JA,
siger Naser Khader,folketingsmedlem forDet Konservative Folkeparti
Omar var terrorist. Det er kun blevet mere og mere tydeligt, at han var påvirket af terrororganisationen Islamisk Stat. Vi har at gøre med det, man kalder tredje generation af terror. Den anden generation var dem, som var trænet i Afghanistan eller et andet sted i Mellemøsten, for eksempel dem, der angreb USA den 11. september 2001 og var trænet af al-Qaeda.
Tredje generation er dem, som lytter til Islamisk Stats budskaber og bliver inspireret til at gå ud at begå terror. Vi ved, Omar uploadede materiale fra Islamisk Stat, og nu ved vi også, at han havde en koran på sig. Der er ingen tvivl om, at han havde en politisk og religiøs dagsorden.
Men hvorfor er det så vigtigt at slå fast, at det er terror? De mennesker, som synes, man skal holde sig tilbage fra betegnelsen, forsøger jo ikke at dække over, at det var en meget alvorlig forbrydelse?
Jeg kan ikke forstå, hvorfor der skal være grund til at intellektualisere det ved at diskutere, om Omar snarere begik en hadforbrydelse. Mit indtryk er, at de folk, der hellere vil kalde det en hadforbrydelse - folk som Bjørn Elmquist, Preben Wilhjelm og Georg Metz - rejser tvivlen, fordi de har et problem med terrorloven.
Det kan jeg sagtens forstå, de har. Jeg har også et problem med dele af den, for eksempel om logging, altså dataovervågning. Men så synes jeg, de skal sige ærligt, at det er det, det handler om, frem for at udvande terrorbegrebet.
Kan man ikke omvendt spørge dig, hvorfor det er så vigtigt for dig at slå fast, at det er terror?
Jo, men det er, fordi det er terror. Omars angreb havde til hensigt at skabe frygt i befolkningen, og det lykkedes. Der var folk, der meldte afbud til folkemødet på Bornholm sidste år, fordi den hollandske politiker Geert Wilders skulle deltage, og de frygtede et angreb rettet mod ham.
Hvis Omars angreb skulle være en hadforbrydelse, skulle den være rettet imod en bestemt etnisk eller religiøs gruppe eller folk med en bestemt seksuel orientering, I debatmødet på Krudttønden deltog alle mulige forskellige mennesker, også muslimer. Jeg mener, det er vigtigt at holde fast i, at angrebet var terror, så kan vi bedre bruge de redskaber, der skal til, imod det.
Kan man ikke sige, at i og med, at der er en særlig strafferamme for terror, så er det domstolene alene, der afgør, hvornår en forbrydelse er terror, ligesom domstolene afgør, om en forbrydelse er overlagt mord eller uagtsomt manddrab?
Det er selvfølgelig en retslig afgørelse, hvordan en kriminel handling skal straffes, og vi andre skal ikke lege dommere. Men derfor skal vi da ikke vente med overhovedet at betegne de ting, der sker, når vi omtaler dem.
Kort tid efter angrebet omtalte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) det som terror. Kan det ikke påvirke den dømmende magt, at regeringens leder således allerede har taget stilling?
Hvad skulle hun have sagt? ”Der er sket noget, men nu skal vi lige finde ud af, om det er en hadforbrydelse eller terror”? Nej, vi skal ikke undervurdere dommerstanden. Dertil kommer, at jeg er overbevist om, at domstolene vil nå frem til, at det var terror.
Der har været cirka 10 forsøg på terror i Danmark, som politi og efterretningstjeneste har forhindret, og som fik betegnelsen terror. Vi må gøre os klart, at der er mennesker, der vil os det ondt, og terroristerne griner bare af os, når vi bruger tiden på at diskutere, om det er det ene eller det andet.
NEJ,
siger Georg Metz,forfatter og kommentator ved dagbladet Information
Jeg kan dårligt svare på, om det var terror eller ej. Det har andre, herunder Naser Khader, derimod været meget beredvillige til at svare på lige med det samme. Jeg kan kun tale for, at vi prøver at holde os til definitionerne og afvente, hvad retten har at sige. Det er muligt, at retten vil definere det som terror. Men det er ikke sikkert.
Så det tilkommer alene domstolene at forholde sig til, om det er terror, når en mand går til angreb på et møde om ytringsfrihed og en jødisk synagoge? Er det ikke forståeligt, at der er nogle, der ytrer sig med det samme?
Vi har nu engang indrettet vores samfund sådan her i landet, at det er domstolene, som afgør den slags. De afgør i den enkelte kriminalsag, om der er tale om overlagt mord eller uagtsomt manddrab. Det får stor betydning for, hvordan vi taler om tingene. Jeg mener ikke, det er passende, at for eksempel folkevalgte politikere går ud og definerer, hvad det er, for det kan give en forvredet debat.
Men der synes åbenlyst at have været et politisk og religiøst motiv bag angrebene, når en mand kort tid efter angrebene på satirebladet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris gennemfører et lignende angreb mod symboler på ytringsfrihed og jødedom?
Ja, der kan sagtens være politiske og religiøse motiver, men der skal mere til, før vi definerer det som terror. Først og fremmest et ønske om at omstyrte samfundet. Det kan også være, der var en sådan hensigt, men det mener jeg ikke, der er ført bevis for, og det finder jeg vigtigt, før vi fælder dommen.
Men der går jo lang tid, fra begivenheden finder sted, til en domstol træffer afgørelse. Der er en retssag imod nogle mennesker for at have hjulpet Omar el-Hussein, men ikke imod ham selv, da han jo blev dræbt. Vi kan let komme i den situation, at domstolen aldrig eller først længe efter udtaler sig, skal vi så være afskåret fra at tale om, hvorvidt begivenheder er terror eller ej?
Ja, det må vi så leve med. Men særligt når der er en retssag, mener jeg i forhold til bevisets stilling, at det er forkert at udtale sig kategorisk. Især hvis man for eksempel tilhører regeringen og dermed den udøvende magt, som jo principielt skal holde sig ude af, hvad den lovgivende magt foretager sig.
Hvad er egentlig problemet med at omtale det som terror? Vil politi og domstole ikke kunne holde sig fri af, hvilke betegnelser nogle politikere og debattører bruger i pressen?
Det er hensigtsmæssigt at bruge nogle betegnelser, der forholder sig til, hvad vi ved. Vi kan forholde os til, om det åbenlyst er en handling organiseret med en egentlig samfundsomstyrtende hensigt, eller om der måske kan være tale om en enkelt tosse, der bistået af et par hjælpere gik amok.
Jeg ser ingen anden grund til at ville skynde sig at kategorisere handlingen som terror end at bruge kategoriseringen til at understøtte en bestemt holdning, nemlig et ønske om at fremstille det, som om landet er truet. Og det er svært at komme tilbage fra den position, når betegnelsen terror lige fra begyndelsen er anvendt af selv landets statsminister, hvilket jeg betragter som en alvorlig tilsidesættelse af princippet om magtens tredeling. Det er ikke de folkevalgte, der fælder domme her i landet.