, og så er man ikke opmærksom på de omgivelser, barnet er i. Man ser måske ikke, at barnet reagerer på en bestemt måde i bestemte situationer og måske klarer andre situationer helt fint. Jeg er kritisk over for, at man med diagnoser kan komme til at sige, at det er barnets skyld, eller at der er noget galt inde i barnet, for så fritager det de voksne for deres ansvar.

Vil det så sige, at man helt burde lade være med at give børn diagnoser?

Nej, for nogle børn kan en diagnose være en forudsætning for at få den nødvendige hjælp, og det kan være en lettelse for nogle familier at få sat ord på barnets vanskeligheder, selvom der ikke er tale om en forklaring. Men jeg synes godt, at man kan bruge ressourcerne anderledes. Mange af de børn, der har nogle af symptomerne på adhd, men ikke i voldsomt omfang, kunne få hjælp på andre måder ved, at man er opmærksom på, hvordan man kan støtte dem og møde dem på andre måder. Barnet skal også lære at leve i samfundet med de symptomer, det har. Derfor kan man lige så godt sætte tidligt ind og hjælpe det med at manøvrere i samfundet i stedet for at sætte det i specialklasser, hvor barnet mister noget, når det udelukkes fra deltagelse i det almindelige børnefællesskab.

Diagnoserne giver vel også fagfolk et sprog for at tale om et barns udfordringer og en måde for systemet at hjælpe barnet videre?

Jo, på et plan bliver det nemmere, men også meget mindre nuanceret. Når jeg ikke har det godt med, at vi er så optaget af diagnoser på det pædagogiske område, er det, fordi det er meget brede kategorier. Det at forstå barnets reaktion handler om noget andet, som jeg ser det. Alle har deres grunde til at reagere, som de gør. Det kan være den konkrete situation eller erfaringer, de har fra tidligere, som trigger en reaktion. Hvis vi skal forstå børnenes grunde til at reagere, skal vi prøve at se situationen gennem deres øjne. Hvis det skubber og slår, er det vigtigt at forstå, hvad det har oplevet, som gør, at det skubber og slår. Og det gør man ikke gennem en diagnose.

Henning Strand, psykolog, der i over 20 år har arbejdet med børn med særlige behov i Herlev Kommune. – Privatfoto.
Per Hove Thomsen, adhd-forsker, professor og børne- og ungdomspsykiater ved Aarhus Universitet. Foto: Kim Kejlberg