Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Er det indlysende, at præster skal vie fraskilte?

Divorce

Det skal være muligt for fraskilte at blive gift igen. Men hvorfor er det en selvfølgelighed, at det er præsten og kirken, der skal varetage sig opgaven og altid og overalt skal velsigne den i Guds navn? Det skriver Eleonora Skov Andersen, der er cand.theol. og familieterapeut, og Leif Andersen, der er lektor og rejsepræst

Diskussionen om præsters ret til at vie fraskilte har været meget mærkelig. Det måske mærkeligste har været den sikre selvfølgelighed, der somme tider har været lagt ned over den. For hvis der er noget, dette tema ikke er, så er det netop enkelt og selvfølgeligt. Det turde fremgå både af Jesu egne ord og af mødet med mennesker i skilsmissernes kølvand.

For lige at slå fast: Det skal være muligt for fraskilte at gifte sig igen! Selv i det israelitiske teokrati var der regler for det, og Jesus bekræfter denne mulighed som nødvendig for samfundet.

LÆS OGSÅ:
Præster vil tvinge kolleger til at vie fraskilte

Men er det så indlysende, at kirken skal varetage den?

Er det for eksempel indlysende, når man hører, hvad det kan gøre ved et barn at se præsten stå og begrave fars og mors ægteskab? For det er sådan, en del børn (både små og voksne børn) hører det, når præsten spørger mor og hendes nye mand, om de nu vil blive sammen, til døden dem skiller. Hvad nu med fødselsdage og jul fremover?

Er det indlysende, at så er det selve evangeliet om kærlighedens Gud, barnet her får med sig?

Eller hvor det ene pars skilsmisse og nye ægteskab kan begynde at inspirere andre par til også at opgive kampen for at holde sammen og lære at elske igen? Eller hvor den tilsyneladende lethed, hvormed måske en mand fandt sig en ny, yngre og nemmere dame, nu smitter andre?

Til præstens væsentligste budskaber hører ord om håb og forsoning. Men er det nu helt indlysende, at det forbliver tydeligt for barnet, når præsten slukker ethvert håb om, at det bliver godt igen mellem far og mor? Når præsten frem for nogen skal være barnets advokat, kan det så virkelig være præstens opgave?

Folk skal kunne gifte sig med hvem, de vil. Og det skal samfundet eller staten ikke blande sig i. Der kan være elendige grunde til at blive skilt. Men der kan også være gode grunde. Hvem kender ikke fortvivlelsen og hjælpeløsheden på egen krop?

Der er også skilsmisser og nye ægteskaber, børnene glæder sig over.

Men netop derfor skal præsten ikke gå ind og begynde at holde dom i alle disse komplekse og vidt forskellige familieskæbner! Han skal forholde sig til livets kompleksitet; og det gør han bedst (i det omfang, folk selv spørger om hjælp) som sjælesørger, trøster, vejleder. Men ikke som dommer! Og det er i vores optik det, han gør, hvis han skærer igennem, tager parti og endda lægger dyre gudsord ind i en velsignelse af ægteskab nummer to, så længe den første ægtefælle og det første løfte stadig er i live.

Så måske er det ikke aldeles grundløst, når Jesus i Lukasevangeliet kapitel 16 siger det så ubærligt og kærligt: Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud. Det bør ikke angå staten. Men angår det ikke kirken? Hvor er dens mandat til så alligevel at vie igen?

Hvis muligheden for at blive gift igen ikke var til stede i det danske samfund, måtte vi forlange den indført. Men hvoraf denne selvfølgelighed, at det så er præsten og kirken, der skal varetage den og altid og overalt skal velsigne den i Guds navn? Og dermed gøre det komplekse enkelt og indlysende?

Vi tænker faktisk ikke ret meget på præstens ret til at nægte at vie fraskilte. Er der ikke snarere tale om en pligt til at nægte? En pligt, hvor man ikke bare ser de søde mennesker i sofaen overfor, men også ser dem, der ikke er til stede: de kæmpende ægteskaber, de svigtede ægtefæller og børnene. De børn, der gennem skilsmisserne igen bliver de sårede i (somme tider) de voksnes spil og i (altid) de voksnes tragedier.

Eleonora Skov Andersen, cand.theol. og familieterapeut

Leif Andersen, lektor og rejsepræst

I C Lembrechts Alle 30, Hvidovre